Som løber er der perioder hvor man syntes træningen er lidt op ad bakke, og perioder hvor alt føles som en leg. Det er helt naturligt og en del af træningscyklussen. For at adaptere og vokse til ny styrke skal kroppen lige en tur i dalen og rode rundt, før den er klar til at reagere på tuningen. Og nogen gange, har jeg oplevet, er turen nede i dalen en hård nyser at vende rundt. Nogen gange føles det som om kviksandet i bunden suger så godt fast om stængerne, at det nærmest er umuligt at se en vej ud af sumpen igen. Og så pludselig en dag – uden nogen som helst varsel eller tegn i stjernerne oplever man, at man som en anden Harry Potter har fået sagt den helt rigtige trylleformular, og transmogryffet kroppen ud af sumpen og ind i løbeparadis.

Sådan har jeg det p.t. 😀 Og jeg siger dig kære læse, det er absolut fantastisk – ikke mindre. Jeg oplever, at jeg pludselig er nødt til at tvinge mig selv til at stoppe på mine ture for ikke at løbe alt alt for mange kilometer, at jeg med glæde løber hurtigere, end den fart mine tempointervaller er planlagt til, og at jeg synger højt når jeg løber rundt alene i Hammer Bakker (Hvis du tænker stakkels rådyr, så har du fuldstændigt ret – de lider voldsomt når jeg kommer syngende i rungende falsk falset :D).

Jeg skrev om min manglende løbe mojo i indlægget her, og selvom jeg siden indlægget indimellem har oplevet lyspunkter, så har det ikke været de store positive sprogblomster der har floreret i mit sprog, når jeg evaluerede mine træningsture. Oftest har det føltes som en tung sej vandring ud over Sibiriens ødeslette – og det til trods for indkøb af alverdens nye gadgets og løbegejl. Min stænger har føltes tykke som stængerne på en jysk bryggerhest og hovedet fyldt med tåge og mågeklatter.

Og så pludselig ud af det blå er solen kommet frem bag skyerne, tågen er lettet, hovedet rengjort og benene skrumpet ind til spinkle kenyaner-stænger. Jeg oplevede i denne uge at angribe en stejl bakke blot for at komme til tops og tænke ”var det alt du havde at byde på, din tarvelige bakke. Du ser så sej ud – men du er jo kun et lille bump på grusvejen”. At løbe i øsende regnvejr og mudder uden at have den mindste smule ondt af mig selv, at drøne rundt på landevejen i langt hurtigere fart end planlagt mens jeg skrålede min ynglings sang, og toppen af drikkedunken – at løbe Løkken Marathon i dag og føle det hele bare spiller maks. (I øvrigt det fedeste marathon, klart anbefalelsesværdig. Jeg skrev om løbet sidste år – læs med her)

Jeg var så heldig at vinde Løkken Marathon i dag – jammen altså hvor det går. 😀

At være løber er som at være en rejsende i ukendt land. Ikke to år er ens, der er altid nye oplevelser, nye opdagelser og nye ting der forundrer og mystificere mig. Kroppen er måske en maskine, men for søren da en kompleks én af slagsen. Man kan skrue, tune, effektivisere og optimere nok så meget – og alligevel er det som om, krop og sind nogen gange bare beslutter i sær samhørighed, at nu har den stakkels løber lidt nok, nu giver vi lidt kredit for det hårde arbejde. Det hedder sig at man som løber ALDRIG skal sammenligne sine meritter fra året før, og forvente at krop og sind er i samme tilstand og leverer samme produkt. Hvert år er som en ny fin løbesko taget ud af kassen og parat til brug. Den ligner måske den fra sidste år, farven er måske den samme og formen er måske endda lidt forbedret, men når fudsen kommer i skoen får den sit eget liv og er på ingen måde som den sko fudsen kom i sidste år.

Jeg syntes det er en dejlig erkendelse, at hvert år er en ny begyndelse for løbere. Også selvom det kan være uhyggeligt frustrerende at opleve, at man bare ikke præsterer på samme niveau i en længere periode, og måske ikke løber i nærheden af det, man kunne året før. Det fede er, at med en kende tålmodighed og selvforkælelse vender laksen igen en dag op i strømmen, og gyder de små lækre basser der bliver til ren løbeglæde.

Så kære venner, hold ud når du rammes af manglende lyst – også selvom det måske er gennem flere måneder. Én dag vender det, en dag vil sol, måne og stjerner stå rigtigt og den totale løbeglæde indfinde sig. En dag vil træningen føles let som en legende sommerfugl og du vil have lyst til at råbe et højt JUHUEEEE og et stort HURRRAAA for alle os der løber.

Vi ses på gaderne; jeg vil være hende med det store overstadige smil klistret fast i fjæset. :D. Stort tillykke med gennemførelse til alle der løb i Løkken i dag, hvad enten det var 10km, halv- eller helmarathon. 😀

Hvor genialt er det ikke lige at have målområde samme sted som en isbutik. I LOVE IT. Måtte lige give en omgang milkshakes til Kim og Bruno, bare fordi jeg var så glad. 😀

Share: