Jeg løb mit første halvmaraton i 2008 over Storebæltsbroen fra Korsør og hele vejen til Nyborg i en varme der lå som tykke puder om hovedet og fik mig til at flå en vandflaske fra en uskyldig tilskuer da jeg manglede 3 km. hjem. (Ikke noget kønt syn og bestemt ikke noget jeg er stolt af, men jeg overlevede løbet.).

I 2010 løb jeg mit første maraton i Hamburg, forinden var jeg startet i løbeklubben Amok i Aalborg og havde fået umådelig stor hjælp og vejledning til at komme igennem strabadserne – et af de råd jeg fik dengang er stadig et af min ultimative MUST-DO ting inden et løb, – smør altid vaseline på øjenbrynene og slip for sved i øjnene.  – Det lyder måske ret kikset, men for pokker hvor har det hjulpet en storsvedende løber som mig, og måske årsagen til at jeg den dag i dag, efter utallige løb stadig har begge øjne intakt. Hamburg er et super godt løb og virkelig et fantastisk 1. gangs løb for nye potentielle maratonløbere.

I sommeren 2012 løb jeg maraton nr. 2 i Aars og lad mig bare sige, det var ikke nogen skøn fantastisk oplevelse. Min træning op til løbet var ikke helt tiptop og jeg tror ikke helt jeg reelt var klar til løb, jeg var nok mest af alt en medløber der var suget ind i de andres snak om løb og tænkte at det kunne jeg da sagtens gøre, altså løbe på snak. Det kunne jeg så ikke, jeg gennemførte og fik en lærestreg af de store tykke fede der sidder i panden. Og al den læring blev nænsomt skriblet ned i min lille blå spiral bog. Skrev blandt andet

Husk:
– 42 km er hårde lige meget hvad; det kræver mod, vilje og forberedelse
– Cola er bandlyst, det fungerer ikke for mig
– Jeg skal tro på mig selv.

Den dag skete der noget med mig, noget helt særligt – jeg blev bidt af en kæmpe monster stor maraton- løbesnudebille der bed så hårdt og brutalt at jeg stadig den dag i dag er ramt. Siden turen i Års har jeg i alt løbet 80 maratons og 3 ultra løb (6 timers, 50 km og 60 km). Og hvert eneste løb og træning op til, er sirligt noteret ned i mine to fine og efterhånden propfulde spiralbøger.

Nu er tiden så kommet – Jeg begiver mig ind i den digitale tidsalder, hopper i med begge ben, lukker øjnene og smækker min indre kritiker en ordentlig én på sinkadusen og kaster mig ud i nyt farvand. Min online løbedagbog er hermed erklæret for UP AND RUNNING….

Share: