Én ting kan man sige om amerikanerne, de forstår virkelig at gejle marathonløb op til det helt store show. Medaljerne er i en liga for sig selv og hele atmosfæren er uden omsvøb verdensklasse. Det er helt klart den cocktail der gør at jeg, så snart jeg har mulighed for det, tømmer jeg sparegrisen og vender snuden over mod vest.

SpaceCoastMarathon2016

I ugerne op til Space Coast marathon blev stemningen sat. Her modtog vi Captain logs der både indeholdt flight plan, countdown a la T-4 days og diverse informationer til os kommende marathon-astronauter. J Og det hele blev toppet ved afhentning af startnummer dagen før løbet, hvor vi blev mødt af en stor helstørrelse astronautfigur i plastic, Nasa flag – og selvfølgelig alverdens space merchandise. Løbsguiden var spækket med termer fra det kosmonautiske så som Mission Control (tidsplanen), beskrivelse af pre-flight area og launch Pad (startområdet), Consellations (fartholderne), Misson Support (1. hjælpere), ting som var Not Suggested for flight  og intergalactic safety. Vi var virkelig klar til vores journey into space.

Selve løbet startede i Cocoa by (Florida), hvor en stor park var omdannet til affyrings område for os “marathonauter”. Affyringen var sat til 06.30, selvfølgelig med den obligatoriske nationalsang, countdown og storskærm visende Control center og astronauterne klar på rumfærgen. Jeg bliver altid lidt rørt, når vi står alle løbere samlet i en stor klump ved startlinjen med luften summende af forventning, og jubeludbrud er svære at holde tilbage. Det var tid til lift off og vi var afsted.

Ruten var en strækning hvor vi løb med fudserne tæt på vandkanten langs kysten hhv. 6,5 miles nord op til vendepunkt og retur til byen, for derefter at løbe 6,5 miles syd til vendepunkt og retur. Vi løb af sted i mørket med solen og morgenlyset vågnende i horisonten, i behagelige temperaturer og let modvind. Ruten var en strækning med let rullende bakker og små bløde sving, flankeret af de vildeste villaer til den ene side og små idylliske badebroer til den anden. Og mens solen fik øjne og bredte strålerne ud under et let skydække løb, vi med ”speed of light fart” (næsten da) ud mod første vendepunkt. Der var væskedepoter hver 1½ miles, alle med frivillige klædt i alien-, stormtroopers- og Nasa dragter – og de fedeste skilte man altid ser til amerikanske løb – ”Smile, you payed for this”, ”You strangers motivate me”, ”Run strong”, ”You´re my heroes”,

Jeg havde et super fint løb og løb sammen med min kæreste placeret som nr. 5 pige i løbet – Alt var godt. Vi vendte og løb tilbage – og mødte alle de andre marathonløbere. Det var virkeligt fedt, hold nu op en opmuntring. Alle råbte ”Good Job”, ”you look so strong” – og alle smilede glade smil trods anstrengelserne. Amerikanerne kan virkelig det der med at motivere hinanden undervejs, og det mest tankevækkende er, at jo længere tilbage i feltet folk er, jo mere hepper og jubler de når de ser løbere der passerer dem.

Da vi nåede tilbage til byen og den halv distance, tog solen for alvor fat og varmede luften til en stillestående suppe af fugtighed. Jeg kunne mærke på kroppen, at det pludselig var livsvigtigt at få væske indenbords, og samtidig blev benene tungere og tungere, mens hovedet kæmpede med at holde positivt sind ved udsigten om endnu en frem- og tilbagerute. Lad mig bare sige det som det var, anden halvdel af løbet blev en hård kamp for at nå sikkert hjem til landjorden. På vej ud mod det sydlige vendepunkt mødte vi  halvmarathonløberne. De var sendt afsted en halv time før os marathonløbere og var nu på vej tilbage mod mål. Egentlig en god tanke, for det betød at der var løbere på begge sider at ruten hele vejen ud og hjem. Men det betød også at vi måtte passere en horde af gående halvmarathon løbere, da vi vendte ved vendepunktet. Tidsgrænserne var hhv. 4 timer for halvmarathon og 7 timer for marathon – og de havde sågar pacere der gik f.eks. 40 sec. og løb 20 sev. hele vejen. Det tror jeg er meget amerikansk – det med at alle skal kunne være med. Det var tydeligt at den store masse af løbere/walkere lå omkring 5-5½ timers gennemførelse for marathon. Der var rigtig mange løbere i kategorien ”lettere overvægtigt” (det er skrevet med let ironi). 🙂

Jeg kæmpede med en anden pige om 5-6 pladsen og måtte grave dybt for at holde momentum. Ved sidste vendepunkt fik vi udleveret kolde klude og med den på hovedet (jep jeg så virkelig fjoget ud), og en krop der led i varmen, løb (og indimellem gik) jeg tilbage mod mål. Igen mødte vi alle marathonløberne og begejstringen, jublen og opmuntringerne var på ingen måde formindsket. Jeg løb i mål som nr. 5 i tiden 3.21 og havde en fornemmelse af, at jeg nok ville være age-Group vinder for gruppen 40-45 år. Det var nogle unge tøser jeg havde kæmpet med på ruten. 😀  SpaceCoastMarathonFemaleMastersWinnerOverraskelse var dog stor da jeg erfarede, at løbet var State Championships og at jeg var vinder af masters (fra 40 og op) rækken. Med stor taknemmelighed og ydmyghed blev jeg kaldt på podiet, og fik medalje og det fineste trofæ overrakt at selves direktøren for Space Kennedy Center og tidligere astronaut + en anden garvet astronaut med næsten en uges spacetime på loggen. Det var den vildeste oplevelse.

Min søde kæreste klarede distancen – trods, som sædvanligt ingen træning, men dog med fine blodvabler fra overophedede fudser – og vi fik begge den til dags dato fedeste medalje jeg har i min samlingen af medaljer. Og for at fejre løbet på rigtigt amerikansk manér, kørte vi direkte efter løbet til Tamper Bay og overværede NFL kamp med 3 timers total lir og show.

Space Coast Marathon kan i den grad anbefales.  – og restitutionen… Behøver jeg sige mere….

ClearwaterBeach

 

Share: