Vi er i denne weekend flyttet til forstaden Gug i Aalborg i en kasse af dimensioner. En totalt herskabsvilla med alt det gejl man overhovedet kan drømme om. Sildebens-gulve, blyindfattede runder og guddødeme mig udsigt over selveste Øster Ådalen i Ålleren, det fineste grønne område med de lækreste løbestier. Jammen altså, how luckey can a girl be.

Flytningen stod på i ca. 48 timer og indebar tømning af vores gamle hus, indflyt i nyt (eller rettere gammelt) hus og rengøring og overlevering af det gamle hus (til dem der solgte os vores nye hus – Ren husbyttet). Og midt i al nedpakningen har jeg på én eller anden måde får kastet min løbe-mojo i en flyttekasse og overdraget kassen til min sindssyg stærke mand, der med lethed har placeret flyttekasser rundt i hele kassen i Gug. Og nu sidder jeg så her, på en hjemmearbejdsdag og funderer over hvor pokker min løbe mojo dog er røget hen.

Det hele startede I forgårs hvor jeg skulle løbe min ugentlige tempotur – et træningspas jeg sidste uge klarede i forrygende og lettere overlegen stil, og jeg havde da absolut de højeste forventninger til at gentage succesen. Jeg sprang i mine luckey sko (har vi ikke alle sammen de der yndlingssko, der bare altid bringer det bedste frem i én?) og luntede ud til 15 minutters let opvarmning efterfulgt af 23 min. i marathonpace. Det gik helt super, ingen kriser og ingen sirener, advarselslamper eller tudende tyverialarmer. Alt var godt. Efter hver sekvens a´ 23 minutter skulle jeg løbe 3 min let, og i det sekund jeg satte farten ned, begyndte min krop at slå koldbøtter i bedste gymnastik-opvisningsstil. Maven vendte rundt, som havde jeg kørt 45 gange baglæns rundt i lynet i Faarup Sommerland (den er herresjov i øvrigt), hovedet lukkede ned som var det et mørkelægningsgardin, og benene blev til geleklumper i stil med mormors gelerand. Jeg var færdig, sendt til tælling og uhyggelig toilettrængende. Og al videre træning var en saga blot.

Jeg luntede hjem med halv krydsede ben for at holde maveindholdet indenbords – og ja, det var dælme ikke noget kønt syn. 😀 Og da jeg senere på aftenen flød på sengen i stuen (vi er lige flyttet ind og alt roder og står forkert), havde jeg vitterligt ikke lyst til at løbe mere i laaaang tid. Ingen race, ingen træning, ingenting.

Nu 2 dage efter er min mojo stadig ikke vendt tilbage og i desperation har jeg vendt samtlige mails jeg har fået fra min guru i guds eget Trump-land – og fundet de formidlende sætninger der får mig til at tro på, at alt nok skal blive godt igen. Greg Mcmillan har i en artikel skrevet om hvordan life stress kan have impack på ens træning – og for den sags skyld også vejret, altså vejret har impack på træningen. :D. Greg skriver…

I’m always amazed at how upset runners get when a workout or race goes poorly when there’s clearly a reason for it. For example, let’s say you have an important deadline at work, and this looming project weighs heavy on your mind. But your training plan says to do a 30-minute tempo run. You try to squeeze in the workout at lunchtime, but the workout goes poorly. Any outsider can see that your workout was compromised by your work stress, but you’re likely to get worried about your “bad” workout and let it affect your confidence.

We tend to separate life stress from training stress. But they’re all part of one stress pie, and you can tolerate only so much of it, no matter how tough and determined you are.

The same goes for environmental conditions. If it’s hot, humid or windy, your workouts will be compromised. You may read that and think, “Of course.” But how often do you hope for a great workout even though it’s hot? This is setting yourself up for failure and disappointment. Instead, adjust your expectations and use the “bad” workout as a time to build your determination the quality that keeps you going even though the workout or race isn’t going your way.

Og manden har jo for pokker ret. Det er vel ret absurd at tro, at et benhårdt tempopas var det helt rigtige at klø på med, efter 48 timers flytning og et hverdagsliv i kaos. Det er så meget hovedet på sømment når han skriver, man glemmer at se hverdagsstres og træningsstres i en helhed. Det er så præcis en beskrivelse af mig. Jeg er så meget en sucker for at tænke ja, ja – jeg pakker hele mit liv i flyttekasser og tager lige en gang lettere stress på arbejdet oveni, men selvfølgelig kan jeg da sagtens naile 1 times temporun, og en træningscyklus der presser min krop lidt rigeligt i samme periode.

Lesson learned. 😀 – Jeg er åbenbart ikke supermand. Og mens jeg læser videre i mine online artikler fra min guru for at få gode råd til træning i stressede perioder, så kan jeg da lige smide et hint til jer læsere – Artiklerne kommer hver tirsdag i min digitale postkasse og bugner af gode råd, og er du interesseret kan du selv læse med i artikelbasen via linket her: https://run.mcmillanrunning.com/learn/?_ga=1.198387695.1927474034.1470817399

Og så håber jeg min løbe mojo popper ud af en tilfældig flyttekasse næste gang jeg går i kælderen. 😀

 

Share: