Min løbemakker og jeg tog lørdag på tur iført trailsko og varmt tøj. Turens mål var trail løb arrangeret af PGU Runners i samarbejde med DGI, på det lækreste spor i Blokhus omkring sti 100. Sti 100 er i øvrigt en skøn sti hvis man skulle være så heldig at holde sommerferie i Blokhus og trænge til en pause fra familien. (her taler jeg måske af erfaring, men det er en helt anden snak.).

Vi havde begge meldt os til 18 kilometer udfordringen og skulle derfor 3 runder på den 6 km. lange rute, og når løbere afholder løb for andre løbere så var der totalt styr på tingene. 18 km. tosserne blev sendt afsted 2 min før 12 km. løberne og 4 min. For 6 km. løberne. – Det var genialt, og betød at der ret hurtigt blev spredning på feltet og man kun løb de første par kilometer i bedste gåsegangs-stil.

Ude på ruten var der masser af minebånd, fine røde pile i sneen og en hel del vejvisere der hjalp os rundt på den lidt kringlet rute – alligevel var der en del der løb lidt forkert og måtte vende rundt og tilbage på rigtig rute igen, inklusiv mig selv sagde hesten, og sørme også min stakkels makker der kom helt skævt på 3. runde og udgik da hun efter 14 kilometer pludselig befandt sig i målområdet igen. (Ikke et ord om min makkers stifinderevner.)

Vejret viste sig fra den bedste side – ingen vind, nyfalden sne der dækkede for islaget i hvert fald på de to første runder og temperaturer lige omkring frysepunktet. Jeg startede ud med mine store tykke luffer, men måtte pænt aflevere dem til den sødeste dame der heppede i målområdet efter 1. runde – det var alligevel lige varmt nok selv for den ultimative frossenpind.

Jeg var faktisk lidt spændt inden løbet, det at skulle race på en kortere distance og i uvant terræn, var ret nervepirrende for en marathon hest der elsker at tune ind på komfort zonen og blive der. Men de kloge siger jo at man er nødt til at presse sig selv ud af komfort zonen for at flytte sig til det bedre, så det skulle have et skud.

Jeg må tilstå at jeg var lettere presset, underlaget var svært at løbe i og jeg er bare ikke bedste venner med mine salomon trail sko, der gavmildt serverer blodvabler til mine stakkels fødder når jeg løber over 15 km. Det til trods, så var det fuldstændig vidunderlig og befriende at tonse ned ad bakker, at kæmpe sig opad stejle stigninger og drøne rundt i den sneklædte skov. Og sørme om ikke det også blev til tre lækre glideture på bagen med et tov som styresnor ned mod søen i Hune – jeg er ret sikker på at jeg er én af de eneste der benyttede den teknik på vej ned, og jeg er yderst respektuld over den kære vejviser foroven af bakken valgte ikke at grine højlydt at min særlig nedløb-glidende-på-røven-teknik. Jeg elskede det, også selvom jeg nu sidder med et par lækre blå mærker på ballerne.

Der var koncentration når det gik opad

Der var koncentration når det gik opad

Og en fest på de flade strækninger

Og en fest på de flade strækninger

Jeg kom i mål som første dame på 18 km. stolt som paven og må desværre gå til bekendelse, jeg glemte min jubeldans som jeg jo eller havde lovet på bloggen i indlægget her. Nye vaner er åbenbart ikke så let at indarbejde. I målområdet var der kage til løberne – og en lille kaffebil (Coffee shop mosebryg) der lavede den nok aller bedste café latte jeg længe har fået.

Dagen var en succes og min løbemakker og jeg kunne køre storgrinende hjem igen, som man jo gør når man har haft den skønneste løbedag, i de bedste omgivelser og et fantastisk afholdt løb der bare klappede fra start til slut.

I´ll be back.. (jeg laver lige et kort med rute og lægger gpx filen op hvis nogen skulle have lyst til at prøve ruten af.)

På gensyn på trailstierne. Jeg er hooked.

På gensyn på trail stierne. Jeg er hooked.

Share: