Jeg kan lige så godt starte ud med den store nyhed – jeg er i dag, nærmere bestemt her til eftermiddag blevet imaginær olympisk mester i intervaltræning. Intet mindre. 🙂 – og p.t. sidder jeg blot og afventer et kæmpe sponsortilbud fra én af de helt store, jeg holder linjerne åbne og tænker at spille en lille smule kostbar når Nike ringer som de første. 🙂

I dag stod den på intervaltræning ifølge mit træningsprogram; samme træningspas som, i sidste uge, var ved at tage livet af mig, mildest talt. Så min plan var at udnytte, at jeg er startet på arbejdet igen. Jeg planlagde en arbejdsdag i Hjørring hvor de har den fineste, nyeste og mest fantastiske atletikbane kun en spytklat fra mit arbejde. Og efter dagens tørn på job hoppede jeg i de små shorts og singletten – og dappede på banen. Der var ingen andre løbere på banen, til gengæld var der masser af liv rundt omkring, hvor håndværkere og frivillige var i gang med at forberede den store begivenhed i byen – Dana Cup.

Så fin og ny en bane i Hjørring

Så fin og ny en bane i Hjørring

Jeg startede min opvarmning, joggede rundt på banen – og vupti så skiftede omgivelserne pludselig kulisse og blev til selveste Rio City – Jep simpelt hen; jeg var nu en professionel atlet i gang med opvarmning til eftermiddagens finale i intervaltræning. Efter opvarmning, hvor jeg lige måtte stoppe et par gange og skrive autografer, jeg var trods alt stor favorit i finalen – løb jeg over til min imaginære træner og min drikkedunk, klappede mig selv på lårene og linede op på startstregen. Skuddet løb, løbet var i gang.

Det blev en sej finale, jeg var super godt løbende og lagde klogt ud med at lægge mig bag mine værste konkurrenter og lade dem trække mig i starten. Ilden var tændt i mig og første 1 min. all out spurt gik jeg forbi – jeg var ustoppelig. Træning bestod af 3 blokke a hhv. 3 min, 2 min og 1 min med forskellig intensitet, og for hver blok kunne jeg mærke jeg ville have mere og mere; jeg ville ikke nøjes med mindre end guld.

Den store muskuløse og yderst dopede russer trækker foran mig....

Den store muskuløse og yderst dopede russer trækker foran mig….

Pludselig på sidste blok, da jeg lige slap koncentrationen i få sekunder blev jeg overhalet af den store muskuløse og total dopede russer. Det måtte ikke ske – jeg have kun et 2 minutter pas og et 1 min. all out pas tilbage. Jeg speedede op, gjorde klar til den aller sidste krampetrækning og da jeg nåede 1 min all out spurtede jeg som aldrig før. Jeg nåede op på siden af russeren, kunne smage fiskeolien fra i morges i halsen og følte mig en lille smule svimmel, men langsomt og sikkert trak jeg fra og løb som sikker vinder ind over målstregen, hvor jeg smed mig ned på ryggen, strakte armene i vejret og råbte et forløsende JAAARHHHH.

Anerkendelse stod malet i hovederne på tilskuerne (eller også var de blot ret rådvilde over den tosse der løb rundt med en trøje over ryggen, som var det et dannebrogsflag, i bedste Sarah Slot stil) – og i ren lykkerus kastede jeg håndkys ud til hver og én der var i området. Og sørme og ikke jeg fik ”det er et yndigt land” med på vejen – eller det var godt nok håndværkerne der hørte radio, og det var vist nok en sang med Christoffer – men for mig løb det grangiveligt som ”Det er et yndigt land”. 🙂

Jeg gjorde det! Jeg blev imaginær olympisk intervalmester.

Vinderen af Imaginær OL i intervaltræning 2016

Vinderen af Imaginær OL i intervaltræning 2016 – Russeren kan anes i baggrunden; hun var stiktosset 🙂

Og sådan kan man så også få et træningspas til at gå, når man så småt begynder at blive ramt af de første OL virusser. At løbe er for mig nogen gange ren og skær leg. Det er tiden hvor jeg kan transmogryffe mig om til en super elite løber der smadrer alt og alle, og tiden hvor fuldstændig umulige drømme kan realiseres i min egen lille fantasi. Når jeg løber glemmer jeg nogen gange at være voksen – hvor fedt er det ikke lige? Er det så mærkeligt jeg bare elsker at løbe 🙂

Share: