Min gode ven Luan (kaldet Lyng i folkemunde) har opnået en helt speciel status i løbeverden. Luan fuldførte for et par uger siden et marathon på et af klodens koldeste og mest ufremkommelige steder, Antarktis og fik ud over den fineste medalje også en yderst ekstravagant medalje. Luan er nu fuldgyldig medlem af klubben ”Seven Continents Club”.  Han har, som den anden nordjyde nogensinde, formået at løbe et marathon på alle klodens 7 kontinenter, det har kun én nordjyde (Bjarne Jensen fra Hals) gjort tidligere. Nå ja, og så skal det lige tilføjes at Luan vandt løbet og fik en velfortjent hue i 1. præmie.

Jeg har helt eksklusivt fået lov til at interviewe Luan her umiddelbart efter hans hjemkomst, og her er hvad der kom ud af en stille løbetur en helt almindelig tirsdag aften.

Luan startede for 6 år siden med et marathon i Hongkong, og det der egentlig blot skulle have været et -tjene penge til en rejse og et marathonløb i Hongkong – projekt, blev til et 6 årigt projekt, med masser af arbejde for at tjene penge til rejserne, og så ellers rejse og løbe rundt omkring i verden. Og for 4 år siden blev løbet til Antarktis booket og målsætningen om de syv marathons på syv kontinenter til en mulighed. Her i marts måned var det så endelig blevet tid til at indløse billetten til verdens sydligste kontinent og få det sidste marathon af de 7 på bogen.

Rejsen startede med samling af deltagerne i Buenos Aires på et stort hotel med masser af prompt og pagt, taler og informationer. Deltagerne på turen var primært amerikanere, med nogle aussier og kiwier og lidt andre nationaliteter imellem. Luan var eneste dansker. Efter tre dage med lidt sight seeing i hovedstaden var der afgang med indenrigsfly til USHUAIA (Verdens sydligste by) hvor båden, en ældre russisk herre af et undersøgelsesskib, lå klar til at bringe deltagerne tværs over det stormomsuste Drake stræde. Det blev en hård to-dags sejltur med søsyge i kahyt med en malaysisk mand som roommate og et fælles toilet på gangen, inden skibet endelig lå for anker i havet, med de utallige små øer der omkranser den Antarktiske halvø.

Pingvin-selfie 😀

Før selve løbet var der planlagt ture til forskellige øer med pingvin-selfier, hvalsafari, sælspot og kajaktur. Og af mængden af billeder og Luans begejstrede fortællinger, er der ingen tvivl om, at naturens “ta selv bord” på den sydligste del af jordkloden har været en stor oplevelse. Nå ja, så var der jo også lige en obligatorisk dukkert i ishavet, en dukkert der udløste det fineste diplom og som vist bare er en ting man MÅ gøre når man endelig er kommet til de sydlige himmelstrøg. 😀

Dametoilettet 🙂

Marathon løbet foregik på en af øerne, og da der overalt på antarktisk er total plastik-forbud, – der må med andre ord ikke medbringes noget som helst til øerne, heller ikke når man skal løbe et marathon løb. Så blev deltagerne sejlet i land til en dag, hvor toiletbesøg foregik i en spand med plastic for mændenes vedkommende, og en tilsvarende spand med et myggenet-lignende telt omkring for damerne. Der var vandflasker som deltagerne kunne benytte, og energibarer skulle pakkes ud og puttes i lommer inden ankomst til øen.

Ruten var et benhårdt rundeløb hvor der skulle løbes 6 runder, der bød på både mudder, is, stigninger, store sten og ufremkommelige stier. Og trods det store held at løbet faldt på en dag hvor vejret artede sig over al forventning, så var det bidende koldt og som Luan sagde ”noget at det hårdeste jeg nogensinde har prøvet”. Luan havde fra starten lagt en plan, men øjnede hurtigt at han godt kunne følge den førende mand, og da denne gik ”kold” ved 25 km, overtog Luan føringen og pressede sig selv til det yderste for at holde den til mål. Det lykkedes. Luan løb som første mand, og vinder af Antarktis Marathon 2017 over strengen med syre i ben og en krop presset til det yderste.

Det krævede hjælp at komme i varmt tøj efter løbet, men så kunne Luan også langt om længe få medaljen og symbolet på Seven Continent Club hængt om halsen. Om aftenen stod den på sejrsmiddag med præmieoverrækkelse hvor Luan blev hyldet og kunne modtage den fine 1. præmie, en dejlig varm hue.

Der ventede flere naturoplevelser de næster par dage og så stod den ellers på endnu en omgang ”to dages søsyge” før Luan var tilbage i civilisationen og sejr og billeder endelig kunne flashes på de sociale medier. 😀  (pingviner bruger åbenbart ikke smartphones på sydpolen)

Næsvis pingvin tjekker om løber-benene er klar til den store udfordring. 🙂

Luan kom hjem i søndags, og mens vi løb tænkte jeg flere gange, at hans begejstring for turen ikke var så voldsom som forventet. Jeg spurgte om det var rigtigt og Luan svarende, at han jo havde ventet og forberedt sig i 4 år på at skulle afsted. Han vidste løbet ville være hårdt, han vidste sejlturen ville være slem og ja, så var der nok også en pæn portion ”Post travel blues” med i spillet – den der tilstand der nogen gange rammer i dagene efter hjemkomst fra en stor oplevelse. Det virkede plausibelt og gav mening. Men her til aften hvor jeg skriver dette indlæg, vælter det ind med billeder fra Luan. Og jeg fornemmer at det, at dele billederne og fortællingen om turen, måske i virkeligheden bliver det, der får rejsens storhed til at vokse i Luans erindring.

Og med de syv marathons på syv kontinenter – Hongkong, Sydney, Buenos Aires, Cape Town, Antarktisk, Vancouver og Berlin, (+bonusser Hamburg, LA, Shanghai og Phuket) er fremtidens mål mere håndgribelig. Luan skal være fartholder til Aalborg Halvmarathon i maj måned på tiden 1:30, han vil gerne forsøge at forbedre sin 10 km. tid (som i forvejen er fuldstændig vanvittig hurtig) og en tur til Brighton i 2018 for at løbe halvmarathon i byen, der var hans hjem i ½ år inden turen til Antarktisk. Og marathons – det gider han ikke løbe flere af…… i hvert fald ikke lige foreløbig.

Luan med vinderhue en kold dansk tirsdag aften i marts. 😀

Share: