Jeg er kommet til at elske at løbe mine lange stille ture med de trådløse Miiegoér i ørerne – det fungerer kanon godt og bøfferne varmer mine små ørebasser så dejligt her i vintertiden. Og nu har jeg så oveni købet opdaget en helt ny verden, en verden af fortællinger der bare får kilometrene til at forsvinde under mine sko, mens jeg koncentreret boltrer mig i fortællinger om løbere for løbere. (Måske er jeg so last year mht min opdagelse, hvis ja – bær over med mig. Jeg arbejder med IT på mit arbejde og præcis som mekanikeren hvis bil altid er den mest ramponeret, ja så er jeg totalt langt bagud når det gælder mit eget private digitale univers. :D)

Det hele startede med, at jeg fik Flipbæltet og pludselig uden problemer kunne have min bedste digitale ven med på løbeturen, uden at være bange for at tabe eller udsætte hr. phone for naturens elementer. Og da jeg så samtidig fik hørebøffer, der klarer det ualmindelig godt i blæsevejr, (der er nemlig ingen dumme ledninger der hopper og danser rundt på kroppen af mig) så var musik pludselig igen blevet en fast del af min langturs-rutiner.

Det ene ledte til det andet, og en dag faldt jeg pladask over en podcast jeg tænkte jeg bare MÅTTE høre. Og hvad gør en klog kvinde så – jo, jeg fik hentet en podcast-app til hr. phone (som er en android) – jeg downloadede Player FM, men der er tons af andre podcast-afspillere i shoppen. Og så gik jeg ellers i gang med at hente spændende ting og sager.

Min første løbetur blev til en fuldstændig fantastisk rejse sammen med ultraløberen Gitte Hansen, der medlevende fortalte om hendes løb i Sahara. 1 times total underholdning jeg slugte som var det labre larver i Haribo posen. WAUW det var fedt.

Det er RunCast der står bag podcasten og jeg er fuldstændig vild med den måde fortællingen serveres for os lyttere. RunCast har lavet i alt 9 udsendelser, og jeg krydser i den grad fingre for at der kommer flere fra samme skuffe. Det kan virkelig anbefales.

Efter sådan en succes på min debut som podcast-lytter måtte jeg bare have mere – og heldigvis er der virkelig mange lækkerier for løbere ude i www-æteren. Jeg har lige p.t. Trailcast.dk, Lazy Girl Running, I’ll have another og Trail Runner Nation på listen over mine subscriptions sammen med Runcast.

Jeg kan virkelig anbefale at lytte til podcast hvis lysten til at blive klogere på løb opstår – og hvis der sidder nogen af jer søde læsere der kender til andre podcasts jeg bare MÅ prøve, så PLEASE skriv i kommentaren her til siden (så kan andre nemlig også se jeres geniale anbefalinger).

PS – Jeg godkender alle kommentarer inden de udgives, så hvis du ikke kan se din kommentar med det samme, så er det blot fordi jeg er luddoven. 🙂

Links til to virkelig fede danske podcasts (hvor kan du læse lidt om de forskellige episoder de har udgivet):

Runcast: http://runcast.dk/

Trailcast: http://trailcast.dk/

Share: