Nogen mennesker er bare så betænksomme og fantastiske til at begå sig på de sociale medier. De formår altid at respondere på andres opslag, og der er altid en kærlig kommentar, en opmuntring eller en ”god bedring” med under kommentarsporet. Jeg er vildt imponeret, og en smule misundelig over jeg ikke selv evner disciplinen. Der er dem, der altid er klar med en sød kommentar på Instagram, og der er dem der bare altid har styr på hvem der har præsteret, og hvem der har fortjent et ”Sådan”.

Jeg er selv mildest talt en kæmpe klovn på de sociale medier. Jeg får aldrig rigtig skrevet noget pænt til folk, jeg får aldrig rigtig kommenteret og lykønsket andre løbere med deres fantastiske meritter, og jeg er en skovl til at få skrevet søde kommentarer og hilsner. Det er absolut ikke fordi jeg ikke gerne vil, jeg er bare alle mulige andre steder i mit lille hoved, og glemmer at give mig tid til at rygcrawle rundt på de sociale medier, og give feedback til mine virtuelle venner.

Så lækkert et løbeterræn 🙂

I lørdags var jeg tilmeldt det først Rødhus Klit Trail løb, der foregik små 4 km fra ferie-reden. Sikke en luksus, jeg kunne stå op 1½ time før start og springe på MBTén og cykle til start. Løbet var et trailløb arrangeret af Henrik Lund, med udgangspunktet fra Henrik og Janets dejlige nye sommerhus, og bød på en fantastisk tur rundt på heder, i skoven, over en stor knold og ja- i grøften. Vi fik alt det bedste Rødhus har at byde på, med undtagelse af en tur på stranden, og allerede efter første runde var fudserne plask våde og lårbasserne rødstribede af urtens slag mod de bare stænger. Det var en herlig pose blandede bolsjer lige efter mit hoved. 

Jeg skulle løbe marathon, men allerede efter første runde begyndte min højre lårbasse at skabe sig som en uvorn lille møgunge. Hver eneste gang jeg løb på lidt for ujævnt terræn råbte og flæbede baglåret ”neeej, jeg gider ikke; jeg går i stykker hvis du ikke stopper – stop nuuuu, jeg vil hjeeeem”. Og da jeg løb ud på 3 runde og stadig ignorerede det skrigende baglår, var den så næsvis at give mig et spark for lige at vise den virkelig mente det. Det gik bare ikke rigtigt. Tilbage i depotet efter 3. runde og en gennemført ½ distance valgte jeg at lytte til den skrigende møgunge, stoppe uret og udgå.

Jeg var dødskuffet, og havde så svært ved at rumme min egen beslutning. Og i bedste ”jeg tænker kun på mig selv-stil” tog jeg lynhurtigt min cykel og forsvandt fra åstedet. Jeg blev ikke og heppede på de andre løbere, jeg blev ikke og hjalp i depotet og jeg blev ikke hængende for at tage imod de mange skønne løbere der klarede distancen. Til mit forsvar skal det tilføjes, at vi skulle til familie fødselsdag om aftenen i Silkeborg, og jeg øjnede en mulighed for at komme hurtigt hjem og få en ekstra time til smukkeseringen. 😀 

Søndag morgen stod jeg op, og nærmest inden jeg fik tygget mit fantastisk rundstykke for Vestkystens bedste bageri Hune Bageri, tikkede der en besked ind på messenger. Det var løbsarrangør Janet, der lige ville høre om jeg var ok efter min skuffende DNF i går. Bare sådan uden videre, en lille betænksom hilsen.

Jeg blev simpelt hen så glad. Der sad jeg og var mega irriteret over mit dumme baglår, og mit manglende mod til ikke at gennemføre løbet, ja jeg nærmest surmulede en lille smule indvendigt. Janets besked fik mig til at mærke efter i lårbassen, den føltes heldigvis ok – lidt ramponeret, men ikke ødelagt – og til efterfølgende at anerkende, at jeg rent faktisk havde taget en god beslutning. Jeg var stoppet i tide. Og med et blev det der startede som en øv dag, til en super dejlig dag med en let lunte tur i skoven (iført et dejligt varmende lårbind til den kære basse), og en plan om at genopfinde styrketræning af basse i de kommende uger/måneder.

Jeg er simpelt hen så taknemmelig over alle jer, der er derude på de sociale medier. Alle jer der helt uselvisk gider bruge tid på de små kommentarer. Jeg ville ønske jeg kunne love jeg blev lidt bedre, men det er nok lettere at få månen til at blive firkantet inden det sker. Derfor vil jeg i stedet her på domænet råbe ud til alle jer løbere der poster jeres bedrifter. Jeg læser meget af det – og jeg tænker rigtig meget på jer både når det går godt, og når det går mindre godt. Og jeg prøver på at være god til at spørge ind til bedrifterne når jeg indimellem møder jer.

Til alle jer der klarede den hårde udfordring i Rødhus i lørdags; shit hvor er I seje – hver og en. Og for pokker hvor er det fedt at I løbsarrangører gider arrangerer løb, selv i jeres sommerferie, så vi tosser kan få vores fix. Jeg kipper med regnhatten og smider monster store virtuelle krammere ud til jer alle. Og så tuder jeg en lille bitte smule over jeg ikke var med til grillhyggen efter løbet i lørdags; nøj det så hyggeligt ud på billederne. Mon man kunne lokke de to kære mennesker til en gentagelse af løbet? 😀

Her var lige grøften vi skulle løbe igennem i lørdags. Mega sjovt. 😀

Share: