Jeg benyttede lejligheden til at undgå blæsten for et par uger siden og krøb modvilligt op på et “tarveligt” løbebånd for at udføre dagens træning. Jeg skulle, ifølge min egen lille plan, løbe tempo-intervaller – altså løbe lige præcis der hvor det bare ikke, for mig, er rigtigt super sjovt at befinde sig. Opvarmningen på båndet gik egentlig helt ok, der var ingen røde lamper og skrigende sirener og jeg nåede lige at tænke det da i grunden ikke var så slemt med det der bånd, især ikke når man kiggede ud og så alternativet der lige på det tidspunkt slog sig løs og blæste en vind tæt på orkanstyrke.

Umiddelbart efter opvarmningen gik jeg i tempo-mode – stadig med smil på læben, overskud og en lidt overlegen løbestil. Sådan gik det 20 min, så begyndte mit smil at stramme lidt til, min puls begyndte at dunke lidt rigeligt så åren pludselig stak frem som en muldvarp i tindingen, og benene føltes så tunge at selv de olympiske vægtløftere ville have haft problemer med at løfte dem. Jeg kom igennem, hvilede 1 minuts penge og skulle nu øge farten en lille tand mere og løbe i 15 min. Og ret hurtigt mistede jeg mit mentale greb, alt brød sammen – jeg var grædefærdig på båndet, prustede som et gammelt øg, og måtte holde flere små-pauser hvor jeg udnyttede tiden til at bekræfte mig selv i, at det da virkelig godt nok var synd for mig. Ronaldo ville have været så stolt af mig; jeg benyttede alle tarvelige tricks for at slippe ud af pinen. Min sko klemte, vinden var for kraftig i træningslokalet (jo jo, det er skam hørt før. 😀 ) og løbebåndet var garantere tunet, for den fart jeg løb havde da aldrig været i nærheden af at være det der stod på displayet.

Jeg endte med at stå af – at afslutte træningen før tid og smide håndklædet i ringen. Og for pokker hvor var jeg sur og gal, altså sådan rigtig Steward Stardusts mor sur – var der kommet nogen i nærheden havde jeg 100 % skreget Gååååå Væææææk (gudskelov var jeg solo i lokalet). Sådan et latterligt træningspas – og hvad er det også for et latterligt program, og hvem pokker har dog fået den latterlige ide at jeg skulle kunne løbe hurtigere.

Sådan er det også nogen gange som løber. Man har det der i fagsprog hedder ”Bad run”. Sådan en dag hvor det hele bare ikke rigtigt lykkedes, og hvor man nok bare skulle se at komme hjem på sofaen i en vis fart. De kloge siger, at sådanne dage kan man virkelig lære noget af, ja man bør næste omfavne sådanne dage, for større læringsrum kan man næsten ikke finde andre steder. Det er her man kan evaluere om træningsprogrammet vitterligt passer til ens niveau, om man simpelt hen bare er for stresset generelt, eller om kroppen er for træt og måske på vej mod overtræning.

For mig endte det med, at min ”bad run” forfulgte mig ind i ugen efter. Den forpestede min verden og mine tanker rumsterede og larmede i et værk for at finde en mulig forklaring. Det var bare ikke let og jo mere jeg tænkte, jo mere frustreret blev jeg. Lige indtil i går – i går lokkede jeg min bedre halvdel med på aftentur, og fordi det er blevet hverdag igen med alt hvad det indebærer af logistik og putte-tider af unger, så blev det ret sent før vi kom afsted. Vi løb i helt rolig tempo, vinden havde for en gangs skyld besluttet sig for at tage en slapper og månen stod stolt og rund på himlen med et mat skær af overlegenhed. Og lige der, dappende efter min kæreste, der havde smilet til mig på vejen og udtrykt en glæde ved at løbe sammen med mig, boblede der atter en velkendt følelse frem i mellemgulvet. En følelse af lykke og overskud – og af at være den heldigste løber i hele universet.

Så måske skal man nogen gang bare acceptere, at det da sørme var en dårlig dag til træning i dag – og så ellers se at komme videre og ikke dvæle for meget i suppen.  – som Steen (fra Steen og Stoffer) ville have sagt det:

“You know, Hobbes, some days even my lucky rocketship underpants don’t help.”

Share: