Efter min fantastiske konference i Vegas (for det var egentlig det primære mål med turen) rejse jeg 8 stive timer i Greyhound bus til Phoenix Arizona alene med det formål at deltage i Phoenix Marathon. Jeg havde med nød og næppe fået startnummer, da betalingen for nummer ikke lod sig gøre med danske kreditkort (noget med valideringen af danske kortnummer som ikke er som andre kort i den store vide verden) og jeg måtte lave tilmeldingen pr. telefon direkte til en fyr i the US som fik alle mine betalingsoplysninger bare sådan uden videre, hvorefter han lovede mig at der ville være startnummer klar til mig. Er der andre der har oplevet lignende ved tilmelding til udenlandske løb?

Der blev heldigvis ikke trukket skøre beløb på mit kort, fyren var reel og der lå det fineste startnummer til mig i Phoenix – pyha.. 🙂

Jeg indlogerede mig på et mindre hotel et stykke fra start – lad mig bare være ærlig, jeg troede det var 1-1,5 km. til startområdet og expo med nummerafhentningen da jeg hjemmefra studerende kortet, men men, distancer i staterne er bare noget helt andet, og det jeg troede var gåafstand var i virkeligheden 4-5 miles.. Så havde egentlig accepteret at al transport måtte foregå med taxi.

Da jeg stod klar foran hotellet for at få en taxi til startnummer afhentning, kom en fyr ud i en NYC Marathon løbetrøje – og før jeg vidste af det, have fyren skaffet os en Uber-vogn (det er totalt stort i US) og fået os transporteret til og fra Expo. Fyren var en løber fra New York Road Runners (dem der afholder NYC marathon) og havde en masse fede historier fra løb i – og omkring NYC. Så ud over en grundig oplæring i Uber, så fik jeg også masser af løb til min bucketlist 🙂 og mulighed for overnatning for mig og min familie næste gang vi lige kommer forbi NYC.

Jep - den er god nok, jeg var registreret. :)

Jep – den er god nok, jeg var registreret. 🙂

Løbet startede kl. 06.30 morgen i Sonoran-ørkenen og vi skulle transporteres fra pickup-område i klassiske gule skolebusser (dem der har løbet Boston kender konceptet.:)) ud til start, dvs. jeg skulle stå klar til afgang fra hotellet kl. 04:15 – Godt nok tidligt. Jeg havde mødt et par damer på hotellet som også skulle løbe, de havde bil og tilbød gladelig at tage mig og min nye ven med til pickup-området.

Logistikken fungerede perfekt, der var ingen tumult og alt fungerede perfekt, vi blev sat af ved startområdet en tidlig mørk morgen med den smukkeste stjernehimmel og omringet af mørke skygger af kæmpe kaktusser i bedst Anders And blad stil. Det var sq. Stort.

Kan man lige ane den stor kaktus - måske, det var i hvert fald et sindssygt fedt syn

Kan man lige ane den store kaktus – måske, det var i hvert fald et sindssygt fedt syn

Det var koldt i startområdet, men arrangørerne havde genialt tændt utallige bål langs en længere strækning, og her forsamlede løbere fra hele verden sig omkring i bedste spejderstil og delte røverhistorier fra de varme lande. Det var klar det mest hyggelige og afslappede start på et marathon jeg nogensinde har oplevet.

Hygge omkring bål inden start

Hygge omkring bål inden start

Starttid nærmede sig, og bortset fra undertegnede der hang i en toiletkø, samlede alle løberne sig til en gang nationalsang og fyrværkeri – og startede nedtællingen. Jeg nåede lige præcis at spurte ned og blande mig med mængden da de nåede til 8-7-6… Og sådan kan man så også starte sit marathonløb med en lille varm-op-spurt-fra-toiletområde-til-startlinje. 🙂

Ruten gik nedad-nedad-nedad – solen stod op – ruten gik opad-opad-opad og så lige nedad-nedad og bum så var vi ude af ørkenen efter ca. 16 km. og klar til de lange lange lige strækninger tilbage til målområdet. Jeg er absolut ikke fan af lange lige strækninger, men turen ud af ørkenen havde fyldt mit lille hoved med de smukkeste billeder af solopgang, kaktusser, mystiske gevækster og små veje med de sjoveste heppe-skilte hvilket var rigeligt til at distrahere fra de uendelige lige strækninger.

Sådan så det ud i dagslys. :)

Sådan så det ud i dagslys. 🙂

Depoterne var bemandet med de mest entusiastiske mennesker blandt andet klædt ud som Star Wars figurer. Arrangørerne havde nemlig udskrevet konkurrence depoterne imellem, med en fin præmie til det bedste og mest supporterede depot. Det tog de i den grad til sig og hold nu op man blev plejet, nurset og heppet gennem depotområderne så man forlod det med det største smil.

Efterhånden som varmen tog til og vi nåede de 30 grader, blev det mere og mere anstrengt at løbe. Jeg er på ingen måde en god løber i varmen, og min strategi lød derfor på at løbe så langt som overhovedet muligt, inden solen for alvor fik magt – og så ellers komme igennem efter bedste beskub. Jeg løb godt og havde overskud til highfives og smil til de få tilskuere der stod på ruten, med det resultat at jeg blev heppet frem med tilnavnet red-shirt 🙂 (”go red-shirt”., ”you look stong red-shirt”, ”you can do it red-shirt” 🙂 :)). Og mens jeg løb og gnækkede lidt over det, kom fartholderen for 3.15 pludselig forbi mig. HVAD??? – den havde jeg ikke lige set komme. Jeg syntes selv jeg løb ok, og satsede egentlig på at ramme en sluttid omkring 3.25 i varmen, og nu var jeg pludselig ved 34 km. på vej til en, for mig, kongetid. Jeg prøvede at hænge på fartholderen, men det var lige optimistisk nok, så faldt fra og fandt min egen rytme. Da jeg nærmede mig mål med 1,5 mile igen kunne jeg øge farten, flyve fordi de ½ marathon løbere der var på vej i mål, finde mit største smil frem og spurte ind på opløbsstrækningen så speakeren råbte ned til mig – ”where are you from” – og jeg råbte stolt tilbage ”Denmark” – ”where?” råbte speakeren igen – ”Denmark” hvorefter det lød i højttaleren ”and we have Heidi Johansen from Sweden finishing in a great time – congratulations Heidi.”… Og sådan kan man så hurtigt komme ned på jorden igen. – Sverige. Æv. 🙁 🙂

På vej i mål med masser af overskud

På vej i mål med masser af overskud

I mål stod der folk der kiggede mig i øjnene og tjekkede jeg var ok inden jeg måtte gå videre, og så var der ellers koldt omslag om nakken, (genial måde at nedkøle løbere på – et vådt koldt håndklæde omkring nakken, det virkede perfekt) medalje og en pose man kun fylde med alverdens lækkerier i målområdet.

Et super marathon jeg kun på det varmeste kan anbefale. Der er mange eliteløbere med da de hvert år udlover pengepræmier (500 dollars) til alle der løber under 2.30 for herre og 2.45 for damer, men løbet er i den grad – og efter bedste amerikanske koncept et løb for alle både hurtige og mindre hurtige løbere. Det var hyggeligt og rart, der var god plads på ruten, et godt arrangement og den fedeste medalje (det kan de altså bare de amerikanere).

now that´s what I call a medal. :)

now that´s what I call a medal. 🙂

Og min tid… 3:15:46 hvilket rakte til en plads som nr. 20 kvinde og nr. 8 i min aldersgruppe. Og samtidig til en løbekasket med påskrift Boston Qualifier (for med den tid er jeg klar til at deltage i Boston Marathon 2017 – jeg skal bare liiiige finde økonomi til det) 🙂

Mikkel, min søde kollega, har efterspurgt rutekort over mine marathons – så det kommer her. 🙂 – Kortet er ikke helt præcist mht. ørkenområdet – men det giver en lille ide 🙂

Share: