Nogen gang kan min hjerne narre mig på det grusommste, sådan helt banalt og pinligt at jeg helt selv bliver lettere forlegen over min hjernes krumspring. I starten af ugen skrev jeg et indlæg om intervaller, det var egentlig et indlæg til min søster, som på hendes rejse mod hendes første halvmarathon har besluttet at afprøve om intervaltræning kunne fungere for hende. Og selvfølgelig kunne den bedrevidende storesøster ikke styre sig for at komme med ubehjælpelige gode råd, indsamlet over en bred kam af artikler og bøger om emnet.

Og da jeg umiddelbart inden jeg skrev indlægget, lige havde uploadet dagens intervaltræning til Garmin Connect og forbløffet – og lettere målløs konstateret, at jeg da godt nok havde løbet ubegribelig stærkt, sagde min hjerne til mig – ”det var jo også hårdt, og det var isende koldt og du havde glemt handsker og hue og måtte arbejde hårdt for at holde varmen, og det sved i halsen efter intervallerne som havde du en sandblæser i stedet for en mund. Nå ja, der stod også et par håndværkere og arbejdede ved siden af banen, og som du før har skrevet om her – så har du jo en tendens til at skulle imponere alle omkring banen når du træner”. Hjernen var færdig og jeg var overbevist.

Så jeg var klar til at lave stamtræssøgning og se om der vitterligt skulle være kenyaner-blod iblandet mit eget, min bedstefar sejlede trods alt på de 7 verdenshave og hvem ved…. 😀 – Det er en total underdrivelse at sige at jeg var opløftet, da jeg skrev indlægget om intervaller. Mine tanker lå helt i skyerne, jeg var på vej til eliteniveau, jeg ville lave de vildeste tider fremover, jeg var et uopdaget unikum af en løber, der nu skulle have rampelys, kæmpe sponsorkontrakter og jeg skal komme efter dig.

Det var sådan cirka det niveau jeg var i starten af ugen, og selvfølgelig skrev jeg ”Jeg elsker intervaller” for det gjorde jeg guddødeme mig lige der på det tidspunkt.

Jeg sov godt den nat, det skal siges. Søde drømme om berømmelse og priser i et væk. Til middag dagen efter tikkede der en kommentar ind på min træning fra coach Ragner. Han skrev noget a la “god træning du har lavet, hvis du har løbet 1 km på banen, så ligger dit tempo mellem….”  – og det var så her det sortnede for mine øjne og alle mine drømme faldt til jorden med et brag.

Jeg vidste det godt inderst inde. Der var en lille musestemme der peb ”Det kan sq ikke være rigtigt” Men min hjerne lavede cover-historier som var en agent værdig, og nu med sandheden i øjnene måtte jeg konfrontere min hjerne i bedste forhørsstil, og langsomt men sikkert nåede sandheden frem. Distancen var 100 meter for lang på alle mine intervaller og beregnede derfor den overseje pace. (Hvis nu min hjerne ikke havde haft så travlt med coverup, så kunne jeg nok have lagt to og to sammen – og gennemskuet hvor ”langsomt” jeg egentlig løb 1 km ved at se på tiden i stedet for pace.)

Og med den kovending i mit liv, fra elitepotentiale til helt almindelig standard løber, må jeg erkende at jeg faktisk ikke syntes intervaller er så fede, eller det vil sige, de er fede bagefter – men under udførelse. FØJ.

Nå men tilbage til problemet, for et eller andet sker så der kommer forkerte distancer på mit ur – og efter at have brugt dagen i går til en række intensive tests, er jeg nået frem til konklusionen at Forerunner 235 simpelt hen bliver rundtosset på en atletikbane. Når jeg løber på landevej er der ingen (eller mindre i hvert fald) problemer, men i det øjeblik jeg laver den første runde på det orange underlag, kokser det totalt for uret og alle distancer bliver forøget efter første runde med 8-10% – og 400 bliver til hhv. 430m og 440m. 🙁  Jeg lavede testen med to ure F220 og F235 – og kan samtidig konkludere at F220 godt nok er det mest præcise ur jeg længe har stødt på. Samtlige runder lå præcis på 400m.

Så nu har jeg skrevet til Garmin i Danmark og afventer deres respons. Er der nogen af jer læsere der har oplevet samme problem? – Og er der evt. nogen af jer der har en F235 der lige kommer forbi en atletikbane, og lige kan løbe et par runder og se om I har samme problem.

Løbehilsner fra en såret løbet. 🙁

Share: