Du kan gøre, hvad du vil – du kan fange en stjerne
og finde dig selv og meget mer’ tilfældigt et sted,
hvor krop og sjæl møder varme og venskab,
og ide og tanke bli’r til virk’lighed.

Jeg har altid dyrket sport, lige fra jeg var lille bitte og knap kunne holde en bold i hænderne. Måske var det fordi min mor spillede badminton og da min far var fisker og derfor ofte på havet, måtte jeg tilbringe adskillige timer i hallen i Hirtshals mens min mor trænede. Jeg kom til at elske hallen; og inden længe gik jeg selv til alverdens sportsgrene lige fra svømning, håndbold, bordtennis, fodbold og gymnastik. (Og ja – mange af dem samtidigt – der var ikke pokemon go i min ungdom :D)

Det ledte til at jeg som pur ung gymnast i 1990 lige præcis var gammel nok til at deltage i landsstævnet i Horsens for første gang. Jeg var på det nordjyske gymnastikhold og jeg husker de dage i en detaljerigdom der er helt exceptionel for min hukommelse. Jeg husker madkøerne, jeg huske fællesteltet med musik og bænke, jeg husker livet i gågaden i Horsens fuld af atleter, og jeg husker timerne inden vores opvisning og ikke mindst selve opvisningen. Jeg husker stoltheden da vi tog armene ned efter den sidste serie og var færdig med vores opvisning, hvordan jeg trak vejret dybt ned i lungerne og med en lykkefølelse af dimensioner kiggede rundt på de klappende tilskuer.  – og alle disse minder akkompagneres i mit hoved af stroferne fra stævnesangen fra 1990, en sang der den dag i dag stadig giver mig gåsehud til op over begge ører.

Stævnesangen var lavet af Helge Engelbrecht og gåsehuden pibler frem fordi kroppen har lagret den følelse jeg havde, da alle vi atleter var samlet på plænen efter indmarch og brød ud i sangen der var en kæmpe hyldest til det vi var kommet for – idræt og sammenhold. Det var så ubeskriveligt stort for den purunge udgave af mig – og den sommerdag i Horsens vil for altid minde mig om, det fællesskab og de smukke tanker der ligger bag den danske breddeidræt. Måske er det derfor jeg aldrig siden helt har sluppet idrætten.

L2017 Aalborg

Næste år er der landsstævne igen – og denne gang her i Aalborg, i min egen lille lækre hjemby. Tænk sig, næste sommer bliver Aalborg forvandlet til det Horsens jeg oplevede engang. Bliver basen for masser af skønne mennesker der kommer til byen for at dyrke deres passion, opleve det unikke fællesskab og feste sammen i et fællesskab hvor alle, studerende, direktører, sekretærer, håndværkere, læger osv. er ligesindede i sportens magiske univers. Og jeg har fået den ære at være ambassadør for løb

Jeg glæder mig allerede helt ustyrligt meget – I aften har vi været til ambassadørmøde i DGI og fået lidt forhåndsviden om festen. Uhh hvor er det fantastisk at være løber og vide, at næste år kan jeg endnu engang deltage i festen – og til alt held ikke som gymnast (med min smidighed kan jeg ikke engang komme på 80+ holdet), men som en glad løber til sjove løb og fede løbeworkshops. Og når jeg så alligevel er der, så skal jeg helt sikkert en tur ud i kajak igen – og prøve alle de sjove ting der kommer til at fylde hele havnefronten i Aalborg.

Og mens jeg nynner videre – kan du læse mere om Landsstævne 2017 på linket https://www.dgi.dk/landsstaevne

Vi forsamles i flok, og i fællesskabsånd
sætter vi hinanden stævne.
Ræk mig din hånd – mærk, hvor de stærke kræfter gror.
Her bli’r idræt til mer, end hvad øjnene ser –
¬sammenhold med mål og mening.
– Lad det leve her på jord

Share: