Så er det snart tid igen – om små 2 måneder går det løs med kæmpe løbefest i Aalborgs gader. Amok holder sammen med DGI prøveløb den 2. april med start fra musikkens hus (man løber dog ikke igennem tunellen). Her kan man kan prøve kræfter med hhv. 14 eller 20 km. Løbet er et socialløb der løbes i tempo svarende til ca. 2 timer. Og 2 timer var lige præcis stikordet for mig. 2 timer stod der på den ballon jeg løb med sidste år – og for lige at genopfriske hvad der venter alle forventningsfulde løbere, har jeg i aften overdraget tastaturet til min kære gamle ven, den kæmpe store orange 2:00 timer ballon, og bedt den om at fortælle hvordan, den fra fugleperspektiv, oplevede festen sidste år.

Jeg (den kæmpe store orange ballon) må indrømme, jeg var spændt på at se hvad der skulle ske. Jeg lå tidligt den morgen på 9. etage i DGI huset og ventede, sammen med alle mine fellow balloner på de løbere, der skulle fragte os rundt i Aalborgs gader som struttende fyrtårne i løberhavet. Det viste sig at løberne var næsten lige så spændte, og det var let svedne hænder der udvekslede håndtryk. Min løber var en pige med de grimmeste strømper jeg længe har set, men hun virkede ok, især da hun grinende pressede os ind i elevatoren sammen med de andre par, og lovede at vi skulle få den sjoveste dag sammen.

Udenfor var vinden lidt hård ved mig, jeg daskede rundt og følte mig lidt usikker på det hele, det var trods alt min første gang som fartballon og jeg anede ikke hvad der ventede mig. Heldigvis tog pige-løberen et godt solidt tag i nakken på mig, og langsomt kunne jeg slappe af, vende rundt og nyde det fantastiske syn af spændte løbere i alverdens farver som udfoldede sig omkring mig som smukke guirlander. Det gjorde mig en lille smule ængstelig for om jeg nu kunne klare opgaven, men da først startskuddet lød og vi kom afsted, følte jeg mig helt klar og glad. Rutens kransekagefigur ventede umiddelbart forude, turen gennem limfjords tunellen. Vi løb på vejen – altså MOTORVEJEN hen til tunellen, helt ærligt, det er altså ikke ofte vi balloner får lov til at svære over motorvejen, det var vildt – og i samme sekund blev jeg som i en tragt ført ind i hullet og ned i røret foran mig.

Hvis balloner kunne græde ville jeg have gjort det, jeg slap en vind i stedet. Hold nu fast mand. I det sekund jeg kom ned i røret begyndte folk spontant at klappe, pifte, råbe og juble i bølger med ærbar stilhed ind imellem hver bølge. Jeg dirrede af følelser jeg ikke anede man kunne have som ballon. Og højt løftede jeg mig op over løberne og hang stolt i den stillestående euforiske luft. Var jeg sprunget på det tidspunkt, ville jeg have endt mine dage som en lykkelig ballon. Det var næsten som da Aab vandt det det danske mesterskab tilbage i 2014, og vi alle på en og samme tidspunkt blev til en stor fælles masse af stolte ålborgensere.

Ud af røret igen og ud i vinden. Der var virkelig god stemning også selv om vi enkelte steder måtte løbe lidt tæt på hinanden. Vi balloner var helt kåde efter oplevelsen i tunellen. Vi dansede og svansede rundt, og glemte for en stund helt at vi skulle arbejde. Dette resulterede i en lidt tragisk hændelse for min med-ballon der hen langs fjorden på Nørresundby-siden ikke så sig for, og fløj direkte ind i en metalpæl. Den ballon døde for en god sag. Og jeg måtte mande mig op og tage teten.

Hen over Limfjordsbroen var sidevinden ret slem, og som den uerfaren ballon jeg var, kom jeg til at skovle ned i hovederne på de løbere der var omkring mig. De tog det heldigvis forbavsende godt, ja, de nærmest grinte til mig og gav mig kærlige klap med på vejen. Søde søde løbere. 😀

På den anden side kunne man begynde at mærke, at vi nærmede os rutens svære punkt. En tur op ad skovbakken. Løberne omkring mig var koncentrerede og en smule sammenbidte, og jeg heppede alt jeg kunne hele vejen op ad stigningen, og var selv helt bange for at tabe luften. Heldigvis stod der tons af søde tilskuere som var strimlet sammen for at hjælpe løberne – og ballonerne til tops. Der var endda musik, og selvom nogle valgte at gå op, så var der tydelig lettelse at spore i øjnene på alle, da de nåede toppen og kunne løbe ned mod stolpedalskolen.

Nu var vi på vej tilbage – tilbage mod målet og efterfølgende fejring. Mange af løberne omkring mig begyndte at blive trætte og jeg forsøgte at te mig lidt tosset hver gang vi passerede tilskuere på ruten, og på den måde opfordre dem til at heppe højlydt på de seje løbere. Nogen gange krøllede jeg mig sammen til en svamp, nogen gange pustede jeg mig op til et stort ballonuhyre. Det virkede, de var helt med på legen alle de dejlige mennesker langs ruten.

Jeg kunne mærke, da vi nåede tilbage ned mod fjorden og skudebåde-havnen, at jeg også selv var ved at blive træt, men som det sker når man kæmper i flok om at nå et mål, så var der opmuntringer i luften overalt hvor jeg kom frem. Alle hjalp hinanden, alle kæmpede det bedste de kunne og alle stod sammen for at nå frem til målet. Var der én der stoppede op, var der straks flere løbere henne og opmuntre og opildne til videre fortsættelse.

Og så, efter 20 km. omgivet at de dejligste løbere man kan tænke sig, kunne jeg begynde at ane afslutningen. Vi løb langs kajen, tilbage mod Nordkraft og stoltheden boblede frem i min indre luftlomme, en stolthed der fjernede trætheden, fik mig til at rette snoren helt ud og den orange farve til at skinne klart og tydeligt. Jeg beamede lys til løberne omkring mig, og signalerede at nu var det tid til at sætte spurten ind og indfri målet. Nu var det tid til at fyre det sidste krudt af inden forløsningen ventede på den anden side af mållinjen.

Og så, næste lige så hurtigt som det var startet var det slut igen. Jeg kiggede mig omkring og så folk kramme, grine, le og rette ryggen i en stolthed der uden tvivl ville blive siddende i kroppen de næste mange dage. Sikke en oplevelse.

Jeg selvendte i hånden på en lille dreng – og tog med den sødeste familie hjem. Og den aften, siddende på sengekanten over en lille sovende dreng, lukkede jeg lidt luft ud, mens jeg lukkede øjnene og nød min, hvis jeg selv skal sige det, blændende debut som fartballon til Aalborg Halvmarathon.

Kærlig hilsen Fartballon 2:00, som håber at se en hel masse dejlige løbere om ikke sååå forfærdelig lang tid. 😀

Share: