På nordjysk har vi et ord der beskriver den tilstand jeg har været i et stykke tid. Vægelsind. Verdens fedest ord, man kan næste høre på udtalen at det ikke er det mest positive ord i skuffen. For jer der ikke er garvet ud i det vendelboske sprog betyder det noget a la den tilstand hvor man først mener det ene, og i næste øjeblik mener noget andet.

Jeg har nu i 6 uger løbet med skovsneglen aka watt måleren på skoen. Alle 6 uger har jeg løbet efter et program Ragnar fra OptimizaR har udarbejdet, hvor alle træningspas (5 ugentlige) er bygget op omkring løb i de forskellige wattzoner.

Livet som watt-løber er egentlig ikke meget anderledes end at løbe med pulsmåler. Jeg har min Garmin til at vise wattzoner i stedet for pulszoner, og den væsentligste forskel er ubetinget at wattmåleren sladrer som en femårig i samme øjeblik jeg løber op – eller ned ad bakken. Jeg får ikke mange watt på kontoen når jeg drøner nedad, og det er i den grad slut med at ”snyde” og lave hurtige tider med hjælp fra negativ hældning. Til gengæld får jeg fuld valuta hvis jeg laver bakkeintervaller, hvor wattmåleren viser at kroppen arbejder mere nærmest i det sekund min løbeskos-snude rammer bakken. Wattmåleren er helt klart et fantastisk redskab til trailløberen der gerne vil styre belastninger over en længere distance.

Når man løber efter watt er min oplevelse, at det langsomme løb ikke er helt som langsomt som ved pulsløb. Det passer mig super fint, jeg elsker at løbe efter et program der udfordrer mig tilpas meget, men samtidig ikke driver mig ud i skader og overtræning. Det er lidt af en kunst og jeg tror en væsentlig forudsætning for et godt samarbejde med en træner er, at man som udøver er 100 % ærlig i sine tilbagemeldinger både omkring hvert træningspas, men også i forhold til arbejdsindsats og forhindringer på vejen. Samtidig skal træneren være lydhør og reagere på de små tegn som opstår i en træningscyklus. Og det er så her min træner, den kære Ragnar fra Optimizar er på maks overarbejde med en løber som mig.

Af natur er jeg en super udadvendt, social – og en ekstrem spontan person. Jeg tilmelder mig stort set altid løb i aller sidste øjeblik, og jeg hader når folk vil have mig til at planlægge 5 måneder frem i tiden. Jeg elsker simpelt hen en tom kalender, der løbende udfyldes med træning og løb jeg lige præcis har lyst til at løbe den dag. Som f.eks. når løbemakker Jeanette skriver ”skal vi løbe i skoven i eftermiddag” – det er så meget mere tillokkende end at kigge på et 4 ugers løbeprogram, og vide præcist hvad jeg skal træne hver dag. Og når weekenden nærmer sig, er jeg bare så meget mere til sjov og ballade løb i stedet for minutiøst planlagt program.

Så stakkels træner Ragnar har virkelig fået noget at se til. Jeg tror faktisk ikke det er lykkedes mig at løbe helt præcist som programmet dikterer på noget tidspunkt. Der er hele tiden et ½ marathon/marathon som lige kom i vejen, en tur i skoven, et tur med kæresten på ukendte stier, eller arbejde og studier som altså bare er vigtigere.

Jeg ved godt at Ragnar har brugt ret meget tid på mit program, og jeg tilstår blankt, min samvittighed er sort som bunden af Marianergraven når jeg laver planerne om uden varsel. Og med dårlig samvittighed over både træningsprogram – og studier (jeg læser et master modul hvor jeg sådan cirka mangler at læse op på 1986 sider) – og arbejde – og familie/venner, tog jeg i søndags skovsneglen af skoen, kastede håndklædet i ringen og afbrød jeg mit samarbejde med Coach Ragnar. Der var brug for oprydning i mit indre kaos.

Det virkede som den bedste ide i verden, jeg var afklaret – ikke mere træning til mig, nu skulle jeg bare løbe som jeg havde lyst til, og så måtte struktureret træning lege med sig selv i sandkassen med det farverige legetøj.

Det var så mig…. indtil i går formiddags… Og så var det jo lige jeg kom til at tage hurtigløber-skoene på, afspadserede 1½ time fra arbejdet og joggede over på atletikbanen hvor jeg hamrede 6 * 1 km. intervaller som aldrig før. Aner ikke hvor det kom fra, måske var der lige noget der skulle ud af systemet. I hvert fald var jeg det lykkeligste menneske, da jeg joggede hjem fuld af selvtilfredshed over jeg kunne præstere det næsten umulige på en bane. Og ja, så tog det mig lige præcist 5 sekunder at skrive til Ragnar fra OptimizaR og trække min ”opsigelse” tilbage igen. 😀 – Det er da vægelsind der vil noget.

Til alt held kender Ragnar mig efterhånden ret godt, og han tog det super pænt. Han skrev den sødeste mail tilbage, hvor han blandt andet skrev ”Jeg tager ingen steder  – tag du den tid du har brug for – I am at your service”. Jammen altså; det er sq da en træner der bakker én op både i med- og modgang.

Så jeg fortsætter med skovsneglen og træningen – og alle mine spontane ændringer i tide og utide – og priser mig lykkelig for at have en træner, der ikke løber skrigende bort efter mødet med en halv hysterisk kvinde. 😀  Og for pokker hvor er jeg dog en glad løber lige nu – så må vi se hvornår vægelsindet rammer mig igen.

Share: