Hvad sker der, hvis man tager en håndfuld løbetosser, kører dem til Lønstrup i en Land Rover (Jeg har fået strenge ordre på ikke at skrive en Jeep :D), tilfører pandelamper, slukker for solen, og beder dem løbe tilbage langs stranden til Løkken.

MAGI; Der sker magi på en helt almindelig onsdag aften dag 2 i det nye år.

Det hele startede med et tilbud fra én af bagmændene bag Coast 2 Coast løbet, Kent Jørgensen. Kent skrev til et par heldig udvalgte om vi ville være testløbere på et nyt løb, han sammen med West Event havde i tankerne. Når man kender Kent ved man, at sådan en chance skal man ikke lade passere. 😛

Klar til eventyr

I går eftermiddag drønede jeg til Løkken og fandt en lille flok løbere klar til eventyr. Vi blev hurtigt gennet ind i Land Roveren, og under kyndig hånd kørt til afsætningsstedet i Lønstrup. Her fik vi taget gruppebilleder hvorefter vi gik i samlet flok ned på stranden i den nedadgående sol. Dagen før var en kæk nytårsstorm blæst ind over det nordjyske, og vandstanden på stranden var derfor en anelse højere end normalt. Vi vidste alle hvad det betød… Vores små fudser ville ikke komme tørskoet til Løkken. 😀 – Og heldigvis for det.

Skumring og udsigt fra toppen af skrænten. Hvis du kigger godt efter, kan du se de 3 seje løbere på stranden – og forude, vandpassage… 😀

Kort efter start skulle der tages en stor beslutning. Ville man løbe forbi Rubjerg Knude på stranden (og dermed gennem vand til livet på en smølf som mig), eller i stedet tage turen op i sandkassen, forbi fyrtårnet og efterfølgende ned på stranden igen. Tre hårde hunde (heriblandt mr. Strandløber nr. 1 Thomas SOUT Kragh Pedersen) valgte vandvejen, mens jeg smuttede op i trail-legepladsen på toppen af skrænterne sammen med 3 andre seje løbere. Og selvom vi måske ikke fik det kolde gys, så blev vi i stedet udfordret af stikkende havtorn og små lækre trail-stier – og ikke mindst belønnet med en guddommelig udsigt i en palette af regnbuefarver. Det var så umådeligt smukt, og da det samtidig føltes som ren leg at løbe på toppen af skrænten i det fede lille trailspor, var smilet malet udover hele fjæset på os alle.

Samlet på stranden igen og med et forsvindende lys forsatte vi mod rutens midtvejsstop ved Grønne Strand. Her stod Land Roveren og ventede med varmt drikkelse og verdens bedste nisseøl (Tak Kent :D), nå ja og så lige med forhjulet kørt ufravigeligt fast i det mudrende sand. Jo jo, selv en Land Rover kan sidde ubehjælpeligt fast i den nordjyske sand-sump.
Som frontløbere nåede Lars Bo (som jeg løb tværs over Vendsyssel med for et par uger siden) og jeg først frem til den nødstedte 4-hjuler. I kådhed tænkte vi, at vi lige ville være geniale og løbe indenom Land Roveren for at undgå det kolde havvand. Det viste sig ikke at være helt så genialt som i tankerne. Vi ramte begge selvsamme sand-sump med vores løbesko, og lad mig sige det som det var – det blev skoene ikke just pænere af 😀 Vi måtte i stedet kapitulere og ud i den store vaskemaskine for at få mudder af skoene. 😀 😀 😀 😀

Sådan så løbeskoene ud efter en tur i sand-sumpen 😀

Lyset var nu helt væk og mørket lukkede sig om os. Vi tændte pandelamperne og løb videre i lyskeglerne mens snakken gik. Hr. Strandløber, som til dagligt er politibetjent, berigede os med vanvittige makabre beretninger om død og ødelæggelser fra den virkelige verden. Beretninger der mest af alt passede til en ”Fredag den 13 på stranden” horror-movie, og da en løsgående hund pludselig kom løbende mod os, skreg jeg op som en anden Hollywood skuespiller. Shit det var skræmmende. Jeg nåede lige at sige ”Hov, hvad er det for to lysende pletter der er derover” hvorefter ”monstret” af en vovse materialiserede sig lige bag os. (Havde jeg været alene, var jeg med sikkerhed ikke returneret til Løkken som et normalt levende menneske :D).

På et tidspunkt, umiddelbart inden endestation, overtalte hr. strandløber os til at slukke pandelamperne. Vi løb 3 løbere forrest og da først øjnene havde vænnet sig til mørket opstod magien for alvor. Stjernerne hang som et smuk tæppe over os, det mørke hav skyllede dovent ind mod vores fudser og stilheden var gribende. Bag os løb de andre i deres små lyskegler. Jeg tror godt jeg kan skrive, at jeg aldrig før har haft så fed en naturoplevelse på en løbetur. Hold nu fast det var vildt. Alle ens sanser åbnede sig for fuld blus, og følelsen af at løbe i et eventyr var ubeskrivelig. Mindfulness-kurser go home. Det jeg oplevede i mørket var ubetinget gylden mindful-løb, hvor det eneste der gjaldt var nuet.

Tilbage i Løkken, efter adskillige vandpassager, (her vil jeg skynde mig at tilføje, det var faktisk slet ikke koldt. Når først man havde været i vand til knæerne én gang, var kroppen nivelleret og temperaturmæssigt i vatter :P) løb vi tre frontløbere ud på molen og afsluttede løbet med en stille ærbødig salut til det brusende Vesterhav.

Løbehilsen til Vesterhavet 😀

Tilbage på stranden blev vi mødt af duften af grillpølser, og sørme om ikke de kære arrangører havde stillet to stk. saunas op til opvarmning af evt. kulderamte løbere. Bedre afslutning kunne man næsten ikke få. Da jeg sad i bilen tilbage mod Aalborg var jeg på én gang afslappet og rolig, og samtidig helt oppe at køre. Den oplevelse jeg just havde fået med i bagagen var så unik. Tænk at jeg, fordi jeg løber, kan få så fed en oplevelse sammen med andre ligesindede. Tænk at en helt almindelig hverdag kan være så magisk.

Om jeg gjorde det igen? Hell Yeaaahh – Jeg ville tage turen så ofte jeg kunne, hvis bare der var løbere der gad følges. (Jeg tør ikke alene, så er det sagt. Og sikkerhedsmæssigt ville det nok i øvrigt heller ikke være forsvarligt). Så her kommer ugens ualmindelig gode tip – Hold øje med de sociale medier her til foråret, og vær klar på tasterne. Lige pludselig dukker der mulighed op for tilmelding til et løb man bare SKAL unde sig selv at løbe. 😀

Share: