Nørhalne City Marathon

I weekenden stod den på race i Nørhalne til det årlige Nørhalne City Marathon. Det er 4. gang der var løb i Nørhalne og altid oplagte Mette og Morten Pilgaard var klar til at byde løberne på en flad hurtig rute – 8 omgange for Hel- og 4 stk. for Halvmaraton.

Starten gik fra Nørhalne skole, det var også her det store depot var placeret – i øvrigt bemandet af de sødeste damer. Og sørme om ikke også der var ekstra vanddepot på ruten efter ca. 3 km – det var virkelig lige en appelsin i min turban. Jeg elsker når depoterne kommer ret ofte i slutningen af et løb, for så har man lige en lille mental undskyldning til at holde tempo mellem hvert depot, med efterfølgende belønning i selve depotet.

Vejret var, tja, som det danske vejr nu engang er her om foråret – Solrigt da vi kørte hjemmefra, overskyet da vi løb. Men ok temperaturer og jeg havde fundet de korte rør frem til dagens anledning. (Godt nok af de lidt længere af slagsen – og havde suppleret med kompressionsstrømper, så reelt kun ca. 10 cm bar hud men det tæller vel også. :))

Løbet er i øvrigt en samtidig indsamling til julemærkehjemmet i Hobro og Mette fortalte inden start om, hvor stor glæde donationen fra sidste år havde skabt. Jeg elsker at løbe for en god sag, og jeg er vild med ideen om at donere penge til et sted, hvor de hjælpe børn til et sundere og mere aktivt liv – det er da helt i en løbers ånd. (Jeg tager tråden op og lover hermed at alle løber gratis til mit løb nr. 100 og dem der så betaler, betaler i stedet direkte til donation til julemærkehjemmet i Hobro.)

Starten gik – med startnummer om benet og tidsmåler om armen. Og hold nu op hvor folk var flyvende fra start. Jeg har da aldrig set noget lignende, det var som en flok økokøer der var sluppet ud på græs efter en lang vinter. Jeg selv lå længere tilbage i feltet og følte mig en smule langsom og sløv i optrækket – havde heldigvis min egen hare med, den er godt opdraget og gav, helt som en gentle-hare bør, perfekt læ på de åbne windy strækning.

Mig og min hare mens den stadig var levende. :)

Mig og min hare mens den stadig var levende. 🙂 (…….tak til søde Susie Rasmussen for billede.)

Min hare er en hare, der aldrig træner men som bare løber et par marathons om året for hyggens skyld. Det går sådan set fint, min hare er godt til at holde fart – i hvert fald indtil ca. 25 km. så er haren død og jeg må fortsætte alene.

Det er heldigvis en præmis jeg kender og har accepteret for at have hare med, så det kommer aldrig helt som en overraskelse når min hare siger ”løb bare videre, jeg skal lige ned i gear”. Og i weekenden var det helt ok efter 25 km, at kravle ind i mig selv, finde cruise control og knokle mig igennem de sidste 3½ runde.

Hver gang jeg passerede det store depot var Morten og Mette klar med High fives og masser af ros og support – og jeg glædende mig en lille smule hver gang. Det giver bare lige lidt ekstra på kontoen når der er nogen der siger man ser godt ud – til trods for man udmærket ved, at man ligner noget der er slæbt hjem af en skydegal jæger.

Jeg kom i mål i en tid på 3.19, hvilket for mig er en rigtig god tid og noget jeg er super glad for på en hård dag på kontoret. Min puls var i højrød de sidste par runder, og min krop var mildest talt ikke super glad for min disposition med maratonløb to uger i træk inklusiv 5 træningspas i hver uge. Til gengæld fik jeg en dejlig flaske vin med hjem som præmie for placering som 1. kvinde. Vinder af herrerne blev seje Kim Klitgård der løb marathon i tiden 2.53.

Nørhalne City Marathon er virkelig et hyggeligt og skønt løb. Det koster 150, men som skrevet er det med donation til Julemærkehjemmet, og man får stor medalje, lækre depoter og lun leverpostej efter løbet. Det er perfekt for løbere der gerne vil prøve længere distancer f.eks. første ½ eller hel maraton. Og der er plads til alle på ruten og garanti for opbakning hvad enten man løber gazelle eller skildpaddeløb.

Der var mulighed for bad efter løbet og der var ikke udpræget kø ved toiletterne før start (dem var der masser af på en skolen :)) – noget jeg vægter højt i bedømmelsen af løb, jeg hader nemlig at stå og vente i halve timer som man nogen gange oplever ved de store løb.

Og måske skulle jeg her til sidst lige nævne at Mette Pilgaard er en gammel rotte i faget – en ultraløber af format (vi snakker tidligere dansk mester). Hun har lovet at tage mig med på lidt længere træningsture – hvad hun ikke ved, er at jeg har tænkt mig totalt at udfritte hende for fif og tricks til hvordan man bliver en god ultraløber. Og mon ikke der falder lidt af her på bloggen også. 🙂

 

Share: