Jeg er stadig lidt rundtosset efter weekendens fantastiske oplevelse. Hold nu op hvor var det stort og overvældende, og hvor er det svært at sidde med følelsen af, at jeg bare ikke helt kan få takket alle der på én eller anden måde bidrog til at gøre dagen SÅ fantastisk for mig.

Så fin en kage har jeg aldrig fået før. Søde Lone Rosenkilde er verdens bedste kagebager. :)

Så fin en kage har jeg aldrig fået før. Søde Lone Rosenkilde er verdens bedste kagebager. 🙂

Her på bagkant er det lidt lettere at forholde sig til det vandfald af følelser der løb gennem mig i lørdags og én ting har slået mig, og af frygt for at lyde som en overmoden snob af dimensioner så forsøger jeg mig lige alligevel. Det er faktisk ikke det faktum at jeg har løbet 100 marathons der gjorde mig ”tudevorn” (for lige at tage den på godt nordjysk). Selvfølelig er det vildt at have løbet så mange kilometer i løbeskoene, og selvfølgelig er 100 marathons rigtig mange løb. Men det føles som om de bare er kommet rullende ind stille og roligt. Hvert løb har i sig selv været en sejr og en udfordring/oplevelse og nr 100 var sådan set ”bare” det næste i rækken.

Det der fik mig helt i knæ og her efterfølgende gør mig så ufatteligt ydmyg, var at se så mange løbere fejre mig, så mange forskellige mennesker der alle deler passionen for at løbe og som netop i passionens tegn tropper op og holder en fest for mig. Shit mand; nu er jeg lige på kanten til at tude igen. Men altså – tænk at så mange mennesker, som jeg aldrig ville kende havde det ikke været for løb, bakker mig op, og jeg kan uden tøven sige; jeg vil gørefuldstændigt det samme for dem.

Hvor er det dog fantastisk at løb kan samle og skabe så unikke fællesskaber på tværs af alder, uddannelse, religiøse overbevisninger og politiske ståsteder. Når vi løber er vi bare sammen, og selvom der indimellem er lidt småfnidder løberne imellem, så er det overordnet billede et stor fantastisk vægmaleri; Vi er løbere der bare ELSKER at løbe.

Jeg elsker alle historierne, anekdoterne om hvem man er, hvorfor man løber og hvad man er rendt ind i af skøre oplevelser på vejen. Og det er ubetinget for mig lige så sejt at have løbet 2-3 marathons, et halvmarathon eller blot 5 km for jeg ved, at der bag bedriften ligger en kamp mod én selv. En kamp mod dårlige undskyldninger, gamle vaner og nogen gange også mod ens egen selvforståelse – (a la jeg er da ikke løber når jeg kun løber 2 km. 2 gange om ugen).

Og der stod vi 75 løbere i lørdags, alle med hver vores historie i bagagen og alle med hver vores mål for fremtiden – og ærligt talt jeg kunne ikke se forskel på dem der løb en hurtig halvmarathon, dem der løb en langsom marathon eller dem der løb en-to runder. Det eneste jeg så og som overvældede mig dybt i mit lille hjerte, var en flok skønne dejlige mere eller mindre passionerede løbere.

Så kære alle jer der læser med her på domænet. Hvad enten I løber meget eller lidt, hvad enten I har syv par løbesko (som vi jo er nogen der absolut bare MÅ have), eller et par udtrådte stinkende løbesko – klap jer selv på skulderen for at være en LØBER – eller måske på vej til at blive én 😀 – og kom nu endelig ud til de små løb. Jeg vil elske at møde flere nye løbere og høre masser af nye historier når jeg fortsætter min færden i en løbers verden. 😀

Her er den, gemt lidt ind mellem Beo og Grantræ :)

Her er den, gemt lidt ind mellem Beo og Grantræ 🙂

Og a pro pos anekdoter. Den, ja hvad skal jeg dog snart benævne den, meget lidt kønne pokal jeg fik med hjem til låns i lørdags, er Klub 100 Marathons vandrepokal. Pokalen blev lavet af nogle kollegaer til en fantastisk løber i Grenå. Han donerede den videre til en kvinde der i 2011 løb nummer 100, og hun donerede den videre til Peter (som afholdte løbet i lørdags). Peter gjorde den til en mere eller mindre officiel klub100 pokal, og i dag er den pyntet med navne på løbere, der har haft den tvivlsomme ære at have den stående i stuen, og siden givet videre i den ånd at anerkende et fantastisk mål. Mega grim monstrum, en kopi af en alien ville pynte mere; men hold nu op hvor den oser af fede historier. Hvis bare pokaler kunne tale…..

Share: