Det første Flensburg liebt dich marathon løb af stablen denne weekend. Vi havde besluttet at kombinere løbet med et besøg hos et par løbevenner vi mødte, da vi løb i Cuba, og kombinationen af selskab med de skønneste dejligste mennesker og et fuldstændig fantastisk løb har gjort weekenden til noget helt særlig.

Flensburg liebt dich Marathon var et klasseløb, og et løb man på ingen måde ville tænke blev afholdt første gang, hvis man ikke vidste det. Der var tysk grundighed og perfektion over hele arrangementet. Startnummer blev hentet dagen før, sammen med en super fed løbetrøje og den fineste lille pixibog med illustrationer af ting vi kunne møde på ruten. 🙂 Alt var let og ligetil – super service og ingen kø.

Løbet bød på Marathon, halvmarathon og staffet, og i går morges stod vi så klar til start kl. 9:00 midt på gågaden i Flensborg. Al bagage var forinden afleveret indenfor til opbevaring i et shopping center, hvor man samtidig kunne få lidt at drikke og spise inden start. – Og hvis det ikke var nok, så kunne man, som min søde kæreste lige stikke ind til bageren og få en morgenbasse med ned i startblokken. 😀

Starten var ikke opdelt i startbåse, men fartholderne sørgede for fin afmærkning, der var fin plads og stemningen var høj. Som altid er tyske løb en fest fra start til slut, det samme gjaldt i den grad Flensborg hvor publikum (og løbere) blev opildnet til at klappe højt og skabe gåsehuds-stemning, mens balloner blev sendt op i luften. Det var så fin en start og vi blev sendt afsted glade og forventningsfulde.

Ruten var en 14 km rute der for marathon-løbere skulle gennemløbes 3 gange. Jeg startede ud sammen med min bedre halvdel og vi løb optimistisk ud på ruten sammen med 3.15 ballonen.

Ruten løb gennem gågaden og ned mod lystbådehavnen, hvor vi blev guidet over på modsat side af fjorden og løb på vejen ud mod vendepunktet den smukke “Marineschule Flensburg”. Vanddepoter var spredt ud på ruten for hver 1,5 km. og der var masser af opbakning fra hujende tilskuere og løbshjælpere på ruten. Efter et asfaltstykke løb vi langs havnen – her var ruten todelt, så man efter første passage mødte de øvrige løbere på tilbagevejen. Det var tilfældet flere steder på ruten, hvilket jeg syntes er en super fed ide. Der er bare ikke noget mere hyggeligt end at møde de andre løbere og sende ”hej” og “godt løbet” over på den anden side.

Med 3.15 ballonen var en anden dansk pige, Lone fra Ikast og vi faldt hurtigt i snak. Hun var det sødeste væsen, og regnede med en sluttid omkring mig, så vi lavede en løs aftale om at løbe sammen og holde hinanden ved selskab.

Efter stykket langs havnen løb vi op – og op – og mere op af en lidt styg stigning, som efterfølgende fortsatte op til et militærområde hvor vi fik det største løbsmæssige højdepunkt, da vi for fuld højttaler opråb, jubel og klapsalver løb en runde på atletikbanen. Genialt havde arrangørerne lavet skiftezone for stafetløberne netop på banen, og der var derfor masser af heppere der tiljublede os løbere. Det var vildt sjovt! På vejen rundt blev jeg grebet af stemning og satte farten op så jeg mistede Lone. Og da min kæreste løb et stykke foran, besluttede jeg mig for at hente ham i stedet.

Tilbage igen langs fjorden løb vi hele vejen tilbage til lystbådehavnen med en frisk havbrise ind mod ansigtet. Igen var der massere af tilskuere, og man følte sig virkelig velkommen som løber i byen. Vi rundede fjorden – igen ved en skiftezone for stafetløberne og med masser af ståhej, og løb over på modsat side langs havnen ud til et vendepunkt ved den gamle byport. Den fik vi lov til at løbe igennem med herlig skæve brosten under fudserne og et historisk vingesus over hovedet. Så var det ellers ud til vejen igen med kig til fjorden, inden vi løb op ad den gamle gade Oluf-Samson Gang. En gade belagt med totalt skæve brosten og hvor luderne for mange år tilbage udstilte deres attributter i vinduerne for at ægge de mange handels- og sømænd i byen. Nu er husene i gaden renoveret, og netop her sad en familie og sørgede for at vi løbere fik en fest på vej op ad den stejle stigning. Det var i øvrigt fuldstændigt fantastisk især på 3. runde hvor brostene fik musklerne i benene på overarbejde.

Tilbage i den lange gågade løb vi mod start – og gentog hele den fantastisk varierede rute 2 gange mere. Der var mange sving på ruten, der var brosten og der var lidt stigninger – ikke umiddelbart en pr rute, men til gengæld en 5 stjernet oplevelsesrute. Øjnene kedede sig aldrig på turen, så smukt og så mange fine bygninger. Depoterne vekslede mellem vanddepoter og vand + forplejning; det fungerede til ug, og de søde hjælpere rakte vand ud til os løbere når vi løb forbi. Og sørme om ikke også der var stillet rom og cola – og en skål m&m’s ud ved en restaurant langs fjorden, hvis nu man løb ind i en større krise. 😀

På sidste runde løb man forbi startportalen og de 195 meter hen til målstregen hvor medalje, vand og cola ventede løberne. Alle blev filmet og kunne efterfølgende hente et videoklik af præcis det øjeblik man stolt krydsede mållinjen – og tilbage ved bagageopbevaringen ventede alverdens lækkerier og mulighed for gravering af medalje.

Alt fungerede perfekt, jeg kan ikke finde et eneste punkt at klage over. Og stemning var simpelt hen bare i topklasse. De kan altså bare det der tyskerne. Jeg kan på det kraftigste anbefale Flensburg liebt dich marathon der løber af stablen den 10. juni næste år.

På vej i mål med Verner foran 🙂

Og mit eget løb, tja det gik bare helt fantastisk. Jeg fik følgeskab af den sødeste mand – Verner på cykel allerede på første runde, og han fulgte mig resten af turen. Han var super sød til at pege på huller i vejen, eller ting jeg skulle passe på, og han lod sig indimellem falde tilbage til min side med et opmuntrende ”Det ser bare godt ud”. Jeg er super ked af, at mit tysk er på niveau med en stump i børnehaveklasse. Ville så forfærdeligt gerne have talt mere med Verner og hørt lidt om hvad han ellers lavede.

Verner cyklede foran mig med skiltet Erste Frau 🙂 Juhuuueeee – jeg var simpelt hen så fantastisk heldig at vinde løbet, og få en fuldstændig vild oplevelse på podiet. Øverst oppe, til en præmieoverrækkelse af en karakter jeg aldrig har prøvet før, fik jeg overrakt et fuldstændig fantastisk trofæ. En guldbelagt 24k olivenkrans præcis som den grækerne gav vinderne til de olympiske lege i det antikke Grækenland. Kransen er lavet i Grækenland og var fløjet ind til Flensborg dagen før løbet. Jeg har aldrig i mit liv set så flot en præmie før. Og med tonerne af en melodi for champions stod jeg med det fine trofæ i hånden, skuede ud over menneskehavet og kæmpede med at holde tårerne indenbords. Det var det største jeg har prøvet som løber, og jeg takker arrangørerne så meget for at give mig og de andre løbere på podiet så fed en oplevelse.

Og med til historien hører at Lone kom ind som 2. dame og til mit held kom med på podiet. Lone er tysklærer til dagligt, og da jeg stod deroppe med en stor buket blomster, kom der en pige hen og pludrende noget på tysk. Jeg fattede intet, mit hoved var i tåger over den oplevelse der udfoldede sig for mine øjne. Så jeg nikkede bare og sagde tak – tak. Indtil Lone prikkede mig i siden og sagde ”Heidi, hun spørger om hun må tage dine blomster” – hvorefter der pludselig gik en prås op for mig. Pigen skulle tage blomsterne så jeg kunne modtage trofæet. 😀 – Tak Lone !!!!

Og med til historien hører også at Lone, det seje menneske, for 1½ år siden brækkede anklen og fik opereret en masse metal ind i anklen med beskeden om, at hun aldrig ville blive løber igen. Og her 1½ år efter i Flensborg løb hun marathon for første gang efter skaden, og beviste overfor sig selv og alle andre, at hun er gjort af noget helt særligt. Uendelig antal times genoptræning og vandtræning med pensionistholdet gav pote, og et stort fantastisk mål blev indfriet. Og Lones kæreste/mand – ja, han var sørme med i Boston det år jeg også var med. Vi havde rejst sammen med Marathon Travel og havde boet på samme hotel. Verden er lille.

Og på den måde er vi alle vindere. Alle har vi en historie med når vi stiller op til løb, og alle der krydser målstegen er en oplevelse rigere, og er mange gange sin egen helt i lige præcis det sekund. Det er derfor jeg elsker at løbe. 😀

Billeder fra ruten er venligst lånt af Mikael Lassen. 😀

Share: