I torsdags var dagen hvor jeg rystende som espeløv stod klar til en ny omgang laktattest. Egentlig er testen indlagt i min træning som en pegepind for Ragnar til at se om jeg responderer på den træning han udstikker, og om det går den rigtige vej – altså en slags træningskontrol. Men typisk mig, min hjerne hører ordet test – og tænker; ”jeg skal være god”, ”jeg skal levere” hvilket ender med jeg står som en nervøs fuldblodshingst inden første kåring. Egentlig uden grund, for jeg syntes jo det der vildt spændende at se hvad min krop fortæller efter små 12 ugers træning. Jeg har fulgt programmet, har ren samvittighed og må blot konstatere, det var lidt af en overreaktion at være så nervøs – og måske mere en kæmpe fed monster tyk understregning af at mit latente konkurrencegen måske ikke er så latent endda. 🙂

Vi var denne gang to løbere der lavede testen sammen; Johnny som også følger træningsprogram hos Ragnar og som sørme også løber i AMOK løbeklub. Sjovt lige at rende ind i en anden amokker; endda uden at jeg umiddelbart kunne kende ham fra klubben.

LaktattestJohnny

Ragnar måler laktat på Johnny – en dråbe blod fra øret 🙂

Vi startede ud med lidt opvarmning og en baselinemåling – og så var opskriften ellers præcis den samme som sidste gang jeg var i ilden. 4 runder med pace ca. 4.30 og måling efter hver. Sjovt nok så gjorde det faktum at der var en anden løber med på runderne, at jeg lige blev en tand mere fokuseret og selvfølgelig SKULLE jeg ligge en lille stykke foran på hver runde; altså man er jo nødt til at give indtryk af, at man er en total ûber sej løber som ikke står tilbage for nogen som helst udfordring. 🙂 – I virkeligheden endte jeg nok mest med at ligne en tumpe der bare for alt i verden VILLE være forrest hele tiden. Så jeg vil lige benytte lejligheden her på domænet til at komme med en uforbeholden undskyldning; undskyld Johnny – jeg kan virkelig ikke helt gøre for det – det er det der ”latente konkurrencegen”, jeg kan altså bare ikke helt tøjle det.

Efter den sidste runde og sidste måling var det tid til afsløring af resultatet og en snak om betydningen af den træning vi har lavet indtil nu, og hvad der venter forude. Jeg kunne godt fornemme på mine runder, at det gik lidt mere gelente end sidst jeg tog testen. Jeg var knap så forpustet og jeg tog mig selv i at løbe og nynne på nogle af omgangene. Så min forventning var ubetinget at det ville stå sort på hvidt – Heidi har forbedret sig. 🙂

2.Laktattest

Rød streg på grafen viser 1. laktatmåling mens gul streg viser 2. måling. Blå søjle viser 1. puls og den grå søjle viser 2. puls. Ergo… Mindre puls, mindre laktat og hurtigere omgange. Juhuueeee- der er da klar forbedringer at spore.

Jeg syntes det er vildt fedt at se hvad kroppen fortæller under en test hvor man løber på vej som en normal løbetur og ikke på bånd hvor man nogen gange ændre stil og vejrtækning af simpel nervøsitet for at ryge af båndet. Ved en laktattest måles indholdet af laktat i en dråbe blod og der er ingen som helst mulighed for at jeg kan påvirke resultatet på nogen måde; det er kroppen der taler.

Så resultatet er altså, at jeg er blevet mere udholdende, min motor kører simpelt hen længere på literen ved samme hastighed (Det er noget os nordjyder kan forstå) – og konklusionen er, det går den helt rigtige vej med min træning – det er slet ikke så dumt at løbe det langsomme løb blandet med lidt sprint og tempo indimellem. 🙂

Så hvad nu; de næste uger skal jeg til at løbe mere og mere i pace; altså det tempo som jeg gerne vil løbe et marathon i. Kroppen har nu fået en portion udholdenhed og skal nu lære at løbe afslappet og let i et lidt højere tempo end jeg tidligere har løbet i. Alt dette skulle gerne gøre mig til en mere komplet løber og dermed også en lidt hurtigere løber end før mit videnskabelige løbeprograms-forsøg.

En sjov ting ved testen i går var, at vi var to der blev testet og dermed to sammenlignelige løbetosser. Johnny havde trænet i et lidt andet område end mig og hans laktattest viste et meget lavere laktatindhold end mig. Men vi løb begge samme tider på testen og havde begge nogenlunde samme fornemmelse af hårdheden (jeg tror endda hans puls var noget højere end min). Det er, som Ragnar forklarede, præcis det faktum at vi alle er forskellige og responderer på forskellig træning. For nogen virker én ting; for andre er det noget helt andet. Og som træner består en stor del af arbejdet i at finde frem til det spektrum hvor løberen udvikler sig positivt.

Min læring af at følge Ragnars træning indtil nu er især, at træningsprogrammer man finder i bladene kan være fine som en overordnet ramme, men jo bedre man kender sin krop og jo mere man kan målrette træningen til én selv, jo større chance for resultater er der. Og for sådan en som mig, der er over den første tid som løber hvor man næste uafbrudt oplever fremgang, og er landet i en slag status quo, er det virkelig en øjenåbner at der stadigvæk er masser af muligheder for forbedringer. Man skal bare finde det/dem der kan hjælpe én på vej. 🙂

Så status p.t. Videnskaben kontra Heidis komfortzoneløb: 1 : 0
(Jeg har stadig en ny omgang iltoptagelsestest + et marathonløb til at ændre på resultatet.) 🙂

 

Share: