Lige nu, i skrivende øjeblik er der stafet for livet i Kildeparken i Aalborg. Her løber og går en hel masse mennesker rundt for at samle ind til kræftens bekæmpelse og bekæmpe en sygdom som alt for mange af os er berørt af på den ene eller anden måde. Mellem de mange mennesker løber en flok orangeklædte løbere der løber marathon eller ½ marathon, de er alle med på holdet Team Rasmussen og løbevenner, et hold samlet af Susie der selv har kræften helt inde på livet.

Team Rasmussen og løbevenner

Team Rasmussen og løbevenner

Jeg husker sidste december måned, hvor vi løbetosser løb rundt i Brønderslev en kold december dag. Efter løbet stod Susie og fortalt åbenhjertigt at hun havde fået konstateret knoglemarvskræft. Jeg kan huske hvor fuldstændig uretfærdig jeg syntes det var, og hvor dybt det rørte mig at én af løbetosserne nu skulle i gang med et helt andet og langt mere alvorligt race – et race mod kræftcellerne.

Samling før løbI dag løb jeg en tur ned til flokken og fangende dem før de begav sig ud på deres løb. Susie stod i midten som et naturligt midtpunkt og orienterede flokken om de praktiske formaliteter – og mens løberne linede op til fællesbillede fangede jeg Susie og aftalte en donation for et interview. 🙂

Da vi løb afsted kommenterede jeg det fantastisk arrangement hun havde fået stablet på benene, stort telt, mad og over 120 mennesker på holdet. Det må have været et kæmpe arbejde. Susie grinede og fortalte at det skam var i tæt samarbejde med søsteren Heidi og hende mand Rasmus (der selv er tæt på elite løbetosse) – og Rasmus havde da også sagt til hans kone, at næste gang Susie fik én af hende ideer, så skulle de altså sige nej. 🙂 – Og dem får jeg en del af – altså ideer især når jeg er på hospitalet fortalte Susie.

Vi løb side om side stille rundt i parken mens Susie fortalte om de første måneders kemoterapi, om det at få taget en madpakke af stamceller ud til senere brug – og om den voldsomme omgang hun var igennem i marts måned, hvor lægerne valgte at give den helt store dosis kemo. En dosis der ville tage livet af patienten hvis ikke det var for de livgivende stamceller der efterfølgende sprøjtes ind i kroppen igen. Det er sq utroligt hvad kroppen kan siger Susie; og jeg kan kun give hende ret. 3 måneder efter den store behandling løb Susie ½ marathon igen – og har stort set ikke set sig tilbage lige siden, det er blevet til halvmarathon næsten hver eneste weekend siden og 54 stk i alt på CVét.

SusieILøbDet hjælper mig at løbe, og når jeg mærker en dårlig dag komme, så laver jeg bare en masse aftaler og får løbet med de dejlige løbetosser – og i det hele taget, så er det lidt spild af tid at bruge tiden på at være trist og ked af det. Jeg tænker altid at det nok skal blive en dejlig dag når jeg står op om morgenen siger Susie.

Behandlingen har været hård ved Susie, håret røg og knoglerne i skuldrene og bryst er smuldret en del – men jeg er jo heldig, det er ikke min ben der er ramt, og håret er vokset ud siger Susie. Susie er skolelærer på en skole i Aalborg og hun har valgt åbenhjertigt at fortælle hendes ”unger” om sygdommen. Det tog de meget fint og ungerne er jo seje, de spørger kun hvis de kan håndtere svaret – og det kan de med en befriende ukomplicerethed fortæller hun.

Kræften er der stadig i kroppen, og desværre så meget at det om en uge går løs igen. Endnu en gang skal den store dosis kemo ind i kroppen med efterfølgende fodring med stamceller. Og så er det tilbage til start endnu engang både med hårvækst, immunforsvar og løb. Men jeg er i bedre form denne gang, jeg har virkelig fået løbet og spist sundt med hjælp af en af løbetosserne som er uddannet kok – Søren der har leveret lækre opskrifter og hjulpet med kostvanerne. (Slik og raffineret sukker er bandlyst; det siges at kræftceller elsker sukker).

SusieRasmussenJeg stiller til sidst det spørgsmål som har hjemsøgt mig et stykke tid – tænker du på at du kan dø af skidtet? – hvortil Susie ærligt svarer, ja – det gør jeg da. Jeg har læst at levetiden for knoglemarvskræft normalt er 2-4 år, men det er en statistik baseret på normalgruppen for sygdommen, en statistik for en aldersgruppe omkring de 70 år – og jeg er jo ikke i nærheden af det, så mon ikke jeg har meget bedre odds, og hvem ved om de om nogle år finder frem til netop den kur der virker for mig.

Snakken med Susie gør mig ydmyg og fuld af beundring for den stærke kvinde og mor der løber ved min side, mage til livsmod og kamplyst skal man lede længe efter. Og da vi rammer målstregen og jeg hopper fra mens Susie fortsætter sit løb, udbryder jeg spontant at jeg er så utrolig glad for at kende hende. Det var måske lidt mærkeligt at sige, måske en smule malplaceret, men lige der, i det sekund fik jeg et stort puf af livsmod fra en kraftramt kvinde. Og før jeg løb hjem kiggede jeg op mod himlen og bad om al mulig styrke og held til Susie, sammen med et håb om snarest muligt at se hende tilbage i de løbesko hun elsker lige så højt som jeg elsker mine.

Susie har en blog hvor hun skriver om livet med sygdommen og leverer lækre opskrifter. Bloggen bliver dog ikke opdateret så meget p.t. da en af bivirkningerne ved kemo er reduceret koncentration. Den er bestemt et besøg værd.

Fra marathonløber til kræftpatient.dk

Share: