I november var jeg, sammen med min kæreste og 17 andre skønne løbefantaster, i Cuba for at løbe Havana Marathon. Jeg havde trænet en del op til løbet og ikke lige fået styrketrænet min skrøbelige ryg. Resultatet af min dumhed kom promte – 4 uger før afgang fik jeg det ondeste hold i ryggen og måtte, udover adskillige kiropraktorbesøg, ligge en uge på langs og skåne den stakkels ryg.

Jeg havde betalt en helt del penge for turen og jeg VILLE for alt i verden ikke lave en DNS (did not start) til det maratonløb jeg bare havde glædet mig til i over et halv år. Så jeg kom på benene igen, fik løbet lidt mere og drog afsted til Cuba med tavse bønner om at ryggen ville holde. Søndag morgen den 15. november stod vi, kl. 07:00 klar ved startlinjen sammen med ca. 5000 andre løbere. Jeg var spændt som en flitsbue og en lille bitte smule bekymret over min krops formåenhed. Jeg vil ikke skrive mere om selve løbet her, laver en anmeldelse senere, men et par små hints vil jeg gerne dele. Løbet er en ½ marathon rute der løbes to gange, det er drøn varmt, der er ikke mange tilskuere, ingen musik men til gengæld masser af autentisk cubansk hverdag lige om ørerne på løberne der skal have runde to med.

Da jeg løb i mål efter adskillige kampe med mit indre jeg og på grænsen til hedeslag rakte jeg hænderne i vejret og udbrød et tamt ”puha, det var sq en hård omgang” inden jeg pludselig, ud af det blå blev flankeret af to bastante cubanske mamas der stak mig en lille hvid seddel. De to damer pludrede løs på spansk og forsøgte med store fagter at få mig til at fatte bare en lille brøkdel af det de forsøget at formidle. Det gik ikke, jeg fattede ikke en meter og i stedet gik de nu mere fysisk til værk og gennede mig ind i en lille gang,

Jeg kiggede på sedlen og tabte nærmest næse og mund ”2 Classement female”. Fik med fagter spurgt om det virkeligt var mig, (jep – I skulle se et cirkus jeg lavede for at få den i skabet.) – det var åbenbart det de havde forsøgt at fortælle mig siden jeg kom i mål.

Jeg var altså blevet samlet nummer 2 til Havana Marathon – og det damerne havde gang i, var en mandsopdækning indtil jeg blev kaldt ind til den påkrævede dopingkontrol.

Dopingkontrollen var ganske simpel, pak et sterilt plastikkrus ud og levér venligst 100 ml (eller 1 dl.) for åben dør og med tilskuer.

Problemet var bare at min krop efter løb i den cubanske hede, i den grad var dehydreret og absolut ikke havde lyst til at aflevere noget af al den væske jeg fik halet indenbords. Så jeg måtte pænt igennem 7 ½ flasker vand, 2 flasker sportsdrik og en cola inden jeg lige præcis kunne få nok i bægeret. Det tog sådan ca. 2 timer.

Efterfølgende skulle jeg, med min kæreste som vidne, hælde de værdifulde dråber i hhv. A-prøve og B-prøve, forsegle flaskerne der straks røg afsted til test –  og underskrive diverse oplysninger om min fødselsdagsdato, om jeg tog medicin osv. Og så var jeg atter en fri kvinde. (sådan ser man ud efter to timers dopingkontrol – TRÆT)

På vej tilbage til hotellet ramte en rædsel mig pludselig – Jeg havde været på podiet og modtaget den fineste pokal + sølvmedalje og gaver fra Adidas og nød det fuldkommen vanvittigt. Men jeg havde taget en Panodil inden løbet. En Panodil der skulle få min ryg til at slappe lidt af og få mig gennem de 42,2 km. Var jeg nu lige pludselig på vej til at skrive store overskrifter i Ekstra Bladet og BT – Dansk motionsløber taget i Cubansk dopingkontrol.

Jeg kunne slet ikke overskue konsekvenserne og syntes det var det pinligste i hele verden – så den 2. plads jeg var så stolt af, blev pludselig noget der ikke skulle snakkes så meget om. Og typisk mig; jeg turde ikke tjekke op på fakta omkring dopingkontroller og forbudte stoffer, for tænk nu hvis jeg fandt ud af at jeg var en forfærdelig sportsambassadør der snød under løb. Tiden gik… Og jeg hørte intet til min prøve.

I går tog jeg så modet til mig, fandt Anti Doping Danmarks super fine webside og gik i krig med informationssøgningen. Jeg fandt til min lettelse, at når man ikke hører noget fra en prøve, så er det fordi den er negativ, og at en Panodil ikke er på listen over forbudte stoffer. HURRA. Jeg er frikendt og beholder min ære og min 2. plads (-og min flotte pokal :))

Jeg har lært at man som motionist der løber mange løb, også internationale løb, lige bør tjekke op på fakta omkring doping. Jeg har aldrig i mit liv troet jeg skulle til dopingkontrol, men hvor var det dog en tankevækkende oplevelse. Jeg er ret sikker på at alle de løbere jeg kender, ikke tager forbudte stoffer. Vi er, og nu undskylder jeg på forhånd, simpelt hen ikke i nærheden af at kunne vinde store løb og profilerer os med lækre sponsoraftaler og masser af kroner på bogen. Vi er blot en flok glade amatører der efter min egen vurdering ikke har behov for doping – med mindre man kan kalde kage og slik for doping – then we have a big problem.

Jeg vil dog alligevel opfordre alle til at tjekke listen over tilladte stoffer hvis man går og spiser medicin eller kosttilskud – Listen kan du se her:
http://www.antidoping.dk/medicin/medicin/symptoms

Og lad os så alle i fælles front sikre at motionsløb i Danmark er uden doping – at vi motionsløbere er RENE. 

Som en lille ekstra kommentar vil jeg skynde mig at skrive at jeg bestemt ikke går ind for at løbe på Panodil og lignende smertestillende. At forsøge at overdøve kroppens signaler er generelt en dum idé og hellere fange en skade i opløbet end at overdøve den og ende med det utænkelige – en lang brutal løbepause.

 

Share: