Molsløbet havde i år 40 års jubilæum. 40 år med løb i den smukke smukke østdanske nationalpark. Jeg løb marathon på Mols i 2013 og vidste derfor denne gang nøjagtigt hvad jeg gik ind til. Én af Danmarks top 5 hårdeste ruter. 42,2 km. uden et eneste lige stykke vej (stort set), og skrigende ømme lårbasser efter løbet.

Og hvorfor var det så lige jeg stod klar ved startstregen igen, og endnu engang udsatte mig selv for en så hård rute og for at ligne et vaskeægte kandidat til OL i gakkede gangarter efter løbet.

Jeg indrømmer det gerne om end lettere pinlig berørt. Jeg er totalt og aldeles forelsket i pokaler. Jeg elsker pokaler som min datter elsker hendes halvpartshest. Det er så barnligt, I know, ja næsten tenderende til det pinlige. Men jeg kan altså ikke gøre for det. Pokaler er min borderline, min besættelse. De giver mig et kick af at være en topprofessionel atlet omgivet af stjernedrys. Der er ikke noget jeg ved bedre, end at kigge på pokalhylden og beskue mine kære yndlingsartefakter. SÅ er det sagt.

Og netop pokaler er Molsløbet storleverandør i. De har de fedeste pokaler til både den mandlige- og kvindelige vinder af hver distance. Som regel er der ikke mange kvinder på marathon distancen, og jeg må blankt tilstå, jeg jagter lidt løb hvor udsigten til at returnere hjemmet i Ålleren med en pokal er forholdsvis stor. I år var jeg eneste kvinde tilmeldt på marathon distancen. 😀

Der er så også bare lige det ved Molsløbet, at det pga den sindssyge hårde rute på ingen måde er ”a walk in the park” at stille op og hjemtage pokalen. Nøj for pokker hvor skal man dog knokle for sagen.

Inden starten kl. 11.30 var der infomøde for marathon løberne med rutegennemgang. Det er en lille genialitet, der sammen med en rute optrukket med en hvid ideallinje hele vejen rundt (der er simpelthen malet med hvid kridtstreg hele vejen rundt på ruten), gør det til en leg for os løbere at finde vej på en ellers lidt kringlet rute. I år var der små ændringen pga. mængden af regn den danske sensommer har budt på.

Starten går altid lidt væk fra målområdet, nærmest som om man går ud i sit eget lille atmosfære hvor spænding og forventning samles i en klump af løbere. Og med et ægte skud (med løs krudt såmænd) fra jagtgevær løber man ud på landevejen indtil man når skovvejen på venstre hånd, og starten på en laaang stigning op gennem skovstier. Pulsen springer fra 120 – 180 på nærmest ingen tid, og de løbere der ikke ved hvad de går ind til, rammes af virkelighederne fra km. 2

Udsigt fra toppen (billede fra Molslobet.dk)

I år vidste jeg stigningen kom, og jeg vidste hvad der ventede, så kæk som jeg var, lagde jeg mig i front og cruisede afsted med sætning ”når det går op, går det også ned” i hovedet nærmest som et mantra. Det første skovstykke er ca. 5 km hvorefter opstigningen til Trehøje begynder. Trehøje er 127 m høj og byder på toppen på et helt fantastisk udsigt over Nationalparken og havet til tre sider. Og selvom det er ufatteligt smukt på toppen, og jeg havde camera med – så vidste jeg, at jeg havde den første mand ca. 1-1½ min. efter mig. Jeg havde lugtet blod, mit konkurrence gen var på fuld power. Der var ikke noget at gøre, min krop var indstillet på at blive første kvinde til at slå alle mændene til Molsløbet. Og jeg spurtede derfor videre ned af Trehøje igen, uden så meget som et enkelt lille billede at de smukke omgivelser.

Det er ubetinget nedløbene der er hårde for mig. De stejle nedløb slider på bremseklodserne af et par lårbasser, og den ujævne skovbund man rammer efter nedløbet udfordrer sanserne og motorikken. Igen får man fornøjelsen af skov og skovstier, lidt op, lidt ned – lidt mere op, og lidt mere ned igen – og ender efter løb tværs over en fårefold ved depotet ca. halvvejs på den 21,1 km. rute til vendepunktet. Her skiftede ruten karakter.

Forude ventede grusvej, ufremkommelig markvej og et længere stykke på, ja det havde du sikkert gættet, et yderst kuperet stykke landevej. Og hvis du fulgte lidt med i Post Nord cykelløbet i år, kan jeg fortælle at cykelløbets rute gik i samme område (jeg kunne endda skimte cyklister – og høre jublen fra tilskuerne, da jeg drejede ud på landevejen).

Den smukke sø ved byen Agri – billede lånt af VisitDenmark (jeg havde jo overhovedet ikke tid til at tage billeder i går. 🙂 )

På toppen af den største landevejsbakke drejer ruten ind på grusvej og ned til byen Agri. Det er så ufatteligt fint og smuk, med en kirke strategisk placeret, og de fineste bindingsværkshuse rundt om gadekæret, der i øvrigt regnes for Danmarks højst beliggende sø (siger lige om hvor meget man løber opad). Total og aldeles ren Morten Kock idyl. Hvis ikke det var fordi man var på et gruelig marathonløb, ville jeg helt sikkert være faldet i svime over alt det øjenguf.

Men men, marathonløbere har ikke den luksus af at nyde omgivelserne hvis man vil være første mand i mål. Så jeg cruisede videre ad grusvej op til rutens sidste skovstykke. Igen med skovstier og udfordrende underlag, og her er der lige den finte, at det sidste stykke af ruten går nedad. Ret meget endda. Og når man nu som marathonløber ved, at man skal samme vej tilbage igen, så er det svært mentalt at nyde nedløbet da man jo udmærket er klar over – man skal løbe samme vej op igen om ganske kort tid.

Herlig skovvej (billede fra Molslobet.dk)

I bunden venter et depot udstyret med energibarer til dem, der skal bruge lidt ekstra energi til at komme op igen. Ja, og så er det ellers bare hele ruten tilbage igen, bare med modsat fortegn. Man skal altså kunne lide bakker hvis man stiller op til Molsløbet. Og hvis man ikke var øm i stængerne, så er den stigning der venter ved 34-36 km. op til Trehøje garanti for syre i benene. Det er ikke lykkedes mig at løbe op af hele stigningen endnu. De to gange jeg har deltaget i løbet har jeg kapituleret og været på gåben op ad det stejleste stykke.

Når man så står der på toppen, med 5 km. tilbage er det svært ikke at begå den fejl, at lade hovedet tro resten af strækningen er ren nedløb. Og det er så her min erfaring fra tidligere kom mig til gode, jeg vidste nemlig at virkeligheden er 3 km. med op-ned, op-ned, op-ned inden man rammer det sidste stykke og kan cruise ned til mål. I år havde jeg så ondt i stængerne da jeg løb de sidste to km. at jeg næsten ikke kunne løbe almindeligt. Tror ikke min lårbasse-styrke var helt toptunet til nedløb af den karakter. 😀

Og der står jeg så, med POKALEN 😀

Jeg kom i mål som vinder af marathon distancen – og mand hvor var det en fed fornemmelse. Talk about GIRLPOWER. Ha.. Så kan de lære det, de mænd. 😀 Og selvom om jeg var selvskrevet til at modtage en pokal som eneste kvinde bare jeg gennemførte, så var det altså en sødmefyldt modtagelse af pokalen velvidende at jeg havde sat mændene på plads undervejs. Er du gal jeg elsker den pokal.

Molsløbet er et fantastisk løb. Så mange frivillige kræfter gør et fantastisk stykke arbejde for at skabe perfekte rammer om et hårdt, men umådeligt smukt løb. Man kan løbe kortere distancer også, og jeg vil på det varmeste anbefale alle til at lave udflugt til Knebel og løbe i Mols Bjerge den 3. lørdag i september. 😀
Læs evt. mere her: http://molslobet.dk/

Share: