Siden jeg kom hjem fra Las Vegas, har jeg funderet over hvorfor pokker jeg pludselig løb så godt derover.

Jeg løb noget af det bedste jeg længe har løbet på trods af manglende søvn, ingen restitution, (løb Mojave dagen før ½ marathon og rundt i Mesa-bydelen dagen før Phoenix) ingen særlig ”carboload” eller madindtag og masser af ømhed i ben efter alt for meget klippeløbssjov i området omkring Vegas.

Inden jeg tog af sted skrev jeg til en god ven, at mit mål var oplevelser og tider var underordnet. Jeg elsker medaljer og glædede mig til at få to nye fede medaljer i min medalje collection – det var rigelig motivation for mig. Min vintertræning har på ingen måde drejet sig om andet en mængdetræning og kun en lille smuler mere en vanligt. Jeg havde kun en enkelt gang trænet interval og lavet et enkelt tempoløb i ugen inden turen. Hvordan kan det så være jeg ender op med at løbe som en drøm?

Jeg har gennem de sidste par år observeret, at vi løbere reagerer meget forskelligt på træning. Min løbemakkers form eksploderer i samme øjeblik hun tonser bakker, mange af de seje hurtig-løbere jeg kender laver 2 * ugentlig intervaltræning og laver de vildeste tider. Og mig, tjaa – jeg forbedrede mine tider efter en vinter, hvor det eneste der skete var en lidt større mængde kilometre på bogen. WHY ???

Jeg er ikke så sådan på jagt efter fantomtider – at lave 3:15 i Phoenix er alt jeg behøver i år. Men jeg er nysgerrig på mig selv og min krop. Hvorfor er det, at jeg kan følge træningsprogrammer med interval og tempoløb hver uge, og i sidste ende ikke rigtigt flytte mig en meter. Og hvorfor er det, jeg pludselig laver super tider i Vegas på baggrund af en vintertræning med lidt ekstra kilometre på bogen om ugen. Det er mig en gåde. – Og ja ja, der sidder sikkert nogen og nikker i skægget og udbryder ”jammen det er jo helt logisk”. Men altså, som en stædig lille teenager har jeg brug for syn for sagen.

Så nu har jeg besluttet mig for noget, jeg gennem længere tid har overvejet. At få lavet en løbetest. Jeg kan ligeså godt indrømme det sort på hvidt; jeg er rædselsslagen over at skulle løbe på bånd med en maske i hovedet. Alt krøller sig sammen i mig, og klaustrofobien drøner rundt i mine nervebaner blot ved tanken om sådan et forsøg. Men hvad gøre man ikke får videnskaben og for jer læsere der læser med her på bloggen. 🙂

Så i morgen kl. 14 har jeg simpelt hen tid hos Optimizar i Hjørring hvor Ragnar står klar til at udføre forfærdelige eksperimenter, mens han griner smørret og noterer i sin lille sorte bog.

Jeg håber jeg efterfølgende bliver lidt klogere på, hvordan jeg kan træne mest optimalt de næste 8 unger (bare for at prøve det). Og jeg håber især, at jeg får et indblik i mine styrker og mine svagheder som løber; og hvad jeg måske kan benytte af tarvelige tricks for at optimere min løbetræning fremadrettet.

Så kære læser. Kryds fingre for jeg overlever og send mig lidt god karma mellem 14 og 15 i morgen. 🙂

to be continued….

Share: