Jeg har fået ny telefon, en mega overfed og yderst smækker sag. Og det fede er, den tager monster gode billeder i modsætning til min tidligere oldschool mobil. Det er super dejligt, for et eller andet sted kan jeg godt lide at billederne her på domænet ser bare en lille smule indbydende ud. (Ha ha ha – sidder du nu kære læser og tænker; hold da op, har hun nu fået en telefon til test- SÅ nej, jeg er ikke røget i lommen på en stor verdensomspændende elektronikvirksomhed, der tidligere har sponsoreret mit yndlings premier league hold) 🙂

I morgen skal jeg løbe marathon igen. Vi skal endnu engang have en løber i klub 100, og i morgen er festen placeret i Hals, hvor Bjarne har lavet den fineste rute langs både Limfjordens- og Kattegats kyst. Jeg kan lige se det for mig, stille vejr, lav efterårssol – et blikstille hav, totalt pittoresk. Jeg kan allerede nu se for mig, hvordan billederne jeg tager mens jeg løber rundt, kommer til at tage pusten fra de fleste. Hvordan I kære læsere vil tænke, uhhhh – det billede burde man da printe og sætte i glas og ramme. 😀

Mit store problem tidligere har været opbevaring under løbeturen. Hvor pokker gør man af telefon, gels og alle de andre pakkenelliker jeg ynder at løbe rundt med. Og især nu, hvor min nye telefon ikke just er en lille smart James Bond ting man kan gemme i løbebhén og finde frem når lejligheden byder sig. Jeg må da også indrømme at jeg har en hel del skrupler ved at medbringe min fine nye telefon; for hvor stor er chancen lige for, at min vejrudsigt for morgendagens vejr holder stik. (Vel nærmest lig NUL).

Så hvad gør en klog kvinde så… Som jeg skrev i mit indlæg http://thegreatnessofrunning.dk/?p=3397 så fik jeg sammen med de overseje høretelefoner også et såkaldt flipbelt jeg måtte lege med. Jeg har tidligere løbet med et, ja man kan vel nærmeste sige, supermarked-bælte. En ”billig-udgave” med knap så lækkert stof og knap så lækker udformning. Det har, til dets forsvar, været helt ok at løbe med – eller det vil sige, der har været helt ok så længe jeg ikke havde overlæs på bæltet (2 gels og en telefon var overlæs), for så hoppede bæltet op og ned i bedste Samantha Fox´s attributter stil – de af jer der ikke aner hvad jeg hentyder til – damen var en yderst veludrustet sangerinde fra de famøse 80ére. 😀

Siden jeg fik Flipbelt til fri leg, har jeg benyttet det på hver eneste løbetur – telefonen kan, sammen med gels ligge trygt og godt på mit maveskind og hygge sig indtil det store fotoshoot byder sig. Og det super fine er, at man både kan placere sine pakkenelliker på ryggen og foran på mavsen alt efter forgodtbefindende. Det er sq smart – især når man som jeg, indimellem ikke er helt let at gøre tilpas. Og det er med stor lettelse jeg kan berette at bæltet endnu ikke har lavet en Samatha Fox, ingen hoppen op og ned 😀

Så altså i morgen får bæltet sin debut på marathon distancen, jeg tager chancen og satser på både det smukke efterårsvejr og på at bæltet holder min nye telefon safe and sound. Derudover glæder jeg mig vildt til at videregive den ”smukke” vandrepokal til næste mand – vores kat var ellers blevet fuldkommen forelsket i den stakkels pokal, så der er da én der kommer til at savne det grimme monstrum.

Jeg glæder mig til en herlig løbeweekend og ønsker jer alle en tilsvarende. Hvis der er nogen af jer læsere der har løbet med flipbelt, så skriv endelig hvis der er forbehold jeg skal tage, inden jeg udsætter min funklende nye mobilos for en omgang marathons-tæsk. 🙂

Flipbelt fik jeg af den danske distributør Miiego til test, mod at skrive om det her på domænet. Jeg forbeholder mig at have min skarpe mening og skrive min helt egen oprindelig vurdering af produktet uden påvirkning af det faktum. Basta. 😀 – Nå ja – skulle du have lyst til at kigge nærmere på sådan en fætter så finde de her: http://flipbelt.dk/

Så smukt et billede - den nye telefon er verdensklasse. :) - Billedet er fra i går morges og viser Aalborg fra den aller bedste side.

Så smukt et billede – den nye telefon tager billeder i verdensklasse. 🙂 – Billedet er fra i går morges og viser Aalborg fra den aller bedste side. Hvem vil ikke gerne løbe her….

Share: