Skoven er gået i Halloween mode og hvis du syntes ingredienser som mænd med jagtgeværer, græskar—stenhoveder og en død mands jakke lyder som en lækkerbisken, så læs endelig videre. 🙂I går løb min makker og jeg søndagstur i skoven, denne gang I min yndlingsskov Hammer Bakker. Vi mødtes lige over middag og var yderst determinerede trods silende regn. Min makker havde i sidste uge løbet en halvmarathon i netop Hammer Bakker, og vi besluttede os for (eller det var nok nærmere mig der kynisk besluttede), at løbe en runde på samme rute. Nu er det en efterhånden kendt sag, at min makker har stedsans som en blind høne, og lad mig bare sige det som det var, vi ramte ikke mange meter af den rigtige rute. I stedet løb vi lidt hist og her på stier, som dukkede op undervejs og lokkede med små sving og tæt bevoksning. Det var fantastisk, intet mindre – hvor er det dog befriende nogen gange at afvige de normale ruter og bare, som små legebørn løbe rundt på må og få, og se hvor eventyret fører hen.

Skoven er uendelig smuk lige nu, meeeen der lurer farer imellem træerne

Skoven er uendelig smuk lige nu, meeeen der lurer farer imellem træerne

Der løb vi så, grinende, småsludrende, og i højt humør da jeg fik øje på en mand mellem træerne – ”se” udbrød jeg – ”en skovmand” – og tilføjede; ”nu da det snart er halloween skal man passe på, de løber ofte rundt i skovene med deres motorsave”. Det var måske en dumsmart bemærkning, som jeg vist kun selv syntes sad lige i skabet. 😀 Under alle omstændigheder, vi kom tættere på og passerede manden hvorved det i al sin tydelighed åbenbarede sig; manden var jæger (det var derfor skovmanden havde orange bånd om hatten) og motorsaven var i virkeligheden et jagtgevær. ARRRGGGGG. Sulans da.. Jeg ved af erfaring, at er der noget jægerne hader, så er det når kække løbere kommer traskende inde i deres jagtområde. Hvilket jeg i øvrigt godt forstår; jeg er i hvert fald ikke den mest stille løber der findes i skoven. 🙂

Jeg undskyldte mange gange og hviskede at vi vist var lidt på afveje, og om vi kunne fortsætte ligeud og komme ud af jagtområdet. Det nikkede han alvorligt ja til, og vi tøffede ydmyge videre ad stien. Der gik 100 meter, så ramte vi næste jæger – igen et stor ”undskyld” og ”vi lister bare videre, vi prøver bare på at komme ud – undskyld, undskyld”. 100 meter mere og endnu én; og sådan fortsatte det. Vi havde det som om vi listede os ind på i et jagtområde med jægere der kun ventede på at affyre og nedlægge det første og bedste der rørte sig (Hurra for vores lyseblå og hvide løbejakker; tænk hvis vi havde haft rådyr-farver på…) . Vil skynde mig at skrive, at jeg er temmelig sikker på, at jægerne sagtens kan kende forskel på en løber og et rådyr, men lige der, hvor man kommer lidt på bagkant og luskende ind i deres pastorat – hvem ved om der lige står en koncentreret nybegynder, der reagerer pr instinkt ved den mindste puslen i krattet.

Vi nåede ud i sikker behold, lidt flove, meget skræmte og egentlig også lidt overrasket over der ikke et eneste sted var et skilt, der advarede mod jagt i terrænet. Jeg har efterfølgende tjekket op og kan se at der i de jagtetiske regler står følgende:

Hensynet til andre naturbrugere

  • Som jæger er du ikke alene om at bruge naturen. Udvis venlighed, når du møder andre naturbrugere. Irettesæt ikke unødigt, men vejled og forklar.
  • Undgå så vidt muligt at lukke skove for offentlig adgang ved afvikling af jagt, men opsæt vejledende skilte.

Det er altså ikke en påkrævet regel at der skal opsættes skilte; men kun et vejledende etisk regelsæt.

Så kære løbere, hvis I løber i skovene her i efterårsmånederne (1/10 – 31/1) så pas godt på, og hold jer til de store stier, med mindre I selvfølgelig er 110% sikker (eller løber efter solnedgang). Og lad nu være med at ligne et rådyr. 🙂

Trailspor skiftet ud med bred rolig grusvej. :)

Trailspor skiftet ud med bred rolig grusvej. 🙂

Efter vores nærdødsoplevelse løb vi tilbage ad de større grusveje, og slog en lille runde rundt om et fredet naturområde. Det var her min makker sprang tre meget op i luften, og proklamerede at stenen vi lige var løbet forbi, havde et ansigt som en græskarmand – og her burde vi nok have vendt snuden tilbage mod bilerne og overladt skoven til sig selv. Men nej, vi to overmodige løbere fortsatte upåvirkede videre i skøn naivitet.

Og bedst som vi tullede ud på stien lå der en læderjakke. En fin str. XL læderjakker smidt henkastet i skovbunden. Min makker, modig som bare pokker, tog jakken op og undersøgte i bedste Sherlock holmes stil jakken for spor. Intet at komme efter. Vi lod den ligge; og med bange anelser løb vi væk fra gerningsstedet, mens vi vendte og drejede mulighederne der strakte sig fra alt mellem forbrydelse, mord og overnaturlige kræfter. Vores fantasier løb løbsk og min makker udbrød stakåndet ”Ups, nu er mine fingeraftryk overalt på jakken”….

Vi nåede tilbage til bilerne, vi var ikke blevet skudt, vi var ikke blevet jagtet af uhyggelige græskarhoved-sten og vi fik ikke opklaret mysteriet om læderjakken. Nu venter vi bare på at politiet dukker op hjemme hos min makker for at bede hende om en plausibel forklaring på, hvordan det kan være hendes fingeraftryk er overalt på bevismaterialet. Og skulle der være nogen der ved noget, så skriv endelig i kommentarfeltet, jeg brænder af nysgerrighed. 😀 – I øvrigt hvad gør man egentlig i sådanne situationer, tager jakken med og afleverer til nogen? ringer til politiet?  Nogen der har nogle gode råd?

Share: