Der er mange meninger om det at løbe med musik i ørerne, nogen kan slet ikke undvære det og føler det løfter deres løb til nye højder, mens andre sværger til at løbe au naturel og føler musik er en unødvendig larm på løbeturen. Jeg har selv, gennem årene som løber, oplevet en vis cyklus i min hungren efter musik på løbeturen. Forår og sommer er det ofte et no-go, her er naturen og alle de fantastisk lyde 100 % nok for mig, jeg elsker den lette brusen fra havet, fuglenes triller og insekternes summen – efterår og vinter er det en helt anden snak. Jeg hader den nærmest pågående vestenvind der, som en monoton baggrundsstøj forurener mine øregange på næsten alle mine løbeture. Det blæser stort set ALTID her i det nordjyske. 🙂 Igennem årene har jeg fundet frem til, at musik på mine vinterløbeture kan dulme mine aggressioner mod vestenvinden og gøre mig lidt mere medgørlig.

Samtidig er jeg også opdraget som en god vendelbo, jeg smider sjældent noget væk og jeg er yderst konservativ i min tilgang til løbegadgets. Hvis det virker, hvorfor så erstatte det med noget nyt. :D. Og netop derfor har jeg det sidste års tid ikke løbet med musik overhovedet – af den simple grund at jeg har et par ørebøffer fra 2010, med dejlig lang MEGET RØD ledning, (de har dog en lille klips til at hæfte ledningen på tøjet) som jeg på én eller anden syg måde altid ender med, at få viklet rundt om halsen. Ofte med det resultat at jeg pakker skidtet ned igen, før jeg overhovedet har sunget med på første strofe af mine yndlingssang.

De gamle røde dimser i ørerene og ledning klar til at lave ballade :D
De gamle røde dimser i ørerene og ledning klar til at lave ballade 😀

Jeg var faktisk nået dertil at det bare var for bøvlet, og jeg begyndte at overbevise mig selv om, at musik nok bare ikke virker for mig – at det er irriterende og ikke hjælper en dyt.

Det var lige indtil jeg her i sommers læste i Runners World at det nu er videnskabeligt bevist, at ved hård træning kan musik hjælpe til at minimere løberens smertefornemmelse – eller sagt på en anden måde, musik kan fungere som god gammeldags painkillers. YES – Det var her jeg gik i gemmekassen med løbegrej og fandt de gamle røde banditter frem igen – og jo, jo det gik da, – sådan nogenlunde. En evig kamp med knuder på ledninger (hvilken fysisk lov siger, at en ledning bare altid slår knuder på sig selv, selv når den ligger stille i en kasse??? – jeg spørger bare…) og en evig ondt i øregangen af at proppe de små dimser langt nok ind i øret, til at kunne høre musikken for blæsten. (Er der i øvrigt nogen af jer, der har oplevet det der pinlige moment hvor man løber forbi en forbigående, der hilsner pænt med et nik med hovedet, og man svarer med et HEJ på niveau med national fællessang ”der er et yndigt land” i parken fordi musikken overdøver ens normale toneleje?)

Så ja, min skepsis til musik er lidt som min skepsis til sælspæk, det er bare ikke noget jeg har vildt gode erfaringer med. Og så var det jo lige, jeg fik tilsendt et par monster smarte trådløse høretelefoner fra det danske mærke Miiego. Hvad gør en klog tosse så. Jeg tog dem med til vestkysten, nærmere bestemt Blokhus, i rusk og regn – og gav det et skud.

Og nu med super smarte trådløse headphones :)
Og nu med super smarte trådløse høretelefoner 🙂

Resultatet – ja, som når min kæreste påstår noget, og jeg, bare fordi jeg hader han altid har ret, påstår det modsatte – så må jeg også her krybe til korset og ligge mig fladt ned. Her er vitterligt noget der virker 100 procent for mig. Jeg kunne uden problemer løbe og nyde musikken, mens vinden og regnen slog om ørerne på mig, og jeg behøvede slet ikke proppe dimser i min øregang, der sad blot en lille ledning rundt om nakken og to ørebøffer uden på ørerene. Samtidig behøvede jeg ikke skrue så forfærdeligt højt op, hvilket jeg lige nu er helt høj over. Jeg løb nemlig med ørebøfferne da min nye ferie-løbebuddie kom forbi og talte til mig, og jeg kunne heldigvis både høre og svare hende i helt normal menneske-toneleje. Det blev, som jeg skrev i mit tidligere indlæg til et nyt løbevenskab – og en berigelse af min verden.

FlipbeltEn ret genial ting ved høretelefonerne, ud over at de er trådløse, er det faktum at de snakker til dig. Jeps – intet mindre. Der stod jeg og bandende og svovlede over jeg ikke kunne få parret min telefon med de nye ørebøffer (selvfølgelig grundet min manglende tålmodighed; der stod 7 sek – jeg mente 3 var rigeligt), indtil jeg fandt ud af, at damen fortalte kort og præcist hvornår ørebøfferne var i parringsmode (he he) og hvornår de var hhv. on/off. SMART. 😀 – Den dame er min bedste ven. I øvrigt kan man dels zappe videre i playlisten, skrue op og ned, og svare på telefonopkald bare ved et klik på ørebøffen, ergo man behøver slet ikke engang fumle med telefonen på løbeturen og investere i særlige touch screen handsker. (Telefonen fik jeg i øvrigt lige plantet trygt og varmt i flipbelt – det gule jeg har på, Flipbelt distribueres af Miiego i DK og kan købes i adskillige butikker og onlineshops. Mere om det i et senere indlæg)

Lige nu har jeg faktisk kun et lille problem med høretelefonerne. De varmer mine ører så dejligt, så jeg har lyst til at have dem på altid, når jeg går ud af døren. Lidt a la de gamle 80-er ørevarmere bare i en yderst trendy udgave. 😀

Min anbefaling herfra er helt klar – går du og mangler en julegave til en musikglad løber eller måske endda en musikglad løber som altid fryser om ørerne, så vil jeg på det varmeste anbefale Miiegos trådløse høretelefoner. De kan købes på Miiegos egen webshop www.miiego.com eller i sportsmaster- og løbebutikker landet over. – Gad vide hvad min kæreste får i julegave i år 😀

”Jeg fik høretelefonerne (AL3 Freedom woman) gratis til test, men ovenstående er fuldt ud min egen mening og er på ingen måde påvirket af firmaet. ”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.