Jeg sætter lige scenen. Mig alene på løbetur med fremmede løbeguide-fyr jeg aldrig har mødt før, i Mojave ørkenen. Han henter mig i hans jeep og vi kører afsted ud af Vegas pulserende liv mod den mennesketomme ørken hvor longhornene er de eneste vidner. Hvis det var en horrorfilm, ville jeg have været hakket i småstykker og spredt ud som coyote guf på nuværende tidspunkt. Det var heldigvis ikke sådan en film. (Men jeg skal være bund ærlig og indrømme at jeg var rimelig nervøs inden turen, og jeg havde lagt en diskret seddel i receptionen på mit hotel, hvor der stod hvem jeg var sammen med og hvem de skulle ringe til hvis jeg ikke var tilbage inden aften).

Fyren jeg løb med var fra Las Vegas Running Tours og turen gik ud til Sloan Caynon hvor vi skulle løbe på trailsti op ad stigning til vendepunkt i ørkenen og tilbage samme vej.

Indgangen til trailsporet

Indgangen til trailsporet

Mens vi løb fortalte min søde guide (som han heldigvis viste sig at være) om områdets geologi, biologi og zoologi, alt imens han totalt overskudsagtigt løb foran og agerede fotomand samtidig. Jeg selv halsede efter på stigningen op mod vendepunktet, totalt ramt af den knas tørre ørkenluft, der som sandpapir korn 20 sleb mine stakkels luftveje med den skønneste omgang ”rygerhoste” til følge. – Virkeligt charmerende. 🙂

Trods mine kvaler med luften, så var det fuldstændig fantastisk, at løbe på trails så anderledes og rå end vores skønne skovtrails hjemme i det nordjyske. At se den golde ørken med kaktusser og planter der udstråler ”bliv væk, eller smag på the real stuf” og synet af en stor flok vilde longhorns der trodsede kaktussernes advarsler og frejdigt smovsede løs.

Sådan en kaktus vil man helst ikke løbe ind i.

Sådan en kaktus vil man helst ikke løbe ind i. 🙂

På vej tilbage – og nedad, gik det betydeligt bedre, jeg fik gang i ben igen og kunne lege mig ned at de snoede trails så jeg næsten tror jeg fik overbevist min guide om at jeg rent faktisk er rimelig habil løber.

Så uendeligt smukt.

Så uendeligt smukt.

Det var virkelig en fed oplevelse, så anderledes fra Las Vegas´ uendelige spillemaskiner og arkitektonisk lir og så bare en halv times kørsel væk. Og hvor er det dog fantastisk at dét at man er løber, gør det muligt at møde andre ligesindede på tværs af landegrænser og oceaner og dele løbeglæden med. Jeg er glad for at jeg tog chancen – og så vidt jeg er orienterer er der p.t. ingen løber der er endt deres dage efter en løbetur med en fellow løber. 🙂

Jeg endte i øvrigt med at tage på endnu en tur med min kære guide – en tur der i den grad overgik alt hvad jeg nogensinde har løbet før. – Mere om det i næste indlæg. 😀

Share: