Jeg havde på et tidspunkt en samtale med en fyr, der spurgte mig om man kunne være mere egoistisk når man løb så meget som jeg gør. Fyrens synspunkt var, at marathonløb måtte være det største egotrip af alle, og at folk der løber mange marathonløb måtte være super egoister der bare jagtede endorfin-rus.

Jeg blev lidt paf over den udtalelse, det er ikke ligefrem i det lys jeg ser mig selv som løber, og selv om jeg vitterlig er klar over at jeg ofte er væk i 3-4 timer i weekenden, og at jeg ofte prioriterer mit løb lidt højere end oprydning, madlavning, vasketøj m.m. så har jeg aldrig tænkt, at min familie må bringe store ofre ved at have en mor som løber. Jeg ser det nærmere som en hobby på lige fod med at strikke, hækle og male 😀Fyrens udtalelser fik mig til at reflektere og observere det løbemiljø jeg tilbringer en hel del timer i. Og ligeså meget jeg er uenig i fyrens udtalelser, lige så meget er jeg også på bagkant, tilbøjelig til at give manden en lille smule medhold.

Der var gråt og koldt i Hals i lørdags

Der var gråt og koldt i Hals i lørdags

Her i weekenden var vi 120 løbere samlet til rundeløb i Hals hos Bjarne og Tove – 120 glade mennesker som piskede rundt i Hals trods regn og blæsevejr. Langt de fleste kender hinanden som de løbeprofiler man nu engang iscenesætter sig selv som, og rigtigt mange er sammen med deres bedste venner in crime sådan en lørdag formiddag. Der snakkes, opdateres på forhold, intriger, sladder, roses og beundres inden løbet sættes i gang. Og der uddeles krammere, knus og smil til alle både nye som garvede løbere.

Et rundeløb betyder at man løber den samme rute flere gange og ofte møder hinanden i løbet af den tid man tilbringer på ruten. Der er altid masser af glade opmuntrende ord, drillerier og gode råd hvis nogen har brug for det. Og har man en hård dag, er der altid folk der står klar til at hjælpe nødlidende løbere igennem dagen med følgeskab og positiv energi i overflod. Jeg havde selv en hård dag i løbeskoene i lørdags og straks var søde Martin (der i øvrigt snart løber marathon nr. 200 – crazy crazy) klar med opbakning og læ for vinden. Nå ja, så var der jo også min gode ven Chefen der også er løbetosse – og én af min helte. Hans form for motivation var høje skingrende tilråb, mens han løb foran os med et kærligt glimt i øjet. (Man er vel ikke boksetræner for ingenting)

Uhu uhu - jeg skulle give den famøse pokal videre til Anders

Uhu uhu – jeg skulle give den famøse pokal videre til Anders

Efter løbet var der mad og lækkerier i overflod og dagens oplevelser blev delt og fremtidige planer diskuteret. I lørdags var der fejring af endnu en løber i klub 100 marathon, og jeg kan uden nogen forbehold sige, jeg hyggede mig for vildt og glemte hurtigt alt om den hårde tur i skoene.

For mig er ovenstående beskrivelse direkte sammenligneligt med et old Boys hold i fodbold der mødes til kamp hver weekend. Jeg går til løb præcis som andre går til fodbold – badminton – håndbold – you name it.

SÅ kæmpe egoister – det har jeg lidt svært ved at få øje på.

Og dog… For som i alle sportsgrene, er der en latent mulighed for at kamme over, og prioritere sin sport højere end alt andet (her taler jeg ikke om elite sportsfolk der lever af deres sport). Jeg har selv en tendens til hele tiden skal sætte mig nye mål, hele tiden jagte nye rekorder, jagte et rundt tal af løb på bogen, jagte et bestem antal træningskilometer pr. ugen, jagte nye distancer og helst inden for en ganske overkommelig tid. Og jeg indrømmer gerne at mit humør ofte er præget af progressionen i forhold til at nå mine mål.

Lige nu er jeg, på cruise control, jeg har nået mit mål for i år men er selvfølgelig allerede i fuld gang med at sætte nye mål. På vejen til de 100 marathons løb jeg marathon ca. 2-3 gange hver måned, hvilke også betød at jeg tilmeldte mig en del løb, jeg nok ikke ville løbe hvis ikke jeg havde målet hængende over hovedet som en lille sky. Og indimellem blev jeg ramt at mismod over jeg gerne vil have tallet på bogen, men jeg ville også gerne blive hjemme og sove længe sammen med familien. Ofte med det udfald at løbet vandt og familien måtte undvære mit ”sprudlende” morgenhumør i køkkenet. Som de kloge siger – hvis du ikke er villig til at ofre for dit mål, så er det ikke vigtigt nok.

I de tilfælde har fyren vel ret. Når jeg jagter mine mange målsætninger bliver det en mere egoistisk sport der handler om mig-mig-mig og alt det udstyr der skal til, for at jeg når mit mål. Dermed ikke sagt at mål ikke er super gode motivationsfaktorer og at det er et fantastisk redskab til at udvikle sig, jeg tænker bare ALT MED MÅDE.  Når man sætter nye mål konstant, kan det for mig let blive ret egocentreret og jeg tror mange af de løbere jeg omgiver mig med weekend efter weekend kan genkende dette mønster.

Måske skal jeg lære lidt af de andre sportsgrene hvor et bestemt årshjul dikterer en off season hvor træningsmængden nedsættes og hvor man holder fri fra målsætningerne. Hvor løbeuret puttes ned i kassen med gels, salttabletter, proteinbarer og vabelplastre og hvor løb kun handler om at nyde og være en komponent i maskinen til at være den bedste mor i verden. (Allerede tanken om at putte løbeuret i en kasse gør mig angst, for hvordan får jeg så de kilometer med i mit årlige regnskab :D)

Jeg faldt over følgende artikel, som beskriver præcis det der sker når man ser sig blind på et mål og glemmer at løb skal være sjovt. Det er tankevækkende, for jeg kan sagtens genkende mig selv i noget af det han skriver.

http://www.huffingtonpost.com/entry/nyc-the-one-that-got-away_us_5812b11ee4b08301d33e07b3?timestamp=1477961669663

Share: