Jeg skrev tilbage i oktober at min søster var startet med at løbe (læs evt her ) Min søster der aldrig rigtigt har dyrket sport, og som flere gange har forsøgt at starte op på løb, men altid er gået i dvale igen efter kort tid. Min tanke var dengang, at jeg måtte gøre alt jeg kunne for at bakke Kristina op, starte fanklub, få folk til at smide supportbilleder af løb på IG, give hende løbetøj og løbegodter, og i det hele taget være den totalt bedrevidende storesøster klar med oceaner af umenneskelige gode råd og meninger. Jeg var så klar på supporter-banen.

Men før jeg overhovedet nåede at færdiggøre mine supportsange og kreere kæmpe store tifo´er der ville gøre selv Brøndbyfans misundelige, blev jeg overhalet indenom. Min søster tog simpelt hen sagen i egen hånd, meldte sig til Aalborg halvmarathon her om en lille måneds tid og løb målrettet efter program – og hvor jeg troede, det skulle være min opgave at sende motiverende beskeder, så var det i stedet min søster der jævnligt sendte smsér med fremgangsoversigt over tider og distance. Sagt med andre ord, min søster havde slet ikke brug for mig, hun klarede det helt fint selv.

I dag var vi til påskefrokost hos vores forældre, og vi havde på forhånd lavet en løs aftale om en løbetur sammen, nu hvor vi alligevel var i Hirtshals på samme tid. Jeg havde glædet mig vanvittigt, det var altså en fuldstændig uforklarlig stor ting for mig, at løbe sammen med min søster for første gang. En ting jeg ville have forsvoret aldrig ville ske hvis du spurgte mig for 1 år siden.

Vi løb afsted med en aftale om ca 4-5 km. og holdt et fint solidt snakke-tempo. Kristina fortalte at dét der var anderledes denne gang, det der holdt hende til ilden, var den fantastiske opbakning og det sociale fællesskab hun havde fundet i løbermiljøet. Kristina havde hooket op med en sej Hirtshalspige – Lennie som på fineste beskub hjalp min søster gennem længere ture, og introducerede hende til Havstrygerne, løbeklubben i Hirtshals. Oveni det er Kristina ansat ved et IT firma i Aalborg og siddende ved siden af en af Nordjyllands sødeste ½ marathon-løber Tina, var det umuligt for Kristina at undgå, at blive smittet af den løbebacille der invaderer kroppen og får motion til at føles som det mest naturlige i verden. Gennem Tina fik Kristina hooket sig op på Endomondo og kom med i et virtuelt løbefællesskab på arbejdet.

En løber på stranden i Hirtshals 🙂

De mange ”godt gået”, ”flot du kom afsted i dag” og ”sejt løbet” i Appen holdt ild i motivationen og pludselig løb min søster 21 øve-kilometer på under to timer, bare lige for at prøve det. Og nu – fortalte Kristina med et stort grin, er løbeskoene blevet en lige så naturlig del af klædeskabet, som alt hendes andet tøj. Her vidste jeg det var sandt. Min søster er blevet en rigtig løber. 😀

Vi nåede på dette tidspunkt fyret i Hirtshals, og jeg tog en hurtig beslutning – turen blev udvidet med en strandtur til Tornby – min søsters 1. løbetur på stranden og så endda på mit yndlingssted over dem alle. På stranden snakkede vi om det mentale ved løb, det med at hovedet nogen gange sætter grænsen før kroppen egentlig har sagt fra. Og bare det faktum at høre min søster har overskud til at arbejde med det mentale under hendes løb, fortæller mig at hun vitterlig er kommet langt på rejsen som løber. Det kræver overskud at begynde at reflektere over, hvorfor man agerer som man gør under pressede perioder. Vi talte om løbermiljøet generelt, og om at man nogen dage kan være en 10-km løber, andre dage en halvmarathonløber – og selvfølgelig var der tid til at tage billeder, kigge muslingeskaller og løbe over vand imellem al snakken.

En sandkat på vejen. 😀

Jeg nød turen så uendeligt meget. Tænk at jeg pludselig løb og snakkede sammen med min søster på det bedste sted i verden, i et fint tempo og med masser af overskud. Og lige der midtvejs med havet brusende som sød baggrundsmusik til vores samtale, blev jeg fyldt af en stolthed jeg næsten ikke kunne rumme. Jeg var- og er så møg stolt over min søster, at jeg slet ikke kunne udtrykke det. Min søster, en travl småbørnsmor der både håndterer 3 dejlige unger, hendes skønne mand, job, veninder, familie og stadig har overskud til at løbetræne 3 gange om ugen, og sætte nye fremtidige mål. Jeg forstår ikke hvordan hun gør det, men for pokker hvor var jeg lykkelig for at dele det jeg elsker uendelig højt – at løbe ved Vesterhavet med min søster.

Jeg ser altid åndssvag ud på billeder; min søster ser til gengæld altid blændende ud. 😀

Turen endte på 12 km og et eller andet sted på vejen fandt jeg min løbe-mojo igen. Jeg ved ikke helt hvor – eller hvad det var, men hele min krop hviler i erkendelsen af, at i dag var det min søster der viste mig vejen til løbeglæden. Så simpelt som at lytte til hendes oplevelser af fremgang, udfordringer, fællesskab og tanker om løb var alt der skulle til. Jeg elsker min søster og i dag føltes det igen som det fedeste i verden at løbe. Jeg nød friheden, oplevelserne og det mentale frirum der kommer af en løbetur uden planer for fart og distance, men som blot byder på en palette at oplevelser, sammenhold og grin efterhånden som man kommer fremad i løbeskoene.

Jeg krydser lige nu fingre for at min søster og hendes mand får solgt deres hus i Hjørring så de kan flytte tættere på Aalborg. Jeg vil elske at lunte fordi søster og spørge om hun skal med på løbetur en dejlig sommeraften. Sååå hvis der er nogen der kender nogen der vil købe hus i Hjørring – såååå.. 😀

Om lidt over en måned går det løs i Aalborg til Aalborg halvmarathon. Min søster løber hendes første halvmarathon, og selvom jeg har misset min chance for at løbe som fartholder sammen med hende, så er jeg 100% sikker på, at hun kommer til at klare det forrygende. Og lige så sikker på, at der under fejring af gennemført løb med familien i målområdet, vil falde en lille tåre eller to.

 

Share: