Her kommer afrundingen på den yderste uvidenskabelige test – Heidis trænings paradigme vs. Videnskaben – eller måske nærmere Heidis trænings paradigme vs. den yderst kloge træner i OptimizaR.

De af jer der læser med her på bloggen vil kunne nikke med hovedet med knivskarp ”jeg-ved-hvad-hun-taler-om” attitude, når I læser indlæggets to første sætninger. Men da jeg af erfaring ved, at der til møder ofte sidder folk som ikke aner en fløjtende dyt om hvad pokker damen står og siger; så kridter jeg lige atletikbanen op og nivellerer fundamentet så at sige.

I maj måned i det herrens år 2016 fik jeg lavet en løbetest hos Optimizar i Hjørring. Egentlig var det mest for sjov – og ærligt, for at have noget guf til et indlæg her på domænet. Det viste sig bare at resultatet viste at jeg var en oplagt ”case” for optimering, og før jeg havde sagt ”tak for i dag” havde jeg indgået en aftale om et kommende træningsforløb med ugentlige træningsplaner.

Det blev til et forløb hvor jeg skulle indføre paradigmet 80% langsom (som i laaaaaangsom løb) og 20% intensitet (som i intervaltræning og templøb). Jeg startede ud med at lære at løbe langsomt, og da det sådan nogenlunde var på plads, fik jeg lavet en måling af mit niveau (baseline) – en baseline som dannede grundlag for sommerens træning.

Det blev til en hel del langsomme ture i det nordjyske og til en åbenbaring. Jeg har altid hadet intervaller stort lige så meget som jeg hader vabler i løbeskoene. Det er noget en vis herre har skabt og som kun er til gene – og i sidste ende skadesfremkaldende. Men dét at størstedelen af min træning foregik i et meget langsommere tempo end vanligt, et tempo hvor kroppen nærmest ikke blev slidt, betød at jeg pludselig kunne give den gas på atletikbanen, og før jeg vidste af det, fløj jeg rundt med smil i fjæset (eller det vil sige, smilet kom lige umiddelbart efter træningen, hvor kroppen havde arbejdet sygt hårdt i en lille time og fik lov til at slynge sig i midtercirklen). Jeg er kommet til at elske intervallerne. 🙂

I slutningen af sommeren lavede vi en opfølgning på træningen for at se om outputtet var i den rigtige retning, en slags træningskontrol inden det for alvor gik løs med mere målrettet tempo-træning. Dét faktum at en træner udnytter sine muligheder og laver en kontrol af, hvorvidt det han siger nu også giver den forventede respons, syntes jeg er fuldstændig fantastisk. Jeg har tidligere fulgt løbeprogrammer hvor jeg efter 12 uger nærmest ikke har set skyggen af fremgang, og ofte undskyldt det med, at træningen så nok bare ikke passede til mig. Det var super fedt at vide at der blev taget kærlig hånd om fremgangen 🙂

Kontrollen viste at fremgangen var udtalt og mine ugentlige træningsplaner blev mere målrettet. Jeg kastede mig ud i træningen med en iver, som var det billetkøbere til en Coldplay koncert, og må her på bagkant indrømme at jeg nok også ville det lige en kende for meget. Jeg var én af dem der ikke bare mødte op i køen til billetkontoret, men tog alle midler i brug for at komme først. OG det ville min krop ikke helt være med til, den trak i nødbremsen og sendte mig til tælling, først med en tordnende puls som 10 vilde heste og sidenhen med en dejlig fiber i baglåret. 3 uger på skånekost og en lettere frustreret udgave af mig selv.

Heldigvis kunne jeg ånde lettet op og reboote træningen i starten af september. Min coach lavede et program, der til punkt og prikke matchede min tilstand og var samtidig super opmuntrende på Garmin connect, hvor han jævnligt tjekkede mine uploadede træningspas. Jeg er ren nem på det punkt; hvis nogen kommenterer positivt på det jeg laver, så er det sikkert og vist at jeg næste gang springer til kagebordet boostet med energi.

sportograf-87691634_lowresDe sidste to uger inden Basel stod den på den bedste ”nedtrapning” til en løb jeg længe har prøvet – alle der har prøvet en såkaldt ”taper” altså en periode hvor man nedtrapper træningen for at blive klar til løb, ved hvor svært og nogen gange ligefrem irriterende det er. Jeg fik lov til at lave masser af tempoløb kombineret med ikke helt så langsomme halvlange ture – og jeg følte mig tilbage i den gode ende af topformen da jeg tog sydpå til Basel. Og resultatet – ja, det gik jo absolut forrygende. Jeg tror aldrig før, jeg har følt mig så stærk på et marathon trods 8 bropassager og stigninger undervejs. Jeg troede på det jeg havde gang i, og min vejrtrækning var rolig og fattet pga. lav puls.

Træningen med 80% langsomt og 20% tempo har virkelig vist sit værd for mig. Jeg er overbevist om, at det er den direkte årsag til mit resultat. Det er en træningsmetode som har vundet stor indpas gennem de sidste par år, og som i vid udstrækning også benyttes i elitemiljøet. Basalt set er grundstenen ideen om at man 80% af træningstiden løber i et tempo hvor pulsen er helt lav (for mig var det <145), et tempo hvor man sagtens kan sludre og synge en lille sang på vejen. Det er farvel til træningspas efter træningspas hvor man løber og presser sig selv lige en kende for meget, og hvor man puster lidt mere en godt er, når man rammer matriklen efter træningen. I stedet er det hyggeløb hvor man virkelig kan nyde naturen og omgivelserne- og kan smile oprigtigt til forbipasserende. Og så selvfølgelig ca. 1 gang pr. uge en tur med tempo eller intervaller. Jeg vil vove at påstå at alle kan benytte metoden, også selvom man nærmest lige er startet med løb.

LæringJeg har lært at langsom træning virkelig er langsomt – dvs. ikke bare lidt langsommere end min gamle komfortzone, men faktisk en hel del langsommere. Jeg har lært at det, at der var én der kiggede med og opmuntrede mig undervejs, gav min motivation kæmpe vinger. Når der er nogen der kærrer sig om det man laver, føles det bare lige en tand mere motiverende. Jeg lærte at lytte til kroppen og bruge pulsen som pejlesnor til de signaler min lille hjerne valgte at negligerer. Og bedst af alt – jeg lærte at der er nye muligheder, andre træningsmetoder, fantastiske gode ideer og stor læring at få fra andre, også selvom man selv efterhånden er en gammel rotte i faget. Man skal bare turde indrømme for sig selv, at det man selv tror er det bedste i verden, måske kunne være endnu bedre hvis andre øjne får et besyv med. Alt dette kan jeg takke Ragnar fra Optimizar for.

Og afgørelsen på mit lille eksperiment:  Videnskaben 10 – Heidis træning 0.

PodiumBaselMarathon2016

Share: