Jeg har en hel del løb jeg altid gerne har villet stille op i, men som de sidste 4 år er blevet nedprioriteret i kampen for at nå de 100 marathon. Et af dem er Skagensløbet, et løb der afholdes hvert år i august og tilbyder ruter på hhv. 6, 12 og 21,1 km. I år havde arrangørerne reklameret og lokket letsindige løbere med en ny hårdere trailrute; en ting jeg slet slet ikke kunne stå for og bare måtte afprøve.

Jeg meldte mig derfor til, og ca. 5 minutter efter min tilmelding kom en besked på Messenger. ”Er det dig der skal løbe halvmarathon?” Det var fra en gammel veninde jeg ikke har set i 5 år, hun var også tilmeldt og til min store glæde på samme distance. Vi aftalte derfor at mødes inden løbet, noget jeg glædede mig lige så meget til, som jeg så frem til at løbe rundt på et trailspor i Skagens smukke natur.

Arrangørerne (Skagens Orienteringsklub) havde virkelig styr på logistikken. Allerede på vej ind mod Skagen stod der skilte ud til landevejen og viste vej til stævnepladsen, og et stort P-skilt gennede biler – og cykler ind på rette plads, hvorefter man på 2 minutter gang nåede stævnepladsen. Jeg kom lidt tidligt, smed Ford børnecontainer og dappede over til start – og blev mødt af det største kram. Der stod min søde veninde og smilede, og præcis i det sekund var jeg 20 år tilbage i tiden, til den gang vi læste sammen. Og ingen af os var på nogen måde blevet en dag ældre. (næsten da.. hæ hæ) 😀

Efter masser af snak, afhentning af startnummer og den obligatoriske tisse-af-4-gange tradition var vi klar til start. Løbet blev skudt i gang med et båt fra et båthorn, og efter en lille runde på plænen ved målportalen, blev vi gennet ind på sporet der for størstedelen af ruten fulgte MTB sporet i området. Det gik op, det gik ned, der var lækket singletrack, transportstykker på grus- og skovveje, en lille smule asfalt og et mega sjovt teknisk stykke med sving som en rutchebane i Fårup Sommerland.

Jeg havde ikke camera med på ruten (jeg falder altid når jeg løber trial), så har kun et kort 🙂

Halvmarathon løb 12 km ruten krydret med en ekstra runde midt i strækningen, og vi havde den luksus af møde hele 4 væske-depoter på vores vej. Jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at forsøge at presse på. Det er ret lang tid siden jeg har presset mig selv på farten, og kombinationen af den fedeste trailrute og en fuldstændig unik fed præmie til vinderne af løbet, fik mig til at slippe tøjlerne ude på ruten. Det var SÅÅÅ vanvittigt fedt og sjovt, i hvert fald lige indtil jeg rundede 2 runde og løb tilbage mod mål. Her overhalede jeg en hel del af de unger der løb 6 km ruten (og som var startet en time efter halvmarathon), og bedst som jeg blærede mig med at suse forbi i mine trailsko, lå jeg pludselig med snotten i jorden. Det var en perfekt opvisning i ”Kids-dont-try-this-at-home”. Av altså… Jeg fløj selvfølgelig op som om det var meningen, man lige skulle lave et stunt på det stykke af ruten; og med jord og skovbund fordelt jævnt ud over mit korpus løb jeg storgrinende i mål.

Det var en fantastisk tur rundt på en rute, der var så godt markeret at selv en blind høne ville kunne finde vej. Thumbs up til arrangørerne; – en kringlet rute hvor jeg formår IKKE at fare vild, det sker ikke ofte. 😀 På et stykke af ruten – endda et af de stykker vi halvmarathon-løbere passerede to gange, åbnede landskabet sig op og åbenbarede en havudsigt med to stk. tankere flydende lige der i horisonten foran. Det er altså bare Skagen i en nøddeskal – mere sublime naturoplevelser, der bliver hængende som kunstværker på nethinderne, skal man godt nok lede længe efter.

Sååå fin en præmie. 🙂

Jeg løb i mål som 1. kvinde og vandt det fineste stykke kunst lavet af en lokal kunstner, og serveret med en gang kaffe, kage og chokolade blandet med beretninger fra den forgangne tid i min venindes hus, ja så er det altså ikke meget mere, man kan ønske sig på sådan en helt almindelig sensommerdag i august.

Næste år har Skagensløbet 40 års jubilæum, og jeg kan kun sende mine varmeste anbefalinger ud i æteren. Er du til monster fed trail og unik natur, så er det bare med at holde øje med FB gruppen når tilmeldingen til næste års løb åbner. Man behøver i øvrigt ikke trailsko for at løbe løbet, men det er klar en fordel hvis der er vådt den dag løbet afholdes

FB gruppe: https://www.facebook.com/Skagensl%C3%B8bet-253994224737434/

By the way – inden løbet, da min veninde og jeg på skift frekventerede toilettet i klubhuset, kom der en dame ind i klubhuset. Hun skulle løbe 6 km. ruten for 6. gang i træk. Nå ja, og så fyldte hun i øvrigt 80 år i næste uge. Det er eder mane godt gået!!! – Og hvis der skulle være nogen der kender til damen (hun må være skawbo), vil jeg super gerne mødes med hende og høre hendes historie. Det er da en værdig løbehelt. 😀

Share: