I dag løb jeg søndagstur med Amok, noget jeg ynder at gøre med jævne mellemrum fordi jeg både får gode langsomme kilometer i benene – jeg sværger stadig til det langsomme løb, og får snak-afløb for en hel uge. Skisme bare i orden at rende rundt i godt selskab og kværne løb, uden at nogen be´r mig tie stille. REN WIN WIN. Jeg havde den skønneste tur, ren nydelse helt ud i tåspidserne, og efterfølgende, da jeg som den datanørd jeg jo er, overførte mine ”stats” til hr. Garmin Connect kunne jeg konstatere, at kroppen takkede mig for dagens 31 km. løbetur med den laveste puls længe. Ja, hvis man ikke vidste bedre kunne man forledes til at tro, at jeg var en omløbende mumie.

Det lå absolut ikke i kortene at jeg skulle opnå mumie tilstand søndag formiddag. Min uge har været noget af det mest tumulske jeg længe har været udsat for, ja man kan nærmest sammenligne det med Hamborg-tilstande i mit indre.

Jeg er typen der aldrig er syg, altså som i NEVER EVER. Jeg lever forholdsvis sundt, hvis man lige ser bort fra de utallige plader chokolader der ryger indenbords i skroget. :D, og jeg syntes egentlig selv jeg har ret godt styr på tingene. Det var udgangspunktet indtil i onsdags. Mit nye job er en 6 uger gammel baby der ikke just efterlader mig i den sødeste skønhedssøvn om natten. Det er i stedet en lille bandit, der udfordrer mig på stort set alt jeg troede jeg kunne og kendte til. Og oven i det, så blev familiebånd på brutalvis revet over onsdag over middag, ikke på grund af dødsfald – gudskelov, men absolut noget næsten lige så brutalt.

Og da jeg så, lige inden jeg forlod kontorpinden samme dag, lige fik rodet mig ud i en gevaldig bøf – og kom til at lave lidt ulykker på en kundes IT system, endte jeg med en tsunami af følelser og vendte hjem på matriklen med tårer i begge øjne. Når jeg er presset i hverdagen tyr jeg til min hemmelige narko, løb. Når alt bliver lidt for meget, smider jeg alt jeg har i hænderne, springer i løbeskoene, sætter Garmin til at finde satellitter, mens jeg fyrer op for Foo Fighters i Miiego bøfferne. Og så lapper jeg ellers kilometre indtil alt føles godt igen.

Det gjorde jeg også i onsdags, men noget stemte ikke. Min krop faldt ikke til ro, og selvom jeg løb i meget langsomt luntetempo kunne jeg næsten ikke få vejret. Tilbage på matriklen kunne jeg med gru konstatere jeg havde løbet 16 km. med en puls i snit 185 (det er 40 over normal vandstand og svarer til 16 km. hård hård intervaltræning). Her kan man da tale om en krop der melder klart ud – SÅ SLAPPER DU AF MESTER… Der var ikke andet at gøre. Torsdag bad jeg om hjælp til at få løst min lille bøf, og drønede efter job ud i vores lille refugium i Rødhus hvor jeg lå på sofaen og stenede resten af dagen.  

Fredag morgen forsøgte jeg mig med en morgenløbetur langs stranden – nu med puls 162 i langsomt tempo, og kunne konstatere at der stadig skulle gøres noget. Jeg fik taget nogle gode beslutninger, fik snakket en hel masse, og mærkede en langsom opklaring i tågedisen i knoppen.  Og langsom vendte jeg tilbage til mere normale tilstande, som kulminerede i formiddags med et smukt svar fra en tilfreds krop. 

Jeg er fuldstændig blown away over hvor tydelig kroppen melder ud, når noget er nok, og hvor hurtigt den returnerer til et glad lille monster når man behandler den godt. Det har været så tankevækkende en vild oplevelse. Hold fast hvor skal man bare lytte, når der bliver skreget inde fra dybet. Og med det som ugens læresætning, vil jeg betale min regning på 800 bobs for en ny bilnøgle (som erstatning for den jeg så kækt sendte afsted på forbrændingen), smække stængerne op på sofaen, og stene den til aften touren med et glas rødvin i hånden.  Jeg er lettet og glad – og lige på nippet til at bestille en løberejse i ren eufori… 😀

Tak til alle I skønne løbere der var med i dag. 🙂

Share: