Jeg har en tilståelse, én af dem der på lang afstand kunne se ud som en banebrydende ting for mine skribleriers fremtidig overlevelse… Here goes… Jeg har ikke noget decideret mål med mit løb. “UUUUHHHHHHH” – siger du nok, og lader pegefingeren søge hen over musen for at komme væk i en fart. Og jeg forstå det egentlig godt. Hvem pokker gider læse om én der ikke har et mål med løb, og er det ikke netop derfor man følger med i en bloggers liv; for at se andre sætte mål og kæmpe for at nå dem med de op- og nedture der følger.

Jeg skal da også være ærlig og røbe, jeg vitterlig har overvejet om man overhovedet kan holde en blog kørende, hvis man ikke har et konstant mål med sit løb. Sagen er bare den, at jeg forrige år nåede mit mål for halvmarathon om at komme under 1.30 (det skete da jeg vandt et halvmarathon ved Hover Dam i Las Vegas) og sidste år nåede under 3.15 på marathon da jeg vandt Basel marathon. To store mål indfriet. Og nu tænker du måske – jammen kan kvinden så ikke bare jagten endnu bedre tider… Og hertil er det min tilståelse kommer for lyset. Jeg brænder bare ikke rigtig for at løbe hurtigere tiden end det. Jeg har ikke den der sult for at blive hurtigere, den sult der gør at man dedikerer al sin fritid til målet og jagter det som en løve jagter sit bytte på savannen. Det er bare ikke rigtig DET JEG VIL.

Samtidig har jeg løbet de 100 marathons – det skete også sidste år, og jeg er på ingen måde drevet af at skulle løbe 200 af slagsen. (Det kommer sikkert en dag, for jeg elsker stadig at løbe marathons, men det er ikke et decideret mål for mig).

Måske er det helt naturligt at hovedet og kroppen efter en række år, hvor alt har handlet om tider og antal løb, bare har brug for en pause, bare har brug for at løbe når kroppen vil, og løbe det hovedet syntes er sjovt. Jeg løber faktisk stadig omkring 90 km. ugentligt, så det er ikke fordi mængden er reduceret – og jeg elsker det præcist lige så meget som tidligere. Jeg løber bare ikke længere efter et program og løber kun tempoløb når jeg lige føler for det. Sådan har det været siden juni måned, og jeg har stadig ingen behov for at ændre ved den kendsgerning 😀

Det føles bare et eller andet sted som om man snyder lidt, når man sådan laller rundt og spilder sit talent. 😀 (so to speak – nu er det ikke ligefrem det helt vanvittige talent der er gået tabt i mig. :D). Som om man bør have et mål med alt hvad man laver. Det er i hvert dét, de sociale medier fortæller i en lind strøm. Men bør man det? – hvis man sagtens kan holde motivationen til at løbe uden at have store mål hængende over knoppen, er det så ikke i orden? Skal alt virkelig handle om at nå et mål? Kan jeg ikke bare være en helt almindelig gennemsnitlig løber, der i den grad hygger sig med at løbe?

Jeg er ikke selv i tvivl, for mig er det helt legitimt ikke at have mål for løb, og hvem ved – en dag vågner jeg sikkert op og tænker ”Nu skal det være…”. Leah, min ”partner in crime” når jeg løber med Team Tvilling, sagde klogt til mig ”Heidi, det at nå frem til et mål er jo en rejse i sig selv”. Og jøsses jeg syntes det var fint sagt. Så indtil da må du nøjes med at læse om mine oplevelser som en helt almindelig gennemsnitlig hyggeløber uden andet mål, end at løbe forbi det bare er så pokkers fedt og med fokus på mit motto p.t.:  “Be happy, Be crazy, Be silly and Smile” 😀

(ok – jeg har faktisk et lille bitte mål, jeg vil gerne lade være med at spise helt så meget slik 😀 – tæller det?).

Share: