I søndags stod den på ½ marathon med søster med udgangspunkt på travbanen i Aalborg. Løbefællesskabet Runners.dk havde sammen Lindy fra Rigtige mænd sæson 1 inviteret til Fuld ild løbet, og søster havde modigt tilmeldte os begge på halvmarathon distancen, hendes 2. halvmarathon hvor jeg skulle løbe support og være funny-face når det blev lidt hårdt.

Rammen var super festlig. Inden løbet var der som altid lodtrækningspræmier og da jeg blev råbt op som 1. vinder af et Orbiloc sikkerhedslys, var jeg slet ikke til at få ned på jorden igen. Totalt overkåd stillede jeg mig op ved siden af søster og to af hendes søde kollegaer fra arbejde, klar bag starter-bilen. For selvfølgelig skal et løb på travbanen startes ved hjælp af en rigtig starter-bil, en bil med de der vinger der slås ind når krikkerne må give den gas. (hvis der er nogle travkyndige personer på linjen, kan I så ikke fortælle mig hvad sådan en bil egentlig hedder. 😀 )

Vi røg afsted som en flok vilde galopheste, en lille smule kåd og opstemt over at løbe på selve travbanen. Løbet var et rundeløb hvor vi fik 1½ runde i travsporet, inden vi løb en tur ned til lystbådehavnen og forbi endnu én af Aalborgs stoltheder – friluftsbadet. Herefter gik ruten direkte tilbage til travbanen til en omgang i det høje galop-græs. (Ok –jeg udstiller da virkelig min total uvidenhed mht. trav- og galopløb. Jeg aner ikke hvad banerne hedder; jeg ved bare der er noget der hedder en sulky. 😀 )

Og starten er gået….

Søster og jeg løb, sammen med hendes to kollegaer, første runde i let trav, og måske også for let trav – for hvad der for mig var en super hyggelig og fornøjelig tur med min yndlingssøster, var for søster vejen til helvede. Hun sagde ingenting, men løb stålfast runde efter runde mens jeg pludrede og overså alle advarsler, faresymboler og skrigende neonlys. En efter én stak kollegaerne fra os, og efterladt alene tilbage med endnu en rundes strabadser, brød søster sammen. Et sidestik havde gnavet de sidste 8 km. og hele søsters krop skreg STOOOOP i smerte. Hun endte på ryggen i græsset i indercirklen sendt til tælling som en anden bokser.

Jeg var rådvild og ulykkelig. Det var ikke sådan søsters 2. halvmarathon skulle ende. Febrilsk forsøge jeg at finde på gode råd der kunne hjælpe den stakkels lidende søster. Heldigvis kom der i det samme 4 engle fordi. Jens Peter var på marathon og dryssede en salttablet ud i søster hånd, det samme var skønne Mai-Britt der tryllede en druesukker-tablet frem, og sørme om ikke to skønne smukke kvinder ud af det blå, fiskede vingummi-energi frem fra lommerne og donerede dem til søster. Hold nu op hvor er løbere dog nogle fantastisk gavmilde og hjælpsomme skabninger. Med nyt mod på livet – og på gennemførsel af de sidste kilometer, rejste søster sig tappert fra dødslejet netop som kampdommeren talte 7-8-9 og skulle til at lukke kampen.

Vi gik en runde på travbanen arm i arm – og nåede ud til vejen hvor søster samlede al sin viljestyrke og erklærede ”nu løber vi”. Det gjorde vi – hele vejen forbi bådene og vandpolospillerne i friluftsbadet, tilbage til travbanen og ind på galop-græsset. Med målet inden for synsvidde, stadig med smerter i søsters maveregion, blev vi enige om, at denne medalje ville være et symbol på at overkomme det umulige, at flytte grænser man troede var støbt i beton, og at man kan så meget mere end man tror er muligt.

Søster på vej ud på 3. runde, allerede her kæmpede hun en kamp

Søster kom i mål og fik hendes yderst fortjente medalje. Jeg fik også medalje – og blev ramt af den sorteste dårlige samvittighed man kan tænke sig. Sikke dog en dårlig fartholder jeg havde været. Jeg havde ikke holdt hende tilbage i starten, jeg havde ikke bedt hende om at gå – eller endda stå stille mens hun drak vand undervejs i løbet. Jeg havde bare snakket og haft fokus på alt omkring os – i stedet for at kigge på søster og se hvor det bar hen ad. Æv altså.

Jeg havde travl med at kigge på alt andet omkring mig.. Her var lige et skilt. 😀

Jeg tror, at alle løbere oplever et løb som søsters på et eller andet tidspunkt i løbekarrieren. Et løb hvor alt går galt, og man på ingen måde rammer den ønsketid man satte sig for øjet. Et løb hvor det man troede ville være en kamp med uret, i stedet viser sig at være en kamp for overlevelse. Og jeg tror det præcist er det løb, der lærer os løbere aldrig at tage løb for givet. Man ved aldrig hvad man går ind til. Og et halvmarathon er ikke nødvendigvis bare noget man kører af på rutinen.

Jeg har selv været der – mit marathon nr. 2 var en katastrofe, hvor jeg midtvejs smed mig 20 min. i græsset før jeg fik samlet mod til at gennemføre. Den dag i dag husker jeg hver en følelse og hver en smerte i kroppen, da jeg var sendt til tælling. Det har sidenhen givet mig mod i andre løb hvor tingene også har været en kende for udfordrende. Hvis jeg kunne klare det dengang, såååå.  – Det er et godt mantra. 😀

Mit håb er at søster rejser sig og hopper på hesten igen. At hun tager oplevelsen fra i søndags med i rygsækken, når hun udfordrer de 21,1 km næste gang. Jeg hun i den grad tager tyren ved hornene, og laver en ren knock out på hendes næste halvmarathon. Nå ja, og så lige at hun tilgiver den lallende tåbe af en hjælpeløber hun havde hyret i søndags. 🙂

Share: