Som barn drømte jeg altid om at man ved et trylleslag kunne få julen til at komme to gange på et år – Sådan lige tage en ekstra runde så der ikke var så langt imellem december måned. I går skete det !!! Et lille mirakel og en fuldstændig fed tyk sort understregning af, at hvis man bare drømmer længe og stærkt nok, så går drømme i opfyldelse.

Min juleaften startede i går morges med en hel masse logistik som det jo hører sig til, når man er en sammenbragt familie. Nogen skulle køres, nogen skulle gøres klar til senere udbringning og nogen skulle bare vækkes, inden jeg forlod det lille hus og vendte snuden mod Hjallerup. Der var egentlig ikke de vilde nerver, mest ro i kroppen og en lille træthed oven på ugens højturbulente følelsestur. Og så alligevel ikke helt, for der var et eller andet ubeskriveligt der lå og ulmede i maveregionen – en lille kilden lige omkring grine-centret inderst inden, en lille boblen som en nyåbnet champagne.

I Hjallerup var alt stillet op og klar til ryk ind af forventningsfulde løbere. Farmor (Peters fantastiske og ualmindelige søde farmor, der altid står klar som depotbestyrer når Peter holder løb) var med det samme jeg trådte ind, helt klar over at jeg nok ikke var helt så normalttænkende som jeg plejer. Hun hjalp, med smil og korte instrukser, mig på plads med mine medbragte flødeboller og sandwich. Og jeg gik i krig med dagens første krammetur, en runde til alle de løbere der var dukket op – smil, smalltalk og opdateringer på meritter – præcis som alle andre løb når vi mødes inden start.

Kl. 10 gik starten til et marathonløb, der fuldstændigt falder uden for alle kategorier af løb jeg har løbet. Kl. 10 løb vi ud fra hallen og ud på runder af 4.2 km – 10 styk, i et blæsevejr tenderende til kuling men også på en eller anden skør måde, helt perfekt for en gammel Hirtshals-bo som mig. (I Hirtshals blæser det ALTID). Lige fra første skridt var jeg flankeret af en lille flok løbere, tempoet blev holdt i snakkeniveau og historierne fløj rundt i gruppen. Det blev fortalt om løb man havde løbet, om toiletforhold på ruten til HC Andersens marathon i Odense, om fede kommende løb man skulle deltage i, og ikke mindst opdateret på de familiemæssige ting – hvordan ungerne havde det, hvad manden/konen lavede og ikke mindst tons af kærlige drillerier.

Det fede ved at løbe i Hjallerup er, at man møder hinanden på ruten. På et lille stykke er ruten ud/hjem – og man løber derfor mod hinanden, hvilket giver rig mulighed for high fives, krammere og masser af søde ord og opbakning, nærmest som om vi var vores egne tilskuere. Og lige præcis dét syntes jeg er helt unik for løbekulturen, den der evindelig og never ending support der er løbere imellem.

Runderne gik forbavsende hurtigt – trods vinden. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg hyggede mig virkelig i overmål, og pludselig var vi nået til runde 6, hvor min søn og hans kammerat løb en runde flankeret af min dejlige kæreste. Det var som om at det, at se min 11-årige søn komme løbende, fik det der ubeskrivelige i maveregionen til at røre på sig. Det begyndte pludselig at vokse stille og rolig og arbejde sig op mod halsregionen. Ikke noget voldsomt, bare et lille hop ad gangen.

De sidste par runder nærmede sig, og flere og flere løbere samlede sig i min gruppe. Søde Sebastian havde siddet og ventet på skolen for at løbe med mig på de sidste fire runder – han sørgede for læ og opbakning hvis jeg følte mig træt, og flere af halvmarathon løberene, der ellers var færdige med deres eget løb, tog skoene på og løb med. Nå ja, og så der var jo verdens sødeste Rasmus, der med fast hånd svingede dirigentstokken og sørgede for at farten blev holdt nede, så løbere bag fra kom op til gruppen, og det der startede ud som en lille flok, var pludselig blevet til lille mig, flankeret af 12 skønne herrer og 1 sød løbeveninde. Jeg blev pakket ind i vinden, jeg blev drillet lidt, jeg blev filmet og fotograferet og jeg fik endda lov til at vælge baggrundsmusik til hele optoget, jeg havde nemlig min helt egen løbende DJ i gruppen – Steen, der ikke bare er en fantastisk løber men også den skøreste, mest glade mand jeg nogensinde har kendt.

OpløbMarathonNR100Og sådan så ud, Heidi flankeret af et dusin klappende hujende fantastiske skønne mænd – (jammen altså, bare dét er jo helt unikt. Jeg har da aldrig i mit liv oplevet, at have så mange lækre mænd til at løbe efter mig. :D), løbende ind mod skolen og afslutningen – og med en klump der pressede sig op i halsen og fik tårer frem i øjnene. Der foran skolen, stod min familie og mine løbevenner, der allerede var kommet i mål og klappede. Jeg nåede lige at stoppe uret i mål, så min søster stå med tårer i øjnene, og ja, så opløste hele klumpen sig til en stor hulken i søsters arme. Marathon nummer 100 var i hus.

KrammerOg herefter – de bedste krammere jeg nogensinde har fået, og maser af dem. Medaljer, Asti, klapsalver, gaver, taler og en eufori i kroppen der her, dagen efter endnu ikke helt er forsvundet igen.

Jeg havde en ide om, at jeg ville sætte mig og personligt takke hver og én der var med i går – der var med i løbet, var med til fejringen, var med i gaverne – og til alle som efterfølgende har skrevet på de sociale medier. Men i går aftes var luften gået helt ud af ballonen og ærligt, jeg lå på sofaen og spandt som en anden lille kattekilling. Det var det eneste jeg kunne, der var total tomhed i mit hoved – jeg var i glædeslimbo. Og jeg er stadig ikke helt ude af min lykkerus til at kunne samle mig om så stor en opgave. Så her kommer lige, fra blogland – et ubetinget overvældede dybtfølt TAK.

Jeg følger op senere med lidt flere tanker fra dagen i går. Men lige nu vil jeg drible ind til gavebordet, smile til medaljerne og pokalen (mere om den senere), og prøve at blive lidt normal igen – og mon ikke den bedste måde at gøre det på er, ved at løbe en lille tur. 😀

Marathon100HeidiJohansen

Share: