Der er ingen tvivl i mit hjerte, jeg elsker at løbe og spørger du min familie, vil de nok sige at løb fylder lige lovligt meget i min hverdag. Der ligger altid én eller anden løbebog ved siden af min seng og der er altid et eller andet gadget der ligger og lader og gør sig klar til næste tur med rotten. Der er næsten også altid én eller anden form for proteindrik i køleskabet – aller helst min favorit, Mathilde ”cacao” med jordbærsmag kold og klar til brug efter en længere tur i skoene.

Jeg løber et sted mellem 70-90 km hver uge og nyder langt de fleste kilometer. Det er på ingen måde en sur pligt og er med tiden blevet mit lille meditationsrum hvor jeg enten løber i larmende stilhed og nyder lydende omkring mig, eller får udredet universets største gåder i min lille hjerne – som f.eks. hvad mit næste indlæg på bloggen kunne handle om.

Noget af det der optager mig en hel del er, hvordan man undgår skader når man nu løber og løber og løber og løber. Jeg indrømmer blankt, jeg dur ikke til hjemmetræning på gulvet, jeg svømmer som rokkestenen på Bornholm og jeg ligner en kat man forsøger at bade i et badekar når jeg skal ind gennem dørene til et fitnesscenter.

Jeg har, syv-ni-tretten, endnu ikke være udsat for virkelig slemme skader, det jeg har samlet op er i kategorien overbelastnings-dumheds-skader ofte forklædt som småskader i baglårene og så lige den der ryg der indimellem driller, fordi jeg vitterligt ikke kan sidde ordentligt på en stol. Og netop den ryg er årsagen til jeg jævnligt lægger mig under min kiropraktors kyndige hænder og får de værste muskelknuder af vejen.

I dag havde løbeklubben AMOK inviteret til en omgang CXworks i Nordkraft Aalborg – eller oversat til “os-der-ikke-træner-styrke-sprog” 30 minutters benhård Core-træning under kyndig vejledning af én af Aalborgs bedste maratonløbere Britt. Målet med turen var at introducere Amokkerne til den træning som vi alle ved vi burde lave meget mere af. 🙂

Amok

Jeg var selvfølgelig nysgerrig og mødte spændt som en flitsbue op foran klubben og luntede sammen med en flok amokkere ned til Nordkraft, hvor overseje Britt der stod klar i ren Jane Fonda stil. Frem med måtter, elastikker og vægte, og så ellers ned på gulvet og i gang med 1. sæt – benhårde maveøvelser der fik mine små bløddyr af mavemuskler til at skrige af smerte, alt sammen i fin koreografi understøttet af høj musik og en syngende Britt… – det var opvarmning, linjen var lagt, jeg grov svedte og måtte se i øjnene at den næste halve time nok ikke lige blev der, hvor jeg skulle udfolde mine evner som miss fitness.

Rygøvelser med vægte - det var lidt svært.

Rygøvelser med vægte – det var lidt svært.

Vi nåede i løbet af den halve time rundt om både mave, baller (av – av), ben og ryg – og jeg måtte op til flere gange kapitulerer og ydmygt kravle ned på knæene, mens en del andre holdt fanen højt i de fineste planker. Hold nu op hvor var det vildt, og hvor er det også skræmmende hvor stort et bløddyr jeg i virkeligheden er inderst inde – vi snakker ren goppel-niveau. :D.

Det var fedt at prøve, og jeg må sige at tanken om 30 minutters benhård kig-din-core-dybt-i-øjnene træning i den grad tiltaler mig. Det er hurtigt, effektivt og noget der kan passes ind i et ellers fuldt pakket hverdagsprogram.

Og Jeg er slet ikke i tvivl om at min fellow-amok-klubkammerat Heidi, en stakkels langtidsskadet løber, har fuldstændigt ret, når hun siger at træningen for alvor har gjort det muligt for hende at starte på løb igen. Det er vores coremuskler der hjælper os løbere med at få den gode holdning og undgå skader – og for pokker hvor er det bare vigtigt at træne styrke når man løber meget. (Jeg fandt da også lige en artikel som bebuder at coretræning samtidig giver bedre løbeøkonomi og ta’ daaa – måske lidt hurtigere løbertider. JUHUUUEEE ren win,win. – se her: http://www.motionslob.dk/artikler/coretr%C3%A6ning-l%C3%B8bere )

God stil over hele linjen, jeg havde med vilje gemt mig aller bagerst i rummer :)

God stil over hele linjen, jeg havde med vilje gemt mig aller bagerst i rummer 🙂

Jeg er sikker på at jeg i morgen bander Britt langt væk – jeg har allerede nu, her 3 timer efter træningen mega ømme muskler. Til gengæld var det en stor fornøjelse at løbe i Amok igen, det giver altid et kæmpe energi boost at løbe og sludre med andre skønne løbere i et fællesskab, hvor der er plads til alle størrelser og niveauer.

For medlemmer af amok er det i øvrigt muligt – lige nu, at købe et 13 turs kort til Britts fantastiske træning for en pris a kun 299 kr/mdr. (man får dermed 3 gratis ture med i prisen – og lur mig om ikke 13 gange er en rigtig god start til jernmavse og en holdning som et plankeværk. 🙂  )

Share: