I lørdags var jeg med løbetossen ”Hjorten” alias Jesper Egholm til et af de hårdeste løb jeg længe har løbet. Jens Buhl havde inviteret løbetosser og godtfolk til at indvie hans nye spor i skoven omkring hans ejendom i Fusager (hvor pokker ligger det? Spørger du nok… jo lidt vest fra Viborg såmænd). Løbet startede kl. 8.30 for marathon og vi havde aftalt afgang fra aalborg kl. 06:45 – og da jeg var advaret på forhånd om Hjortens forventning om afgang til tiden, så mødte jeg troligt op en time for tidligt – kl. 05:45 og ventede – og ventede – og ventede… Og måtte pænt indrømme for mig selv, at jeg nok lige havde misset hele setuppet med 1 time, hvorefter jeg travede hjem igen og drak kaffe en ½ time mere. Det var sq dumt.

Vi kom afsted til tiden om end med en yderst træt Heidi som passager. Vejret klarede op som vi nåede ned i det midtjyske, og da vi landede i Fusager stod Jens klar og modtog os med smil og håndtryk – og en kærlig vejvisning ind til ejendommen der udgjorde depot, start og målområde. På vej ind spottede vi minestrimlerne der markerede ruten, kiggede på hinanden og blev enige om at det ville blive en herlig dag. – NØJ hvor vi dog ikke anede hvad vi gik ind til på det tidspunkt!

Hjorten foran den fine gamle ejendom

Hjorten foran den fine gamle ejendom

Ejendommen, vi kom ind til, var som taget ud af et museum på frilandsmuseet. Vi blev installeret i et karlekammer, og da jeg pænt spurgte efter toilettet for at lade vandet inden start, blev jeg vist ud på – jep – et gammeldags das.  Så har jeg prøvet det :). Jeg kunne ikke selv bo sådan, men hold nu op hvor har jeg stor respekt for folk der i den grad bevarer og plejer gamle kulturperler i det danske landskab.

Efter kort information om ruten – 8 runder til marathon, løbsretning og en lille indlagt konkurrence ved hvert kilometerskilt, blev vi sendt afsted ud på ruten til tonerne af Jens´ jagthorn. Jeg var fuld af forventning om et herligt trailspor, der bare skulle nydes sammen med den smukke natur.

Starten er gået...

Starten er gået og vi indtager trailsporene

Der gik præcis 2 runder, så var jeg klar over jeg havde taget så gruelig fejl i mit umiddelbart indtryk af trailsporet. Det viste sig at være det mest tekniske udfordrende spor jeg nogensinde har løbet, masser af sving, masser af små træstubbe lige over græshøjde og græsstier som kun var trådt af Jens selv samt den testløber, Jens havde sendt ud på ruten om morgenen inden løbet. Forestil jer at gå på en grussti gennem en skov og kigge ind mellem træerne og se de spor ”skovnings-maskinerne” (altså de maskiner der fælder de store træer) har lavet. Det var sådanne spor vi løb, sammen med små dyrestier, balancegang på rafter ved vandløb og langs læhegn. Det var op – og ned, og op – og ned, og op – og ned… uendelige antal gange og de 5,3 km. pr. runde føltes som 10.

Een af de lettere passager. :)

Een af de lettere passager. 🙂

Her er sti med masser af snublefælder

Her er sti med masser af snublefælder

IMAG0775

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På runde 3 slog jeg mine tæer fælt, da jeg hamrede dem ind i en stub, og da jeg samtidig vred om på anklerne et utal af gange blev jeg mere og mere ”pivet” og bekymret. Chancen for skade lå som truende mørke tordenskyer i mine tanker, sammen med erkendelsen af at jeg vitterlig ikke er nogen trailballerina. På 4. runde blev jeg derfor enstemmigt enig med mig selv i, at det måtte være nok for i dag, ½ marathon, færdigt arbejde og ikke mere Bambi på glatis til mig den dag. Jeg gav mit ur videre til en mega sej ultraløber (han havde selv glemt ur), og stillede mig demonstrativt foran depotet, drak saftevand og proklamerede at hende her, hun skulle ikke mere i dag, hun havde fået nok.

Så gik det allievel

Så gik det alligevel, fødderne makkede ret.

Og der stod jeg så i ca. 10 min og surmulede, jeg begyndte at fryse og jeg begyndte at overveje hvad det egentlig var jeg havde gang i. Det ligner ikke helt mig at give op så let, og selvom det var en svær erkendelse at jeg løb som vakkelvorn gammel stol på stierne, og at min tid ville blive elendig, så var det en tam fornemmelse bare at stå og kigge på. Så da næste løber kom forbi depotet, besluttede jeg mig for at tage en runde sammen med ham, og han var heldigvis så sød at støtte mig i den beslutning. Så afsted med mig igen, ud på sporet og en omgang med snak og afslappet løb. Det hjalp gevaldig på humøret og sørme om ikke, jeg pludselig kunne styre stængerne og styre uden om forhindringerne i fineste stil.

En runde gik, og endnu én og pludselig fik jeg blod på tanden igen, løb fra min redningsmand og ud på de vilde vover. Jeg fløj rundt, havde styr på teknikken, fløjtede op til en lille pipfugl, tilbød Bay Watch-redninger til folk der var usikre på rafterne, og var klar med vittigheder og sjove (syntes jeg selv) bemærkninger til alle jeg løb forbi. Så manglede jeg blot én runde, og her fik jeg følgeskab af formanden fra AMOK, Michael Harder, den sødeste og yderst snaksaglige mand man kan tænke sig. Vi pludrede hele vejen rundt og vupti, så var jeg i mål på marathon – endda i en samlet 3. plads og som 1. kvinde.

På tur med Amokformanden

På tur med Amok formanden

Ruten er klart den mest tekniske udfordrende rute jeg til dags dato har løbet. Men da jeg først begyndte at slappe af, var det som om fødderne fandt underlaget. Jeg havde ikke tænkt på trailsko og løb derfor i mine almindelige road-runner sko – og det var selvfølgelig lige en forglemmelse der gjorde det hele en kende mere udfordrende.

 

I mål ventede en overdådig buffet med varm suppe, kager, pølsehorn og så var der lige den der konkurrence. De 5 kilometer-skilte stod ved hver sit træ af forskellig slags, og konkurrencen gik ud på at gætte de 5 træsorter. Og gæt hvad.. Det blev sørme min driver ”hjorten” der vandt konkurrencen – but of course – hvem ellers… 🙂

Jeg er dybt taknemmelig for min redningsmand der slæbte mig med videre i løbet, og dermed sørgede for jeg undgik en DNF – og fik endnu en medalje til samlingen. Jeg er overrasket over forskellen i min første halve hvor jeg løb hårdt, stift og tromlende i modsætning til den anden halvdel hvor jeg løb afslappet, roligt og i kontrol. Det må være nøglen til trailløb, og selvom jeg ikke umiddelbart ville tage den snack i slikskålen næsten gang jeg skal vælge løb – og det nok heller aldrig bliver min favorit snack, så tror jeg alligevel jeg har mod på mere engang i fremtiden. 🙂

De fine hjemmelavede medaljer

De fine hjemmelavede medaljer

Share: