Om 1 uge rejser jeg til Florida for at løbe marathon, og allerede nu er jeg lettere fobisk over een lille ting med et dejligt navn. – Porta Potties –  Jeg ELSKER det ord – Porta-Potties. Det er sådan et ord der nærmest siger det hele når man udtaler det, og i den grad misfarver forståelsen af de kære tingester. Når jeg siger ordet tænker min hjerne umiddelbart søde små rene toiletter man kan tage med under armen – måske endda lyserøde med plys i kanten. Nåååeeeee. I virkeligheden favner ordet alt det, efter min mening, totalt vulgært og dissideret ulækkert ved de grønne transportable toiletter (her hjemme nok mere kendt som Godikérne) de stiller op i startområderne til alle større løb. Og for mig indbegrebet af toiletter jeg bare absolut ikke rigtigt har lyst til at besøge, men som jeg ved jeg ikke kan leve uden. (Jeg skal notorisk tisse ca. 7 gange inden starten på et hvert løb) 🙂

Nøj – hvor jeg dog er meget lidt fan af de grå kasser med den lille plasticdør med den lille bitte skrøbelige lås. Med skiltet foran døren der viser hhv. grøn eller rød for fri/optaget og som i 70 % af tilfældene bare ikke virker efter hensigten. Det er, og nu indrømmer jeg det for fuldt åbent domæne trods det faktum at jeg syntes det er død pinligt, ofte lykkedes mig at tro den lille grå toiletkasse var fri, qua den grønne markering, for at åbne døren op til en mand i fuld gang med at forrette sin nødtørft. (Jeg syntes altså det er mere pinligt at åbne døren til en mand end en kvinde – aner ikke hvorfor). Kan I gætte min ansigtskulør efter sådan et show?.

Og måske kan den kække læser allerede nu konkludere hvordan jeg har valgt at indrette mine toiletbesøg i selv samme afskyelige grå kasse. Stående i såkaldt skovskidder-stilling med den ene hånd rystende af anstrengelse for at holde døren hermetisk lukket for intruders, og den anden støttende op ad toiletvæggen for at holde en lille smule vatter på hele forestillingen. Og jo – jeg har skam ofte tænkt over konsekvensen når jeg fjerner hånden fra væggen for at tørre min fine lille bagdel – tænk hvis nu en virkelig trængende stærk herre flåede døren op og fik mit balancepunkt flyttet i fuld fremdrift ud mod friheden. OH MY – Det er en skræmmende tanke.

Så jeg skriver det sort på hvidt som det er… De grå toiletter er mine absolutte løbefobier og noget jeg helst bare skal have overstået i en vis fart. Samtidig – ja så er det jo fakta at man ofte befinder sig i alen lange køer for netop at besøge disse grå kasser, og mens man står der og kniber sammen – så kan tanken ”tænk hvis de alle væltede” sagtens poppe op i min lille hjerne og gøre det til ren valgkampagne for- og imod frivillig indtræden i plastikbøtterne. Jeg har, indrømmer jeg gerne, op til flere gange forurettet min nød i den fri natur gemt bag et lille blad, en lille busk, en birkestamme og enkelte gange bag et trådhegn 😀 af ren og skær undvigelse mod at udsætte mig selv for hemmelighederne i den grå kasse.

Så åbent ord for alle – er det bare mig, og bør jeg søge hypnose for at se min fobi i øjnene? Eller er der noget om snakket. Ordet er frit kære medløbere. 😀

Og jeg drømmer om – disse toiletter til ALLE fremtidige løb 😀

toiletter-fra-heaven

Share: