Vi kender det alle sammen, man starter med at løbe og løber hurtigt ind i alle mulige gode- og mindre gode råd fra velmenende mennesker, det være sig medløbere, løbemagasiner og diverse løbefora på nettet. Nogen råd falder som en appelsin lige ned i turbanen, mens andre lynhurtigt ryger ud til højre med et ”det virker bare overhovedet ikke for mig”.

Jeg har selv stødt på utallige skøre, tossede, fantastiske og direkte åndssvage råd i min tid som løber, og med alle de store forårsløb svirrende omkring os som bier om blomster, tænkte jeg det kunne være sjovt at samle lidt sammen, og høre hvad du kære læser har afprøvet af gode som dårlige råd.

Jeg starter ud med hunden selv, mine egne virkelige gode råd jeg har indhøstet:

  1. Til mit første marathon i Hamborg for en del år tilbage fik jeg rådet at smøre vaseline på øjenbrynene (det har jeg nævnt tidligere i et af mine første blogindlæg). Vaselinen sørger for at sved i øjnene undgås og gør det hele så meget lettere. Nå ja, så har det følgevirkningen at man lige samtidig kan style øjenbrynene i bedste Yuel Brenner stil, og ligne en total badass runner. (jeg har for nylig hørt at vaseline omkring tæerne forhindre alle de små vabler der indimellem sniger sig rundt på tåspidserne.)
  2. Brugen af Foam rolleren til selv-massage. Den bandit er noget at det bedste jeg har til at forhindre små-skader. Jeg fik den anbefalet af min kiropraktor som mente at jeg nok ville få stor gavn af at træne og løsne min bløddyrs muskler i ryggen. Jeg har efterfølgende benyttet hr. Foamroller til ømme lårbasser hvor han virkelig gør gavn.
  3. Det her er lidt skørt, men virker totalt. :). Jeg læste engang en artikel fra min løbeguru i Arizona at hvis man f.eks. døjer med at svinge armene fra side til side foran kroppen i stedet for frem- og tilbage langs overkroppen, og derved bruger meget mere energi på at drive kroppen frem; så skal man blot løbe en periode med tomlerne op i luften og knyttede hænder (i bedste ”tjek” stil). Når man løber sådan kan armene af én eller anden grund ikke komme til at svinge ind foran kroppen. Det lyder måske skørt – men det virkede for mig, så snart jeg blev træt i et marathon og begyndte med unoderne knyttede jeg hænderne løst og stak tomlerne op. Hvilket jo samtidig gør at jeg på mange af mine billeder fra marathonløb ligner en total overskudsløber. 😀

Min dårlige råd:

  1. Jeg så nogle eliteløbere, der løb med gels i kompressionsstrømperne og tænkte det var smart. Jeg har altid fundet det yderst besværligt at have gels med på længere løb (i hvert fald indtil jeg fik min fantastiske flipbelt). Og her var en umiddelbart smart løsning. Jeg prøvede det til at løb, og – to af mine gels gik i stykker og sølede både ben og strømper ind i sukkerstof. Det skete ca. halvvejs og resten af løbet løb jeg rundt med de stiveste og totalt ubehagelige strømper, og da jeg kom hjem efter løbet måtte jeg klippe den ene strømpe af, den var så stiv jeg ikke kunne rulle den ned over foden. Det råd har jeg ikke benyttet mig af siden. 😀
  2. Der er rigtig mange der har benyttet sig af magneter til at holde startnummeret fast på trøjen med. Umiddelbart en rigtig god ide, især fordi man undgår at prikke huller i tøjet med sikkerhedsnålene. Jeg prøvede det selvfølgelig også af, og måtte hurtigt erkende at jeg, når jeg finder ind i min lille ”marathon-hule-hvor-jeg-løber-i-mit-eget-lille-univers” ofte tager trøjen op til hovedet og tørrer mig. Det er ikke nogen god ide når man har magneter siddende på trøjen. Mit lille show resulterede i, at magneterne sprang fra trøjen som var det Hulk der bryder ud af den hvide skjorte, til stor fare (eller måske bare gene) for de omkringliggende løbere. Jeg er tilbage til sikkerhedsnålene igen. 😀
  3. Jeg holder Runners World og finder det som oftest drøn interessant. Men indimellem kammer det lidt over. Sidste efterår havde de en artikel om nogle forskere der havde fundet frem til, at hvis man tænker på døden mens man løber, er der en tendens til man løbere hurtigere. Ret morbidt og med mindre jeg skal løbe zombieløb, så er det absolut ikke et råd jeg har tænkt mig at følge. 😀

Det var mine gode og dårlige råd, jeg spurgte lidt rundt i mit netværk og fik følgende svar tilbage:

[stextbox id=”info”]Rico, arrangør af Coast2Coast skrev ”det første råd jeg fik af en mand i Strandby, en mand som løb marathon længe før det blev allemandssport. Han sagde: ”Find en flot pige at løbe bagved og nyd turen”.[/stextbox]

[stextbox id=”custom”]

Michael Harder var på vej til Hamburg og fik hjælp af en bilfuld Amok-løbere. De sendte mig følgende gode- og dårlige råd opsamlet efter mange år som løber 😀

Løb langsommere fra starten (du kan jo altid øge undervejs)
Glem alt om barer, gels og andre vidunder midler hvis du ikke har øvet det under træningen.
Nye sko og nyt tøj er no go til løb
Husk at drikke væske undervejs også selvom du ikke føler tørst.

Og et par dårlige råd:

Husk at sætte chippen på højre fod eller kan måtten ikke registrere din tid 😀 (det er en skrøne af de store)
Du må gerne løbe selvom du er halv-skadet (totalt no-go)
Du kan da sagtens følge med en løber på 60 år. (tror der var én i bilen, der havde fået sig en slem forskrækkelse engang. 😀 )

[/stextbox]

[stextbox id=”warning”]

Til sidst skrev den seje trailløber Mette Bjerregaard følgende gode/dårlige råd:

3 råd der virkede for mig:

1)  Tilbage i 2014 satte jeg mig for at løbe mit første ”hurtige” ½ marathon. Jeg allierede mig med løbetræner Rune Darling fra RunningNow, som præsenterede mig for et løbeprogram, der indeholdt ture i et tempo, som lå langt under mit sædvanlige tempo samt et ugentligt intervalpas. Rune mente stålfast, at det var vejen frem for mig, men jeg var mega skeptisk. Hvordan skulle et program med så mange langsomme ture gøre mig hurtigere? Men jeg gav det en chance, og det gav pote. 12 uger efter løb jeg i en tid, jeg aldrig havde troet muligt. Og lige siden dengang tilbagelægges langt størstedelen af mine ture i et tempo, der ligger et godt stykke under, hvad jeg faktisk KAN løbe.

2)  Da jeg skulle til at løbe længere langsomme ture, havde jeg svært ved at holde tempoet nede. Jeg blev rådgivet til at begynde at løbe og hygge mig sammen med andre, noget der altid har ligget mig fjernt, og som jeg egentlig ikke troede, at jeg ville bryde mig om. Tænk at løbe og snakke!! Men der var gevinst på to fronter. Jeg fik sat tempoet betydeligt ned, uden at det føltes akavet for mig, OG jeg begyndte virkelig at nyde de langsomme sociale ture.

3)  På mine ultra lange ture døjede jeg i begyndelsen med rigtig mange virkelig smertefulde vabler mellem tæerne. En af mine løbebuddies anbefalede mig at løbe i tåsokker evt. kombineret med en anden sok udenpå. Det har virkelig afhjulpet mit problem med vabler mellem tæerne.

3 råd der ikke virkede for mig:

1)  Da jeg skulle løbe mit første ultraløb, fik jeg ofte fortalt, hvor vigtigt det er at have styr på væske- og energiindtag undervejs. Jeg fik hjælp til at planlægge mit løb og anrettede små poser med det nødvendig energiindtag per time. Men det fungerede overhovedet ikke for mig, Jeg brugte alt for meget opmærksomhed og fokus på at koncentrere mig om, at få den rette mængde ind og følte endda heller ikke, at jeg havde brug for så meget som anbefalet. Jeg blev forvirret og lidt desperat, fordi jeg undervejs ikke kunne huske, hvor meget jeg havde indtaget, og det endte i kaos for mig. Det var alt for planlagt for mig. Jeg fungerer bedre med at mærke efter og følge min intuition undervejs – hvilket i øvrigt også gælder for det meste andet under et løb, det er yderst sjældent jeg stiller op med en klar strategi for et løb.

2)    Jeg blev en overgang anbefalet at løbe med pulsmåler, for at træne i det helt rigtige tempo. Men jeg oplevede, at jeg løb og kiggede på uret hele tiden frem for at mærke efter i kroppen. Jeg valgte at lægge pulsmåleren og fandt ud af, at jeg stort set kan mærke på mit åndedræt, om jeg ligger over eller under den anbefalede zone.

3)   Som ny løber fik jeg tit at vide, at jeg skulle suge til mig fra garvede løbere og lytte til deres råd. Men jeg oplevede ofte at modtage modstridende råd, hvilket forvirrede mig og gjorde mig usikker mere end det hjalp mig. Ret hurtigt besluttede jeg at prøve mig frem, danne mig mine egne erfaringer og generelt lytte til min krop. Det har fungeret for mig at lytte til min intuition langt hen ad vejen.

[/stextbox]

Det sidste Mette skriver syntes jeg er en vigtig pointe. Lyt til andres råd med et gram skepsis og få dine egne erfaringer hen ad vejen. 😀

Har du nogle gode- eller for dårlige råd du vil dele? så vil jeg elske at høre dine historier 😀

2 Replies to “Hallo – jeg har lige et godt råd til dig… :)”

  1. Jeg kunne tænke mig et råd til blodvabler under neglene. Smerterne starter når jeg har løbet ca 15 km og hvis jeg ikke stopper ret hurtigt bliver mine negle blå/violet nedenunder. Nogen gange falder de så af og så er man jo ekstra “sart”. Jeg har en som jeg har haft i flere måneder nu, den gør dog ikke ondt men det er en lidt aparte form for neglelak 🙂

    1. Uhhh – det lyder altså ikke rart. Blodvabler er det værste!. 🙂 og de pynter ikke synderligt på tåbasserne, især ikke her med sandal-tiden der nærmer sig. Kan godt forstå du er træt af det.
      Jeg håber der måske er andre der har et par råd til dig, mit umiddelbare og sikkert tåbelige råd er, at ændre til en anden sko-model med bedre plads til tåbasserne, eller måske bare et halv nummer større i den model du bruger. Nå ja, så kunne Mettes råd med tåspreder-sokkerne måske bruges?. Håber du finder en løsningen, ved at erfaring at mistede tånegle også betyder tykkere nye negle – og det ser altså heller ikke for kønt ud når man kører på version 6.0 af ny negl. 😀
      Rigtig dejlig løbeweekend til dig.

Skriv et svar til Heidi Johansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.