Når alting bare går op i en højere enhed.

Jeg havde tilmeldt mig løbet der foregik i Boulder city ca. 40 min fra Vegas, primært fordi man skulle løbe gennem de historiske tunneller fra tiden hvor Hover Dam blev bygget. Det måtte jeg simpelt hen prøve.

Løbet startede kl. 8 morgen, og da det jo var på amerikansk grund, så skulle vi selvfølgelig lige have en omgang The Star-Spangled Banner akkompagnement af Boulder citys børnekor og to militær guys i fuld uniform, inden vi løbere kunne sendes afsted. Jo jo, der var skam ikke et øje tørt. 🙂

Startområde ved Bootleg Trails

Startområde ved Bootleg Trails

Ruten gik fra Bootleg canoyn der er et rekreativt område hvor især MTB ryttere boltrer sig på de lækreste trails, og de første 5 km. foregik nedad bakke mod Boulder City. Jeg har tidligere løbet Boston, der har ca samme ruteprofil, og lad mig bare være ærlig, der løb jeg lidt for hurtigt i starten og fik sådan en lussing senere da det gik opad og benene allerede var godt ømme i musklerne af kombinationen af det uvante nedløb og min virkelig dårlige nedløbsteknik. Så belært af erfaring forsøgte jeg denne gang at løbe let og ikke holde igen eller forcere. (Mine ømme stænger dagen efter fortæller mig at det ikke helt lykkedes.).

Når det går ned skal det også gå op, og som ventet kom der stigning der skulle klatres før vi igen løb ned mod halvvejs-punktet, der ikke kun markerede at halvdelen af kvalerne var overstået men også at ruten nu fuldstændigt ændrede karakter.

Underlaget ændrede sig nu til løst grus på det, der engang var den gamle jernbane og steg op mod tunnellerne. Udsigten var fuldstændig vanvittig smuk med Lake Mead omringet af bjerge til siden og forude lå tunnellerne som ventede de på et gammelt godstog med byggematerialer til dæmningen. Vi løb gennem 4 tunneller på en 1,5 mile strækning, vendte om og tog turen tilbage igen – og jeg var en stor omgang myrepatter på armen, det var simpelt hen så uvirkeligt og fuldstændigt storslåede.

Her skulle vi løbe igennem. :)

Her skulle vi løbe igennem. 🙂

Efter tunnellerne ændrede ruten sig igen og blev til asfaltsti med let nedløb ned mod mål hvor målportene ventede – én for Saints med en stor glorie og én for Sinners med store røde horn. Ideen var, at vi nu havde givet alt på de 21,1 km og nu kunne gå herfra enten direkte i himlen eller hvis man foretrak det, direkte i helvede.

Jeg tog turen i himlen :). – Og jeg var i himlen, jeg lavede ny PR og vandt løbet for kvinderne. Den havde jeg vitterlig ikke set komme, men jeg ramte dagen og havde på alle måde et helt fantastisk løb. Og én ting må man sige om amerikanerne, hold nu op hvor er de dog imødekommende og supportende. Hele vejen tilbage fra vendepunktet i tunnellerne mødte jeg massere af løbere der råbe ”hey – first female, good job, well done, you look strong osv. osv. – og jeg skal love for det er noget der holder dampen oppe for et ældre lokomotiv som mig. Jeg fløj nærmest ned i mål.

Udsigten fra mål - mange løbere havde klædt sig ud som hhv. Saint eller Sinner. Det var så hyggeligt.

Udsigten fra mål – mange løbere havde klædt sig ud som hhv. Saint eller Sinner. Det var så hyggeligt.

Efter mål var der stort depot, man fik en monster stor medalje og når man var klar kunne man tage shuttle tilbage til start. Alt klappede perfekt i et meget velorganiseret løb, og sørme om ikke jeg uden problemer kunne få et lift tilbage til Vegas af den søde pige der endte som nummer to der, selvom hun skulle nå et fly kørte mig helt til hoteldøren.

Sammenholdet mellem løbere er helt unikt hvad enten man er hjemme i kendte rammer, eller man er ude på fremmed jord. Det er uden tvivl dét jeg syntes er det mest fantastiske ved at være løber (altså ud over de dejlige lækre medaljer som jeg bare slet ikke kan få nok af. :)).

Pavestolt

Pavestolt og ikke til at skyde igennem. 🙂

 

Share: