Engang imellem har jeg bare en trang til helt uden nogen former for årsag blot at råbe højt og inderligt – At jeg da i grunden bare knuselsker at være løber, og have så mange fantastiske løbekollegaer omkring mig. Gud hvor føler jeg mig beriget. Og er du vimmer jeg føler mig ubegribeligt heldig over mit løberliv. Og nu er det ovenikøbet lige om hjørnet med ferietid for mig, én uge mere, og feder jeg den for vildt i 3 lange dejlige uger. 😀 Det skal fejres med et par anbefalinger til underholdning, så I ikke keder jer i de lange lyse sommeraftener.

Først vil jeg med kæmpe stort A anbefale en podcast jeg faldt over ved et tilfælde. Jeg har tidligere skrevet om podcast i indlægget her Podcast – guf i ørerne, og jeg bliver ved med at forbavses over det kæmpe store potentiale det medie har. Nøj hvor jeg dog føler mig underholdt, når jeg løber mine lange ture med total inspirerende interviews om løb, for løbere. Love it. Min anbefaling her i sommeren er Man Bun Run. Hver uge tikker der en ny podcast ind og hold nu op hvor det interessante mennesker, den gode Rylee McDermott vælger at tale med. Jeg har blandt andet hørt om manden der har lært sig selv at tisse mens han løber – jo den er god nok, han sparer simpelt hen lige nogle minutter på ikke at stoppe op, men klarer det løbende. Konge underholdning i episode 30.

I episode 23 er det opfinderen af Altra løbesko, der fortæller hvordan hans passion for at hjælpe skadede løbere til at lande bedre, udviklede sig til én af verdens nok grimmeste løbesko, men til gengæld efter signede en ualmindelig god sko, når det gælder om at understøtte den menneskelig fysiologi i gentagelsernes verden. Endelig er episode 21 min favorit – og den episode der fangede min interesse – her fortæller Amber Green med et totalt vindende væsen, om rejsen fra 4.20 på marathon til pludselig at løbe 2.40 og kvalificere sig til det amerikanske OL kvalifikationsløb. Det er virkelig en fin og hyggelig samtale om dét at nå mål som løber, og holde momentum.  Man Bun Run – Absolut et MUST HEAR.

Jeg har i år to bøger på ferie-programmet, den ene er jeg kommet til at sluge før min ferie overhovedet er startet, den anden er forsvarligt låst inde i et Franz jæger pengeskab indtil første feriedag. Jeg læste, på lidt under en uge, historien om Lizzy Hawkner, én af verdens bedste bjergløbere og 5 gange vinder af Ultra Trail Mount Blanc. Lizzy Hawkner fortæller om hendes karriere, om opture med sejre og nedture med skader, og dedikerer et helt afsnit til at finde meningen med løb. Det er dybt fascinerende og en sindssyg god fortælling om passion og dedikation.

Den anden bog, som lige fik lov til at komme ud i lyset til et fotoshoot, er bogen ”Nowhere Near First” hvor Cory Reese fortæller om hans ultraløber liv i en meget nærværende tone. Man får nærmest følelsen af at løbe sammen med ham mens han gavmildt slynger om sig med anekdoter fra et løberliv, når man læser bogen. Bogen faldt jeg over, efter at have hørt interviewet i netop Man Bun Run podcasten episode 26. Det er virkelig én bog jeg glæder mig til at gå om bord i. 😀 – I øvrigt tjek lige hans instagram profil; den mand kan da virkelig lave hoppe-billeder til ug 🙂 (coryreese)

Begge bøger kan i øvrigt købes via amazone.uk – Og nej, jeg får absolut ingen procenter 😀

Har I gode anbefalinger til lækre løbebøger man absolut må unde sig selv? (skynder mig lige at tilføje at bogen ”Født til løb” allerede er blevet gnasket adskillige gange.)

 

Share: