I Aalborg har vi en borgmester – Thomas Kastrup-Larsen, der udover at være en yderst dygtig og visionær politiker, også er en helt habil løber. Man finder ham ofte i startfeltet til de forskellige motionsløb i Aalborg, og det sker han indimellem lufter løbeskoene søndag formiddag med løberne fra Aalborg Atletik Klub. Og så forstår han i den grad at kombinerer de to egenskaber, til lutter glæde for os ålborgensere der elsker vores løbesko og vores by.

Her til aften stod den på et helt unikt arrangement i løbeklubben Amok. Arrangementet hed Borgmesterløb og betød såre simpelt, at borgmesteren dukkede op til en almindelig træningsaften i Amok, og løb som frontmand til en gang fælles socialtur rundt i Aalborg midtby. Undervejs var der stop ved udvalgte spots, og her fortalte borgmesteren om tanker og ideer inden for feltet byudvikling af Aalborg midtby.

Til aftens løb var vi med rund hånd ca. 50 kåde løbere klar til rundtur. Borgmesteren virkede oplagt og efter en kort orientering, gik det afsted i samlet flok mod rutens første stoppested, det gamle godsbaneareal. Her sprang Borgmesteren hurtigt og elegant op på taler-blokken, og berettede om pensionskassernes finansiering af byggeriet og planerne om at åbne op for den rørførte Østerå. Vi fik et indblik i det politiske kortspil, hørte om prioritering af grønne områder, boliger man har råd til – og muligheden for at fiske havørreder midt i en storby. Vi har en glad lystfisker af en borgmester i Aalborg. 😀

Budolfi Kirke i baggrunden

Videre til byens hjerte, Budolfi plads, hvor den smukke kirke i fremtiden vil få luft omkring sig til at stråle i al sin prompt og pragt. Og måske symbolsk for Aalborg; et hjerte fuld af træer, buske og skøn natur til byens borgere. Vi hørte om 24 meter lange busser. og et gammelt sygehus der lukkes med færdiggørelsen af et nyt stort super sygehus. Vi hørte om p-pladser og færdselsårer, og fik viden om hvordan man, i gamle dage i den letlevende by, behandlede kønssygdomme med tungmetaller hvilket gjorde nogle byggegrunde til mindre håndterbare. 😀

Vi løb en tur forbi ”Spritten”, det gamle varetegn for byen – Aalborg Spritfabrik der nu, efter produktionen af sprit er sendt op til Nordmændene, laves til et kunstcenter og prydes med, hvad der kommer til at blive verdens største faste kunstinstallation – Cloud City.  Og jo, den gode borgmester fik da også lige, til min helt store glæde, nævnt noget om en kommende chokoladefabrik i området; og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg påtænker at inkludere turen forbi en vaske ægte chokoladefabrik på samtlige af mine fremtidige løberuter. 😀

“Og her kommer der en chokoladefabrik..” sagde borgmesteren. 😀

Mellem hvert stop løb vi i små grupper og sludrede, og de stakkels fodgængere og cyklister måtte kæmpe sig igennem det støjende hav af glade løbere. Alverdens emner blev vendt akkompagneret af grin, drillerier og dårlige vittigheder. Og som kun en vaskeægte løbsarrangør kan, havde Gert sørget for at solen kiggede frem bag skyerne så snart vi nåede vandkanten.

Vi kontrollerede at byggeriet til det nye friluftsbad skred planmæssigt fremad, og vil stå være klar til om små 2 måneder, hvor det store landsstævne rykker ind for fuld skrue. Vi løb over Limfjorden via den nye kulturbro; og vi hørte om den helt nye bydel der bygges på Nørresundby-siden – Stigsborg Havnefront der kommer til at danne leverum for 7-8000 mennesker med både strand, skole, park og havnebusser.

Og mens et par halvsure måger skræppede op og forsøgte at overdøve borgmesterens passioneret tale, drejede jeg rundt og kiggede ud over vandet over mod den ”skyline” der åbenbarer sig langs Aalborgs havnefront. Der lå min by; den by jeg løber rundt i ca. 100 km. hver uge – og bag mig lovede borgmesteren masser af nye grønne områder og løbestier (det er jeg altså sikker på, han nævnte op til flere gange :D). Og lige der blev jeg komplet glad i låget. Omgivet af de dejligste løbevenner og med en borgmester der brænder for det han laver, og samtidig elsker at løbe. – Og ja, så kan det godt være jeg lidt kækt lovede at hjælpe borgmesteren ind på en halvmarathon tid på 1 time og 30 minutter til Aalborg halvmarathon; hvilket jeg allerede nu vil dementere. Det kommer nok ikke til at ske – jeg skal jo hjælpe min søster. :D. Men det var bare svært i det øjeblik ikke at blive grebet af følelsen af, at alt er muligt bare man bærer passionen i hjertet.

Borgmesteren takkede af, han skulle videre til næste arrangement – og vi løb tilbage til klubben til lidt vådt til ganen. Det var en skøn aften og en virkelig fed måde at se sin by fra en borgmesters vinkel og i løbesko. Jeg kan kun anbefale alle landets løbende borgmestre at stjæle ideen. Som Jesper og Dorthe sagde med store smil i ansigtet inden jeg dappede videre mod min hjemme-matrikel ”vi så endda steder vi slet ikke har set før”, en stor fed understregning af aftenens store succes.  😀

Share: