Jeg indrømmer gerne at jeg ikke altid har været speciel glad for at bo i Aalborg. Jeg var ikke studerende i byen og flyttede hertil for små 10 år siden pga. ja… en mand, nå ja og så lige et job. Jeg syntes byen var grim og på ingen måde chamerende, og som en vaskeægte vendelbo med saltvand i årerne fra den barske vestkyst, så var klisterkanalen altså bare ikke rigtig noget der kunne imponere.

Jeg har gennem årerne forsøgt med alverdens små listige tricks og snu (hvis jeg selv skulle sige det) undskyldninger for at grave rødderne op af den ålborgensiske muld, og pile tilbage til det nordvestligste hjørne af Jylland. Det er bare ikke rigtig lykkedes mig, af én eller anden grund har de to mænd jeg har tilbragt de sidste 10 år sammen med været umulige at rive væk fra Ålleren – og jeg hang ved. (jeg har altså ikke haft to mænd på én gang – først var den ene der, så kom den anden :D)

Det er nu to måneder siden vi flyttede her til Gug, og jeg var tvunget til at finde nye løberuter. Og jeg må bare sige – sikke dog en øjenåbner. Nye stier, nye veje og med en kæreste der ikke er bange for at løbe steder vi aldrig har været før, kulminerede det hele i den mest sublime løbeoplevelse jeg længe har haft. 17 fantastiske km gennem Aalborg.

Jeg har ingen billeder fra turen, kun mentale – og et big time stort smil lagret sammen med de skønne indre billeder, der som et diasshow flipper gennem mit indre lærred.

Dagens løbetur startede efter arbejde og med en viden om, at hvis vi ikke kom afsted med det samme, så ville sofaen krybe op ad ryggen og tvinge os begge i knæ. Ud ad døren med en løs plan om at løbe til Vestbyen, hvordan og hvorledes var uvist. Vi ville bare tage det som det kom. Vi startede ud i Østerådalen, det skønne grønne område i vores baghave, og her midt på en bro over Østerå blev vi holdt op af et andepar – hr og fru Gråand. De kom fra stien på den modsatte side, og da min bedre halvdel stoppede for at binde en ny kællingeknude på de gamle løbesko, trampede de to rapænder målrettet ud til mig på broen og med kun en håndsrækning imellem os stoppede de op med store forventningsfulde øjne. Det var tydelig at de var forvent med lidt bedre service end det ”Hej Rapænder” vi kunne tilbyde.

De to ænder mistede interessen og fløj ned i åren hvor de sejlede væk en smule fornærmet. Vi fortsatte turen i Østerådalen, hilste på et svanepar med 3 grimme ællinger, og løb ud af området og kom til Chang fodboldbaner, hvor en flok tumlinger trillede ned ad en lille forhøjning iført benskinner og støvler. Og mens de lidt fortvivlede mødre uden held forsøgte at få tumlingerne over til fodboldbanerne, blev der hujet og råbt på banerne af ren intens legelyst og glæde.

Turen gik videre op til Mølleskoven, rundt på stierne hvor den tætte bøgeskov ikke tillod megen lys at slippe gennem løvet, forbi det gamle vandtårn og ud til lugten af zoologisk have og klatrende børn i klatrebanen. Foran os en smuk åbenbaring af en udsigt over den skov vi lige var kommet fra, over Frejlev i det fjerne og med den kobolt blå Limfjord hvilende dyb mørkeblå skyer hængende over skuldrene.

Vi løb ned til Kridtgraven, fulgte en græssti rundt hvor vi blev modtaget af en berusende duft fra hybenroserne. I bunden skræppede en bestemt og let bekymret andemor og gennede de ca. 20 rollinger – og andefar sikkert ind til kanten. I søens fjerne ende plaskede en flok unger rundt med snorkler under kyndig supervision af voksne, og på stien foran os kom 4 svømmere klædt i våddragt og badehætte (lyserøde vel og mærket) traskede ned mod dagens træning med smil på læberne.

På grusstien tilbage mod midtbyen og forbi Aabs hjemmebane løb en flok unger og spillede rugby mens snevejr af blomster fra hæg dalede ned over os som den smukkeste vinterdag. Der var stille foran byens stadium, Aab er gået på sommerferie, og via en cykelsti blev vi ført hen forbi den pragtfulde bygning der rummer Kunsten – Aalborgs kunstmuseum.

Vi løb ned og fandt fisketrappen og kilen, der førte os langs den dovne majestætiske Østerå tilbage til udgangspunktet Østerådalen. Og mellem masser af andre glade motionister løb vi en runde, mens fugle af alverden slags (Jeg kan kende en måge – det er vist dét :D) sang de fineste triller.

Det var så fin en tur – og som min bedre halvdel så rammende sagde, ”Vi har løbet 17 km. og stort set kun løbet i naturområder. Og vi er midt i en storby!!!!. Og her, en stille aftenstund må jeg ganske enkelt erkende – jeg er forelsket op over begge ører. Jeg er forelsket i min by Aalborg. 😀

Share: