Når man besidder borgmesterposten i Danmarks 4. største by, så er man en travl herre og jeg var derfor yderst beæret over, at Thomas Kastrup-Larsen gav sig tid til at mødes med mig til en løbetur rundt i den by, han har været borgmester for i snart 4 år.

Det var en storsmilende Thomas jeg mødte ved Aalborgs 3. limfjordsforbindelse – sådan cirka; kulturbroen der giver Aalborgenserne mulighed for at trave/cykle over fjorden når de enten skal ud på lægterne og synge AAB supportsange, eller modsat over til strandparken og lige om ganske få år, over til masser af nye boliger. Aalborg er en by i rivende udvikling og borgmesteren er stolt og glad.

Thomas fortæller, at han startede med at løbe tilbage i 2007 hvor han bestred posten som rådmand for sundhed og bæredygtig udvikling. Der var røget lidt rigelig kilo på sidebenene, og tanken om et inaktivt liv kombineret med posten som rådmand for sundhed var ikke den rette kombination for Thomas. Starten på løbekarrieren skete gennem ”Start to Run” konceptet, et koncept hvor potentielle nye løbere fik løbetøj og træning og sparring i de lokale løbeklubber. Thomas havde løbet lidt tidligere som studerende, og det var derfor kærlighed fra første kilometer i løbeskoene. En kærlighed der lynhurtigt voksede sig stærkere, og som den dag i dag stadig er fuld intakt. ”Jeg løber mest af alt for at udfordre mig selv og kæmper udelukkende mod mig selv” fortæller Thomas, der ikke løber efter program, men blot forsøger at løbe lidt varieret med en blanding af bakkeløb, tempoløb og rolig løb spredt ud på de 20-50 km. der kommer på bogen ugentligt.

Løb bliver i høj grad brugt som et helle for tankerne i en travl hverdag. Det er på løbeturene de bedste taler kreeres, og det er løbeturene der prioriteres, hvis der i løbet af en ultra lang arbejdsdag opstår et hul i kalenderen. ”Det giver friskhed til at se tingene i et andet lys, og jeg er en langt gladere person når jeg får et afbræk med frisk luft og en dejlig tur rundt i byen. Når vi har budgetforhandlinger sker det, at jeg løber en tur når udvalgene arbejder i grupperne. Så bruger jeg løbeturen til at cleare hovedet og overveje mit næste træk” fortæller Thomas.

Det sker også indimellem at egentlige arbejdsmøder omsættes til ”løbende møder” hvor mødet flyttes ud i det fri i løbeskoene. ”Så kan vi jo også løbe forbi og se de ting der er på dagsordenen, siger Thomas med et smil”.

At være Borgmester betyder at man er en offentlig person. Der gik heller ikke mere end 3 min før den første ”god tur” fløj over mod Borgmesteren. Jeg spurgte hvordan det var at have folks øjne på sig, når man løber rundt i byen, og Thomas svarede, at det havde han vænnet sig til, og tænkte ikke længere så meget over det. ”Jeg løber for min egen skyld, ikke for at udstille mig selv som en slags sundheds-forbillede. Jeg har brug for løbet, det er vigtig for mig at have det overskud løbetræningen giver. ” At være løbende Borgmester betyder også, at den medbragte telefon til hver en tid kan ringe, og det er sket at Thomas under en løbetur tværs over Limfjordsbroen, lige måtte give et løbende interview over telefonen.

Vi løber ud mod det, der om ganske få år bliver til en ny bydel i Nørresundby – og mens vi taler, søger Borgmesterens øjne jævnligt over mod nybyggeriet til en kyndig granskning. Jeg spurgte om han kunne slippe arbejdet helt når han løber, og fik straks svaret ”Ikke helt. Jeg løber ofte forbi de områder hvori udviklingen sker, bare lige for at se om der er fremdrift og gang i byggeriet. ” Og jeg kunne ikke lade være med at overveje om bygherrerne mon ved, at man i Aalborg har løbende kvalitetskontrol i bogstavelig forstand 😀

En glad borgmester løber i mål til Aalborg Halvmarathon 2017

Thomas har løbet 4 marathons og har bedste tid fra Amsterdam Marathon. Men det er nu den halve distance der har vundet Thomas hjerte. Træningen til hel marathon er for tidskrævende til et borgmester job, og halvmarathon distancen passer perfekt til den træningsmængde der både føles godt tidsmæssig og gør det muligt at jagte personlige mål. ”Jeg vil så gerne under 1.30, bare én gang” fortæller Thomas med et smil. Han havde meldt offentligt ud, at målet i år var at komme under 1.35, og det, sammen med et vægttab gennem kostomlægning (eller nærmere kostopmærksomhed), førte til en tid på 1.33 ved dette års Aalbrog halvmarathon. Vægttabet har givet mere fart i løbeskoene, og efter vores 13 km. rundt i Aalborg kan jeg konstatere, at manden bare løber super godt og jeg er slet ikke i tvivl om, at målet nok skal indfries engang i fremtiden.

Jeg spurgte Thomas om løb bliver nedprioriteret når valgkampen for alvor blusser op her til efteråret, og fik svaret at løb sagtens kan kombineres med f.eks.. valgmøder som løbeture, hvor man løber rundt i de små byer og møder folk på vejen eller løber sammen undervejs. I det hele taget virker det som om Thomas generelt er et meget positivt menneske, som møder udfordringer med en ståfast tro på at ting lykkedes. Det konfirmerer Thomas, og tilføjer at han i sit arbejde som Borgmester benytter strategier der også benyttes når han løber. Troen på at være i stand til at nå sit mål, at lave delmål undervejs og altid havde den positive tilgang og tro på succes. Og jeg kan kun nikke anerkendende, det lyder som ting en løbecoach kunne have sagt til en eliteløber umiddelbart inden et stort stævne.

Vores løbetur tager os rundt i det Aalborg som vi begge holder umådeligt meget af, og undervejs falder snakken både på chillidyrkning – og ja, Thomas har være i audition hos Chili Klaus J, på grøntsagerne der dyrkes hjemme på matriklen, på snegle i spidskål og smagen af grønkål man selv har dyrket. Og Thomas griner højt da jeg forsigtigt spørger om der gemmer sig en lille ”Bonderøv” inderst inde. Jeg er i øvrigt ret sikker på at der med grinet fulgte et lille nik. Manden elsker haven og elsker at fiske – og nu kan jeg så afsløre noget virkeligt skørt – Thomas er uddannet instruktør indenfor fluefiskeri. 😀  

”Jeg kan godt lide at prøve ting og er måske nok lidt et legebarn” fortæller Thomas. Og de af jer, kære læsere, der fulgte med i det veloverstået Landsstævne i Aalborg vil vide, at Thomas prøvede alverdens idrætsgrene i de dage landsstævnet indtog Aalborg.

Vi snakker sundhed som koncept og de fysiske rum i byen hvor fysisk aktivitet opstår. Og selvom jeg i baghovedet godt ved, at Socialdemokratiet har sundhed som mærkesag, så overbevises jeg i høj grad. Thomas brænder for sundhed, han fortæller passioneret om KOL patienter, der efter uger med fysiske aktivitet opnår en så markant forbedret livskvalitet der direkte kan læses i øjne der stråler. Fysisk aktivitet giver livsglæde. Det er et vigtigt område for Borgmesteren.

Borgmesterløb sammen med Frank Jensen (Overborgmester Kbh) og Anne Mee Allerslev (Borgmester Kbh)

Forude venter DHL stafetten og den årlige dyst mellem Borgmesterforvaltningen og Direktørerne i kommunen. En indædt strid og Thomas indrømmer blankt, at han finder det drøn irriterende når man ikke kan komme forbi gående DHL deltagere. Han løber udelukkende efter en god tid, og ikke for at give high fives til folk på ruten. Og når vi nu er ved snakken om dyster, så havde Thomas inviteret både Frank Jensen (Overborgmester Kbh) og Jacob Bundsgaard (Borgmester Aarhus) til at deltage i Aalborg Halvmarathon til en god gang Borgmesterdyst. Men ingen af de to turde tage kampen op mod Aalborgs løbende kenyaner af en Borgmester. 😀

Vi runder Thomas’ hjem og inden jeg vender snuden retur mod min arbejdsplads hvor bilen holder parkeret fortæller Thomas med et stort smil, at han lige glemte at skifte til løbestrømper i dag og derfor har løbet hele turen i de fine bomuldsstrømper. Det kan godt være man, efter min helt personlige mening, er en sindssyg dygtig Borgmester, en dygtig løber og en fantastisk smilende og imødekommende mand, Aalborgs borgmester er også til tider en lille smule distræt. 🙂 

Jeg løb tilbage mod bilen totalt glad i låget. Det var den hyggeligste løbetur og en herlig snak om løb kombineret med livet som Borgmester. Min respekt er på det højeste for en mand, der forstår at kombinere en toppost i politik med løbetræning og jagten på personlige forbedrede tider.  

Share: