Mine løbeture har det med at have et element af fare hver eneste gang, jeg putter min sure løbefutter på fudserne og begiver mig ud i den vilde danske natur. Nogen gange bliver jeg angrebet af dræbersnegle, det sker faktisk ret ofte at en slimet klat hægter sig fast i kanten af min løbesko, og svinger sig op på min lægbasse i et bagholdsangreb værdig den mest hårdkogte forbryder. Et sådan bagholdsangreb resulterer altid i skrig og skrål fra min side; jeg hader – altså HADER de banditter. Andre gange er det mobilafhængige cyklister der udfordrer mine evner i disciplinen: spring for livet. Jeg er efterhånden blevet ret god til at spotte hvornår faren lurer; jeg sætter scenen – En ung cyklist med viltert hår nærmere sig forfra. Cyklisten har øjnene klistrer til mobilos som holdes i højre hånd, mens venstre hånd, efter bedste beskub, forsøger at agere både øjne på vejen og styringspind. Når man ser sådan en, er det med at råbe op i tide, og belært af bitter erfaring, på forhånd hoppe ud i rabatten. Det stakkels unge mennesker får et chok når man råber, hvilket oftest resulterer i et sving med cyklen, som svingarmen i Tivoli.

Det var blot et par eksempler på ting jeg oplever; jeg har tidligere skrevet indlæg om andre farer (se evt. her: http://thegreatnessofrunning.dk/?p=3359 ), og hvis du spørger min makker Jeanette, vil hun grine højt og fortælle adskillige anekdoter om vilde ting, vi har oplevet på vores løbeture sammen.

I går efter job, besluttede min kære bedre halvdel at vi skulle løbe en tur. Det var en beslutning jeg støttede op om med iver, og i løbet af næsten-nul-komma-fem, var katten fodret af og vi var på vej ud i verden. Vores mål for turen var at udforske et nyt område, et område hvor vi vidste der var MTB ruter, om end der var et stykke transportvej derud. Vejret var skønt og vi kom hurtigt ind i et flow, løbende i konvoj med mig forrest og manden lige bagved. Da vi rundede Østerådalen, det lækreste grønne område i Ålleren, spottede jeg foran mig, at køerne som går rundt og laver naturlig naturpleje, i dag var på den mark vi normalt krydser, for at komme ud på de større stier. Men livet er dejligt når man løber, og jeg forpuppede mig tilbage i mine løbetanker (der kredsede sig om nye løbedrømme), og glemte alt omkring mig.

Der løb jeg så og småsmilede, da jeg pludselig fornemmede noget stort ved siden af mig. Jeg kiggede op og – så døden i øjnene. Der, lige ved siden af mig, stod en stor vild malkeko der kun ventede på jeg kom tæt nok på, så den kunne hoppe på mig i et frontalt angreb. (Eller rettere der stod en ko, og måske var den i virkeligheden lige så skrækslagen som mig). Jeg sprang flere meter ud til siden i et spring, der minder om tigerdyrets hop i Peter Plys. Boiiiing – reaktions tid på ca. 0,005 sek. Jeg blev så forskrækket, at mit lille hjerte hoppede i trippelslag og jeg uvilligt udbrød en lyd a la auuuurrrgggghhhhh. Den stakkels ko blev skræmt fra vid og sans over mit stunt; den spurtede ned i den anden ende af marken, og stirrede skræmt tilbage mod det sindssyge menneske den lige havde haft konfrontation med. 😀

KOFRONTATION 😀

Tilbage på sporet med puls 170 løb vi heldigvis ind i en skøn gammel kollega, der lige havde tid til en lille update på dagligdagens skærmydsler. Min puls faldt til ro igen, gammel kollega fik en krammer og vi var på vej videre ud i verden for at finde sporet i Drastrup skov.

Da vi endelig nåede ud til skoven og fandt en gul rute, udbrød min bedre halvdel ”der er da godt nok en del længere herud end jeg havde forestillet mig”; og det burde måske havde tændt en pære hos de to eventyrlystne løbere. Det gjorde det bare ikke. 😀

Man kan vist godt ane pistolen begravet i taskes.

1 km. inde på gul rute stødte vi pludselig på en yderst suspekt taske i camouflage stof liggende helt umotiveret i kanten af sporet. Jeg stoppede op og bad, for en sikkerhedsskyld, min bedre halvdel kigge efter. Han åbnede modigt tasken – og konstaterede den var fyldt med attrapper-ting (jeg tænkte straks, okay, mega sejt ord; – der har sikkert været militærøvelse og de har tabt tasken da de kørte fra åstedet).  Min modige mand stak efterfølgende klør fem ned i tasken, og halede en skarpladt pistol op. GIIISP..Udbrød jeg (og tænkte, det er bandekrig, det er terrorister, det er en gal mand der render rundt) og nærmest skreg ”Ring 114”. Min kære bedre halvdel var lidt mere koldblodig, og sagde han jo ikke kunne se om det var rigtige patroner eller blot snyde patroner, men da vi ikke kunne lokalisere mennesker i en radius af 900 meter, gik han med til at ringe 114 om ikke andet, så for at orientere politiet om fundet.

Og mens vi så blev stillet igennem til vagthavende betjent, og forklarede manden situationen, myldrede det pludselig frem med folk og fæ (fæ = labradorer i alle mulige farver og størrelser) fra en bakkekam. De smilede vældigt og hilste venligt på os to måbende tosser, der stod i lycra med skræk i øjnene og en vagthavende betjent i røret.

”Nå, I fandt tasken” sagde den forreste mand med et smil. ”Vi er ude og træne jagthunde og skyder for at vænne dem til lyden. Det er bare løst krudt – se jeg har en lignende pistol i lommen” (den lignede på ingen måde den i tasken!!) Hvorpå han snuppede tasken og gik videre.

Og mens jeg kiggede forundret efter horden af mennesker og hunde der defilerede forbi os, afsluttede min bedre halvdel samtalen med vagthavende. Vi var meget stille da vi løb videre, det var simpelt hen for mærkelig en oplevelse til vi kunne sætte ord på. Hvor kom alle menneskerne fra? Hvorfor havde de ikke sat en seddel på tasken så uforstående kunne se det var ok den lå der? Var det virkelig løst krudt der var i pistolen; eller var de i virkeligheden en bande på jagt efter et uskyldigt offer? Thank God jeg ikke var alene på løbestien på det tidspunkt. 😀

Lykken er, når ens bedre halvdel kravler ind i hindbærkrattet og sørger for hindbær 😀

Måske var det på grund af chokket, i hvert fald endte vi med at løbe helt forkert og endte meget længere væk på en landevej ud mod Nibe, i stedet for som planlagt tilbage på den gule rute. Og det der blot skulle være en times hyggeløb blev til timers oplevelsesløb. Undervejs fik vi ædt os gennem et vildt hindbærkrat (I guder hindbærrene er lækre lige p.t.) og fundet hærvejen ind mod Ålleren. Vi var ude i 2½ time samlet, og var drøn sultne og udtørret som to rosiner da vi nåede hjem igen. Vi havde ikke medbragt vand, da vi jo bare lige skulle lunte en lille tur ud til skoven.

Det var en fuldstændig fantastisk løbetur; og for sørensens nogle oplevelser. Og så påstår folk at løb er kedelig ??? – Seriøst ????..

Share: