Jeg indrømmer blankt, jeg har aldrig kendt en spastiker, jeg har aldrig været i omgangskreds med én og i det hele taget har jeg nok, måske som rigtig mange andre danskere, en lille smule berøringsangst med det, jeg ikke helt forstår og kan helt kan genkende.

Onsdag aften skrev en af løbetosserne Sten følgende besked til mig ”Skal du have en ny løbeoplevelse? Team tvilling mangler løber til Coast 2 Coast 50 km”. Sten kender mig godt, og havde regnet ud, at skriver man sådan en besked til mig, så hopper jeg på uden at tænke videre over det. Og vupti, jeg var signet op som løber, med besked om at møde i Skallerup Klit fredag aften 21:15.

Og så blev det fredag hurtigere end Usain Bolt kan løbe en 100 m. og jeg kørte nordpå. Jeg var en anelse nervøs, jeg vidste ikke hvem jeg skulle mødes med, hvor jeg skulle gå hen eller i det hele taget hvad hulan det hele gik ud på. Det skyldtes i øvrigt ikke dårlig planlægning, men udelukkende det fact, at jeg var kommet med i aller sidste øjeblik.

I Skallerup spottede jeg en handicapbil, mødte et par af de andre løbere – og fik hilst på manden bag det nordjyske Team Tvilling initiativ, Michael Mark. Michael er en ildsjæl af guds nåde og en fantastisk imødekommende mand, der i den grad får “feel-good-stemning” frem i alle han møder. Og med et kram og et ”fedt du gad være med” følte jeg mig lige på stedet som en del af gruppen.

Forberedelserne bestod af nummerudlevering til handicap atleterne, samling og justering af ”voksen-joggerne” og ikke mindst pyntning af vogne med knæklys og musik. Stemningen var fuldstændig som forventet før et løb, og jokes og drillerier fløj gennem luften. En hjælper til Kristoffer en af handicap atleterne, fortalte om den gang Kristoffer var med i et løb i Silkeborg og skulle tisse lige inden start. De havde hjulet ned mod toiletterne, blot for at få besked om, at handicaptoiletterne lå endnu længere væk. Så er det skisme svært at nå starten konstaterede hjælperen, hvortil Kristoffer svarede kækt ”Men vi nåede det; det er fordelen ved at starte bagerst i et felt, man kan altid lige nå på toilettet og komme tilbage inden feltet er helt væk.”  Den berøringsangst jeg havde haft forsvandt som dug for solen, og jeg fik hilste på Leah, min handicap atlet – og lært lidt om hvordan man egentlig håndterer en voksen-jogger.

Og så var det ellers af sted. Kristoffer havde lavet en playliste til aftens løb, den blev afspillet på telefonen – I øvrigt en ting som var genstand for mange drillerier; sidste år bestod Kristoffers playliste af 8. sange, og det var blevet en lidt lang tur tværs over Vendsyssel med de samme 8 sange på repeat. I år havde Kristoffer sørget for hele 3 timers playliste, en playliste ved navn Bad Company. 😀

For fuld musik og med knæklys strålende på vognene rullede vi ud på ruten. Jeg startede ud med at løbe med Leah, der super kompetent fik mig til at mærke efter om skuldrene var afslappede, og om det føltes naturligt at løbe med vognen. Jeg havde i øvrigt den udsøgte fornøjelse at dele Leah med to super seje og yderst veltrænede gutter fra Militær Politiet Aalborg. De var lige som jeg, debutanter udi kunsten at løbe med voksen-jogger, og i samråd med Leah besluttede vi hvordan vi kunne dele tjansen mellem os.

Vognen er en udvidet udgave af de banecykler de bruger til handicap OL, forlænget i begge ender og med tri-bar på styret. Den er super let at skubbe (i hvert fald ligeud og nedad, – opad er der lidt mere motorarbejde) og drejes ved at man lægger vægten i tri-barerne, vipper forhjulet op og drejer stolen. Med Leah ombord vejer stolen ca. 69 kilo.

Jeg spurgte Leah hvad hendes handicap kunne benævnes som, og hun svarede at hun jo egentlig er spastiker. Problemet er bare, at med ordet spastiker har folk ofte et billede af en meget handicappet person i hovedet. Og selvom Leah er lammet i fødder, ben og ja, i det hele taget det meste af højre side af kroppen, så er hun skarp og vittigt, og kan sagtens begå sig i sin lejlighed i Nørresundby. Så i stedet for Spastiker brugte hun selv beskrivelsen ”Jeg har bare meget sammentrukne muskler”

Hun fortalte at hun var startet med løb i 2015 efter at have set et program i TV. ”Det vil jeg” havde hun efterfølgende sagt til sin far, der nok ikke helt havde set det komme, at hans datter to år efter var handicap atlet med 3 marathons, flere halve – og snart 3 stk. 50 km. løb på bagen. Og efter en del tilvænning i starten (søsyge og muskelkramper) var hun nu så trænet, at kroppen var begyndt at reagere positivt på motionen. Hendes fysioterapeut havde konstateret med undring – ”Leah, du laver øvelser du slet ikke burde kunne lave”, og selvtillid og velvære var vokset proportionelt med motionen. ”Den stol var en dyr udskrivning for mig, men hold nu op hvor har den givet meget igen. Det er den bedste investering jeg nogensinde har lavet” konstaterer Leah.

Og mens natten faldt på omkring os, nåede vi omkring emner som kærester (Leah har været kærest med en yderst berømt Team tvilling handicap atlet 😀), folks opfattelse af spastikere og drømme om fremtiden. Vi jokede med hvordan vi ville bremse stolen og løbe videre uden, fordi Leah talte konstant – og vi snakkede om livet som MPér med udsigt til 6 måneders udsendelse til Afghanistan, hvor en kontrolvagt-tjans ventede i den opdelte lufthavn i Kabul. Om kulturforståelse og livet som udsendt – og om hvordan mennesker interagerer med hinanden.

C2C er en stor løbefest hele vejen på tværs af Vendsyssel. Overalt er der tons af løbere og cyklister, og man møder de vildeste depoter undervejs. Halvvejs nåede vi Sindal hvor alle team tvilling mødtes med hjælpere og manden i front Michael. Her blev der justeret udstyr, tjekket op på velbefindende og drukket en lille kop svalende øl krydret med chips for de der havde brug for lidt kulhydrater – inden det igen gik videre østpå i det spæde daggry.

Leah fortalte om livet som nu pensioneret kontorassistent (Leah er 35 år), der bliver brugt med sport som omdrejningspunktet. Hun står for handicap bowling i Aalborg og er selv en habil bowler med 10 års træning på bagen. Hun går til svømning, og så løber hun med Team tvilling. ”Det er med at fylde hverdagen ud med gode ting, så dagene ikke bare går ud i et” – og det er vist noget alle arbejdsløse/førtidspensionister kan relatere til – at få mening i hverdagen.

Leah er en fighter med et gå-på-mod og en stædighed som en okse. (i den Kinesiske astrologi er oksen kendt for en urokkelige natur, der giver styrke til at pløje gennem modgang og nå mål; det er spot on på Leah). Hun har prøvet klatring, altså rigtig klatring op ad en væg, og hun er i gang med at forfølge målet om at fuldføre en triatlon i nærmeste fremtid. ”Det er lidt svært med den våddragt, når man er helt lammet i højre ben og derfor ikke kan give modstand nok. Opdriften i våddragten får mit ben umotiveret op i overfladen hele tiden. Men altså, det må jeg jo bare finde en udvej på, og lære at håndtere” konstaterer Leah. 

Selfie time 😀

Ingen udfordringer virker for store for Leah, udover det faktum at hun er afhængig af hjælpere til at udleve sine drømme. ”Min stol bevæger sig jo ikke en meter, hvis der ikke er løbere som jer der gider hjælpe mig”. Og jeg overmandes af et lille stik i hjertet da hun, på spørgsmålet om det ikke er frustrerende at være bundet til en stol, svarer at hun jo er født sådan og aldrig har prøvet andet. Og at man jo bare må bruge de evner man har og få det bedste ud af det.

Pandekagedepotet i Elling – morgengry , fuglesang – og et sammenhold af dimensioner

Langsomt nærmede vi os mål og Leah blev stille foran i stolen, trætheden havde ramt os alle og til trods for trætte ben og skuldre, hjalp vi alle hinanden ned til Palmestranden hvor målportalen ventede i vandkanten. Jeg løb det sidste stykke med min hånd i Leahs, rørt over en helt ubeskrivelig personlig oplevelse, og over den varme og åbenhed jeg var blevet modtaget med. Jeg var en fremmede der skulle skubbe Leah sammen med to andre fremmede gutter jeg aldrig havde set før. Vi endte i mål, 10 min før solen åbenbarede sine første stråler ude i Kattegats horisont, som 4 venner der (tror jeg godt jeg kan skrive på alles vegne) i den grad havde lyst til at gøre det hele én gang til.

Personlige grænser var blevet rykket. Vi lærte undervejs hvordan man løfter en lammet person op, hvordan remmene skal sidde, hvordan livet udfolder for en lammet person – og hvor fuldstændig en mindblowing varme, sammenhold og engagement, der i livsbekræftende ånd der hænger over hele team tvilling konceptet.

Det er ubetinget den mest givende oplevelse i mit løberliv, også selvom jeg måtte indkassere et klip i kørekortet undervejs. 😀 – og jeg håber af hjertet Leah har lyst til at have mig med på slæb, når Skagen Marathon løber af stablen til efteråret. Og så vil jeg i den grad opfordre alle løbetosser til at melde sig under fanerne. I vil ikke fortryde det. 🙂

Team tvilling Nordjylland har en FB side hvor man kan se videoer fra løbet i går – seriøst, det er virkelig sjove og skønne videoer.

Siden finder du her: https://www.facebook.com/Teamtvillingnordjylland/?fref=ts

Tak til Michael Mark for at give mig chancen som Team tvilling-løber, tak til Sten Christensen for at skubbe mig i retningen af Team Tvilling, tak til Leah for tålmodighed og for at give mig mit livs oplevelse (du er én af mine løbehelte!) – og tak til alle jer der på ruten i går jublede, klappede, og gav os den vildeste oplevelse. – Nå ja, og lige et kæmpe stort shout out til mine to medløbere – håber I klarede familie-dagen med bravur :); jeg håber inderligt vi samles omkring Leahs vogn næste år, samme tid, samme sted. 😀

Share: