I USA har der siden sommer været en ret heftig debat om kvindelige løberes sikkerhed. Debatten startede efter 3 kvinder i 3 forskellige stater blev overfaldet og myrdet ved åbenlys dag, på en løbetur i ellers befærdede områder i juli måned. Der rejste sig på den baggrund et ramaskrig fra kvinder som følte sig utrygge på deres løbetur, som enten havde oplevet at blive forfulgt, var blevet råbt efter, eller på anden måde chikaneret og som oplevede løbeture som alt andet end det frirum det var meningen det skulle være.

Debatten havde fået Runners World til at samle empiri til en artikel som var med i december udgaven af bladet. Det var ret skræmmende læsning, statistikken viste at 43 % af de adspurgte på et eller andet tidspunkt var blevet chikaneret mens de var ude at løbe, og hele 30 % var blevet forfulgt under en løbetur.

Jeg læste artiklen men jeg badede mig i solens stråler på Miami South Beach og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor stort et problem det mon er i Danmark. Hvor mange piger føler sig utrygge når de løber alene på stier og gader, og hvor mange tager forholdsregler, vælger andre ruter når de er alene eller vælger at træne indendørs på bånd efter mørkets frembrud af selvsamme grund.

Jeg skal være bundærlig og sige at jeg er alt andet end tryg når jeg løber alene. Og det endda til trods for at jeg ikke umiddelbart er i høj-risiko gruppen (Ifølge Runners World artiklen er det yngre kvinder under 30.) Der er bare et eller andet sårbart over at løbe på mindre stier og lettere skumle steder, når mørket falder på – og for den sags skyld også i dagslys.

Jeg har oplevet at løbe i skoven for en del år siden hvor jeg blev skræmt fra sans og samling. Jeg løb på en større grusvej (stor nok til biler) i en nordjysk skov og passerede en bil der holdt i kanten af vejen med en mand bag rattet læsende avis. I det jeg passerede bilen, kiggede manden op, lagde avisen til side, startede bilen og kørte langsomt lige bag mig. Jeg løb helt ind til kanten af vejen, helt ud i rabatten for at lade manden passere uden problemer – men han blev troligt liggende bag mig, og mit adrenalin begyndte for alvor at pumpe rundt i en krop i alarmberedskab. Jeg begyndte at udtænke mulige flugtveje – kunne jeg løbe ind imellem træerne og smutte væk?, ville han løbe efter mig?, var det smart at bevæge sig væk fra den store vej, hvor der trods alt var mulighed for at møde andre?. Jeg blev på vejen, øgede farten stille og roligt (det gjorde han også i bilen) – jeg nærmede mig panik.

Til alt held var jeg ikke langt fra en skillevej hvor vejen til den ene side drejede ud mod en stor landevej, og til den anden side løb videre ind i skoven. Jeg var ikke to sekunder i tvivl og valgte at drøne ud mod landevejen. Manden i bilen valgte den anden vej – videre ind i skoven. Jeg var lettet til op over begge ører og totalt udmattet.

Måske var der intet i situationen – måske var han bare yderst forsigtigt og ville ikke overhale af frygt for at komme for tæt på mig. Jeg har tænkte over situationen mange gange efterfølgende og måske overreagerede jeg fælt – men jeg tror i virkeligheden bare jeg handlede på min intuition. Siden da, det indrømmer jeg gerne, løb jeg med en peberspray i lommen de næste mange ture. Og siden da har jeg aldrig helt følt mig tryg når jeg løber rundt alene.

Tilsvarende læste jeg på et tidspunkt et indlæg på Fit´n runs blog hvor hun var blevet, ja for at sige det lige ud, gramset på under en løbetur – læs selv indlægget her: http://fitnrun.dk/2014/07/er-det-okay-at-blive-gramset-paa/

Jeg har på fornemmelsen, at der er flere der kan tale med om trælse oplevelser på løbeturene. Om at blive råbt af, få dårlige kommentarer tenderende til sexchikane (kære løbetosser som læser med på bloggen – det er selvfølgelig ikke jeres kommentarer jeg snakker om her – jer kender jeg jo :)). Som artiklen i Runners World konkluderede er problemet som sådan ikke let at løse. Men en øget opmærksomhed og en åben debat kan forhåbentlig få kvinder/piger til ikke at give sig selv skylden, til ikke at overveje om det var ens egen skyld – for selvfølgelig har vi alle lov til at være i fred i det offentlige rum, også selvom vi nogen gange løber i løbe bh og med korte shorts.

Med den lille feministiske hat på hovedet, kunne jeg super godt tænke mig at høre, om I andre løbere har oplevet situationer der har gjort jer utrygge, og om I tager forholdsregler når I løber.

Artiklen fra Runners World kan læses her:

http://www.runnersworld.com/running-while-female

Share: