Jeg kan huske jeg sidste år kiggede på FB og faldt over et post fra en sej trailløber der på det kraftigste anbefalede Bøgsted løbet, et trailløb med ruter på marathon, ½ marathon og 10,7 i den smukkeste natur lige udenfor Hjørring. Det var ikke så meget teksten jeg faldt over, men billedet der fulgte med hans post. Billedet af et så fint mindetrofæ i glas, som blev tildelt alle marathon – og ½ marathon løberne. Sådan én måtte jeg da have hjem til samlingen. 🙂Så i lørdags troppede jeg op i Astrup, den lille by uden for Hjørring, til en omgang trail marathon. Jeg vidste stort set ikke andet end, at det vist var en lettere kuperet rute, og vi var 10 der var tilmeldt marathon distancen.

Maratonløberne startede ud 1 time og 3 kvarter før ½ maraton i den ånd, at løbet er socialt og at løberne derfor kunne følges i mål. Det syntes jeg er et fedt koncept, for ofte, når man løber de lange distancer er målområdet tømt for mennesker når vi kommer i mål – og det er nu engang lidt sjovere at løbe i mål til feststemning og bifald.

Allerede da jeg mødte op på pladsen inden løbet kunne man fornemme en helt speciel imødekommenhed fra arrangørerne. Man blev mødt af smil og håndtryk – og fik masser af information og hjælp til eventuelle spørgsmål så som, hvor er toiletterne når man ikke kan læse hvad der står på de store skilte lige foran øjnene på én. 🙂

De to dejlige kloven på sporet

De to dejlige kloven på sporet

Når man tilmelder sig løbet går en lille del af startpengene til donation til hospitalsklovnene, og i år var vi så heldige at have klovnene Aage og Peter med på ruten; et altid festligt indslag med to herrer der i klovnedragt og med raslebøsser løber marathon og samtidig samler ind til et godt formål. Hatten af for de to seje herrer.

Kl. 10:45 blev maratonløberne sendt af sted – ud på en rute der skulle gennemløbes 4 gange, og forventningen var stor. Det første stykke var på asfalt – en fin lille opvarmning inden vi drejede ind i skoven der bød på en blandet slikpose af grusstier, sand, små stier, utallige bakker, rødder og lidt mudder – der var simpelt hen hele paletten af lækkerier for en trailløber.

Der gik ca. 5 kilometer så var feltet spredt, og jeg lå helt alene på sporet med et velklingende kor af fuglefløjt foroven og uendelig smuk natur til at tage fokus fra det udfordrende spor. WAUW en oplevelse. Ruten var på ingen måde teknisk svær og kunne sagtens løbes uden trailsko. – Jeg faldt ikke en eneste gang, hvilket understreger med fed solid tryksværte en kvalificering som ”ikke teknisk svær” 🙂 Til gengæld var der rigeligt med små- og store bakker, og min puls nåede nærmest ikke at falde til ro, før jeg kom ud af skoven til det velassorterede måldepot. Her guffede jeg lige lidt energi og fortsatte til heppen, hujen og highfives ud på endnu en runde i naturparadiset. Sådan en fantastisk opbakning – det kunne jeg da godt blive lidt afhængig af. 🙂

Så smukt på ruten. Jeg var en glad trailløber

Så smukt på ruten. Jeg var en glad trailløber

Der var placeret 3 depoter i skoven; helt perfekt efter min smag og man behøvede på ingen måde have væske med selv.

trailspor2Jeg havde virkelig en fantastisk dag i det vendsysselske, mine stænger var trætte, men mit hoved var i den grad mættet med de skønneste indtryk fra en umådelig lækker og tilgængelig trailrute. Og jeg fik mit smukke lille glastrofæ med hjem og blev fodret med sandwich, frugt og en dejlig kold øl efter løbet.

Løbet er i øvrigt så socialt at der ikke er tidstagning – det er kun maratonløberne der får registreret sluttid så løbet tæller som et klub100 løb. (Altså som et marathon man kan tælle med i jagten på 100 marathonløb; der er særlige regler herfor når der afholdes løb). Så alle, der har en lille bitte trailløber i maven, skulle allerede nu få reserveret datoen den 27. maj 2017 (der er også mulighed for børneløb og sørme om ikke også der er cykelløb samtidigt) hvor løbet afholdes igen.

Arrangørerne skilter med næste års løb. :)

Arrangørerne skilter med næste års løb. 🙂

Til sidst skal til tilføjes at alle de smukke billeder med signatur er taget af fotograf Jens Kranen, fra Catwizel Production. En gudsbenådet fotograf (hvis man kan lide naturbilleder så tjek lige mandens fb side.).

Share: