Om de tre ildsjæle bag Runners.dk har direkte kontakt til vejrguderne ved jeg ikke, men én ting er sikker –  det er dælme god stil at sørge for høj solskin og lækkert sommervejr efter tre dage med konstant regnvejr. 8 timer med snuden i trailsporet er bare en kende mere tilgængelig når stierne ikke sejler i vand, og når man som mig, bestemt ikke er nogen trail-rotte og er lynende angst for stejle nedløb. Jeg var på forhånd skrækslagen for, hvad der ventede mig efter de mange dage med regn.

Hmm – havde vi misforstået noget?. Vores camp var ikke helt så prangende som de andres. 😀

Løbet blev afholdt i Rebild med base ved Comwell (sports)hotel, og med base mener jeg i bogstaveligt stand base. En stor græsplæne var lavet om til stævneplads, som hurtigt blev plastret til med telte og pavilloner mens musikken bragede ud over pladsen i bedste Hjallerup marked stil. Stemning var fra starten høj og efter uddeling af fine lodtrækningspræmier – hvor jeg igen igen må konstatere det bare ikke er min disciplin, jeg vinder aldrig og nøj hvor var jeg misundelig på de tre, der stak af med gavekort på overnatning med alt inklusiv i nabobygningerne.

Konceptet var lige til, løb så mange omgange på 8 timer som muligt på en runde a 6.7 km med 218 højdemeter pr. omgang (vi var ikke kommet for at holde badeferie 🙂 ) enten alene, på 2 mands hold eller på 4 mands hold. Min makker og jeg havde kækt meldt os til kategorien ”de seje”, 2 mands hold for damer. Det var en kølig maj dag, efter løb i Hammer Bakker, hvor vi planlagde den helt store træning op til løbet og gik med store drømme. Og som det jo går, så stillede vi til start i går uden nogen form for træning i skovene overhovedet. Ha ha, det virker som noget jeg har prøvet før. 

Til min store glæde skulle vi ikke løbe med stafet, jeg havde skræmmebilleder i hovedet af mig i høj fart ned ad en smattet sti, hvor jeg glider og sender stafetten 700m i modsat retning. I stedet var der placeret chip på startnummeret – og for hver omgang blev tid registreret både på person og på holdet sammenlagt. Godt tænkt.

Trædesten over åen – det var fedt. 🙂

Starten gik ud på en fuldstændig perfekt markeret rute, jeg har aldrig før oplevet så perfekt en markeret rute. Små orange flag til din højre side hele vejen rundt. GENIALT, selv ikke på sidste omgang hvor trætheden sløvede opmærksomheden og legede med virkelighedssansen, var jeg i tvivl om hvor jeg skulle løbe. Vi startede ud med en strækning lige efter mit hoved, lidt nedløb i skov, op igen til højdedraget og en fuldstændig blændende udsigt, fuld fart rundt på højderyggen, ned i dalen og fuld fart rundt på græsstier (med en lille balancegang på trædesten over åen). Jeg elskede det, det var perfekt terræn for en pixi-trailer som mig.

Vi krydsede hovedvejen under kyndig vejvisning og løb over i skoven på modsat side. Her startede mine kvaler for alvor. Efter et transportstykke, hvor jeg stadig naivt tænkte ”Hold nu kæ…, jeg er da en trailløber i liganiveau”, drejede sporet pludselig skarpt til højre og gik lige op i himlen. Halløjsa, hvad er nu det for noget tænkte jeg, og knoklede på. Jeg lærte i øvrigt hurtigt – med skælvende lægmuskler, at nogle stigninger bare er så stejle at man går, det kan simpelt hen ikke betale sig at løbe op. Et stykke af stigningen var så stejl at jeg, i bedste Emilie Forsberg stil satte hænderne på knæerne, lænede mig frem og prøvede at få tyngdekræften til at opgive sit job.

På toppen gik det mere op – indtil vi endelig fik lidt nedløb ned mod fugletårnet (for de læsere der har løbet HHs trailmarathon der foregår hver efterår på næsten samme rute, kan jeg uden omsvøb indrømme; jeg priste mig lykkelig for ikke at skulle en tur op i tårnet 😀). Og så gik det ellers nedad, på en stejl stejl glat sti som jeg forestiller mig MTB rytterne udfordrer hinanden på, når de skal spille superhelte. Jeg gled sidelæns flere gange og kyssede en lille flok juletræer på snuden under passage. Her kom min manglende tekniske evner virkelig til skue – jeg opfandt en dip-dip-dip metode der, på de efterfølgende omgange sendte mig sikkert, og helt i stil med Monty pytons gaggede gangarter, ned ad stien. Det var ikke kønt, men det virkede. 😀

I bunden var der vanddepot med vandposer, der er det mest geniale koncept når varmen hænger som fluer om ørerne. Med et lille bid i hjørnet kan man få både brusebad og lidt vand i munden. Jeg er vild med de poser 🙂. Et dejligt transportstykke sendte os hen mod endnu en brutal stigning, denne gang med skæve og ukurante trapper a la den kinesiske mur hele vejen op. Når man så med en dyb indånding tænkte man var på toppen, ja, så løb man lige lidt mere op. De 218 højdemeter var bestemt ikke en overdrivelse. Og så gik det ellers ned af endnu en lang glat og bestemt ikke ”normal-sko” venlig sti hvor min gaggede gangart virkelig viste sit værd. I bunden løb vi på græssti – selvfølgelig op ad en stigning, hvad ellers? Og nåede til sidst gennem skoven til p-pladsen ved indgangen til Rebild bakker, hvor der i løbet af dagen udviklede sig en folkemusikfest af dimensioner. Der er altså et eller andet fantastisk ved at løbe forbi et telt hvor harmonikaen vellysten strømmer én i møde, mens fødder tramper bestemt i teltgulvet. Man bliver sq lidt glad og glemmer i sekundet helt syren der sidder og piller én i næsen, og sveden der vælter ned over korpusset. 🙂  

Et lille stykke asfalt sendte os tilbage til en runde om hotellet og tilbage til mål/startportalen og skiftezonen. Genial rute med lidt for enhver smag. Seje Åse Møl (som jeg skrev om her Mine løbehelte) erklærede i én af vores hyggelige ventepauser, at stykket på den anden side af vejen (det med alle stigningerne og tekniske nedløb) var hendes favorit, hun var helt på hjemmebane når hun nåede det – alt før var bare opvarmning. Her åbenbarede forskellen mellem en pixi trailløber som mig, og en danmarksmester i trail i hendes AG sig totalt. Jeg kom aldrig til at elske det helt hårde terræn.

I mål sendte jeg min makker afsted og udviklede en lille rutine. Jeg smuttede ned til hotellet og fik koldt vand i hovedet, lurede om der var nogen jeg kunne udfordre i bordtennis, inden jeg returnerede til feststemningen i basecamp og slyngede mig på vores medbragte tæppe. Og så det var til tid endnu en tur i trail-karrusellen. Elsker at hotellet velvilligt havde givet os lov til at benytte deres toiletter, det var den største luksus at komme ind på velduftende hoteltoiletter i stedet for den klassiske stinkende Godik boks.

På pladsen var der et stort depot med alverdens lækkerier man kunne mæske sig i, mens man ventede (der kom sågar de lækreste kager fra den lokale bager) – og folk hang ud og hyggede sig med gamle såvel som nye venner, mens solen kærligt slikkede bare skuldre og næsetipper.

To glade trail-løbere

Min makker og jeg nåede 5 runder hver – 33,5 km. og 1090 højdemeter pr snude. (det kan godt mærkes i lårbasserne her dagen derpå) og endte på en 3. plads i det samlede regnskab. Det var hyggen der var i højsædet og hold nu op hvor det hele bare spillede maks for de 3 arrangører. Jeg elsker at der var plads på sporet, at ruten var så varieret, at musikken spillede på pladsen og at man aldrig var i tvivl om hvad man skulle, eller hvad der ventede. Kæmpe thumbs up.

Det eneste der virkelig ærgrer mig var min manglende forudseelighed. Jeg havde, af frygt for at falde og smadre alt teknologisk udstyr, ikke taget telefon/camera med ud på ruten. På 2. runde stod en flok velfede køer og gloede mystificeret på mig, da jeg hoppede fra sten til sten over åen – og just som jeg kom på land løb jeg nærmet ind i en ko. Jeg udbrød et lidt forskrækket ”hej ko” og fik et skræmt ”Muh” retur. – Det kunne have været året selfie. 😀

Runners.dk er et løbefællesskab med visionen om at få folk op af sofaen – og jeg kan med lykke i stemmen erklære, at jeg til hver en tid vil opgive den mest lækre bløde sofa for et Runner.dk arrangement. Det var en traildag i verdensklasse.

Læs evt. mere om Runners.dk her http://runnersdk.dk/forside.aspx        

Og se vi til næste år i Rebild; det tror jeg da nok vi gør. 😀

(billeder fra ruten er venligst lånt af Roldskovbladet.dk)

Share: